Lars-Christian Brask “My Way” – et “maskulint” indslag til dig om vilje og succes.
Kære læser af Kvindetid, vi bringer dig her et mere “maskulint” indslag om vilje og succes.
Lars-Christian Brask har en helt særlig energi, passion og vilje, og han satte det tidligt i livet som sit mål, at nå til tops indenfor den benhårde finansverden, her deler han sin spændende livshistorie med os.
HISTORIEN
Efterhånden har jeg omkring 25 års erfaring som investeringsrådgiver i nogle af verdens største banker og finanshuse i London, San Francisco & New York, selv om jeg led af ordblindhed som barn.
Som 34-årig blev jeg økonomisk uafhængig efter i et par år ellers at have levet på en kassekredit af samme størrelse, som holder hånden under en mellemstor dansk erhvervsvirksomhed. Jeg skulle finansiere to gamle huse i Roskilde og leve i London for en løn, som var en femtedel af, hvad jeg ellers havde tjent i Danmark. Men så begyndte de store bonusser, som finansverdenen er berømt og berygtet for, at trille ind – kassekreditten blev betalt ud, og der kom overskud på kontoen igen. I den grad!
Status er – to år før jeg fylder 50 år – at jeg har haft min egen investeringsbank i verdens finanscentrum, været investor i et succesfuldt dot.com-firma og i prisvindende restauranter, hvor både kendte politikere og Hollywoodskuespillere lagde vejen forbi. Jeg har arbejdet som tour-manager for et internationalt popband – og har stået i spidsen for Englands største team inden for racersport fra gokart til Formel 3000-klassen (I dag GP2). Sidste stop lige inden Formel 1 – verdens dyreste sport.
Jeg har taget chancer – jeg har kalkuleret risici, og jeg har aldrig “pillet mig i navlen”, men er derimod blot sprunget ud i det!
Det er klart, at sådan et liv strikker du ikke sammen uden også at træde nogle mennesker over tæerne undervejs. Nogle gange er det en del af en nødvendig proces bestemt oven fra. Andre gange er det utilsigtet, når en investering ikke opnår det ventede afkast, som det skete med blandt andet motorsporten, hvor familie, venner og investorer tabte penge. Det gjorde jeg også selv. Jeg har været heldig at leve et liv i overhalingsbanen.
FAMILIEN
Min kære hustru, Sue, mener dog, at vores liv indimellem også minder om en rutschebanetur, hvor jeg sidder i den forreste vogn med hele udsynet. Mens familien sidder i den bagerste og kan ikke altid se, hvad der venter forude. Men rutschebanen kører som bekendt på skinner, og målet er kendt, så “hvad er problemet?” plejer jeg at sige – med et smil.
Der er ingen tvivl om, at den største succes i mit liv er min familie: Sue og børnene Georgia og Oliver. De er mit anker i tilværelsen, og i en travl, hektisk hverdag er det fantastisk at komme hjem til dem og bare være ægtemand/far/mig selv. De er ligeglade med, hvad jeg laver – bare jeg er glad. Det betyder også rigtigt meget for mig, at vi efter mange år i udlandet er vendt hjem til Roskilde, hvor mine forældre
bor, – og er kommet tættere på mine brødre og deres familier.