Linette: Siden hvornår er jeg blevet typen, der lyver?

Linette: Siden hvornår er jeg blevet typen, der lyver?

Jeg hedder Linette og har lyst til at dele nogle tanker, da jeg for første gang, siden jeg blev mor og fik min skønne dreng, har brug for at lade ærligheden komme i første række, for den har dælme stået i baggrunden alt alt for længe. Hvorfor pokker skal det være sådan? Hvorfor skal alt se så perfekt ud?

Sandheden er, at jeg synes, det var svært at lære at være i den nye rolle. Jeg synes stadig, det er svært, men den første tid var en enorm sårbar tid, hvor det at kunne sige fra og være ærlig, ville have haft stor betydning for dagligdagen.

Men jeg turde ikke af frygt for ikke at kunne leve op til andres forventninger og jeg ville jo ikke lyde utaknemmelig, jeg havde jo fået en sund og rask dreng, så jeg havde da ingen ret til at brokke mig.

Jeg ønsker at genfinde mig selv og at fortælle sandheden er det der gør mig autentisk.

Der kan måske anes en sarkasme i mine følelser, men det var min måde at komme igennem det på. Sandheden er, at selvom det nu efterhånden er et stykke tid siden, så rør det mig stadig dybt og sætter tit tårekanalerne i gang, når jeg tænker tilbage. Måske havde jeg for mange forventninger eller måske var jeg bare naiv i forhold til det nye liv, der ventede mig som mor. Jeg ved det ikke, men en ting er sikkert, jeg var i hvert fald ikke forberedt på alle de bekymringer og den angst, der fulgte med i pakken. Og jeg var da slet ikke forberedt på alle de forskellige holdninger, der er til en nybagt mor og alle de pokkers gode råd, som jo bare gjorde mig mere forvirret, i min stræben efter at være den bedste mor.

Det bedste ville nok have været at følge mit eget hjerte og have sagt fra. Det har jeg lært nu, ”arrrrggghhh okay”, ikke helt, men det er en proces.
Jeg er blevet bedre.

Mit liv som Mor – Siden hvornår er jeg blevet typen der lyver?
Der ligger han min lile søn og er så lækker, han kigger intenst ind i mine øjne og mit hjerte smelter. Jeg er smask forelsket, men ligeledes hundeangst. En evig klump er at finde i min hals, og nogle gange føles den så stor. at jeg må hive efter vejret.

Jeg sidder stille og kigger på ham og beundrer ham mens jeg får det ene store smil efter det andet. Det er ægte kærlighed tænker jeg, men frygten overstiger nogle gange glæden ved det mirakel det er at have ham ved min side.

Jeg går ud i køkkenet og sætter vand over til en kop kaffe og tænker ved mig selv, at det da må blive en fantastisk dag. Bare ham og mig. Vi har ingen planer, så vi kan hygge os hele dagen. Han har været en del af mit liv, det sidste års tid, men vi har kun rigtig kendt hinanden i knap 3 måneder, så det er dejligt med noget kvalitetstid hvor vi kan lære hinanden at kende og hvis vi ikke går ud sammen så er jeg sikker på at der ikke er nogle der kigger fordømmende på mig. Jeg tjekker mobilen og der er 2 sms’er der venter på at blive læst. Susan har skrevet, ”svømmehallen i morgen?” – ja det kunne da være så hyggeligt, og vi har jo ingen planer, men straks vokser klumpen i min hals og det hele snører sig sammen og jeg mindes de to forgående gange, hvor vi tog med i svømmeren. Det var en succes lige indtil vi kom op af vandet. Jeg skynder mig at lægge mobilen fra mig, jeg svarer senere, måske er jeg mere modig der. Nu går det jo lige så godt, så hvorfor ikke bare kaste mig ud i det.

Jeg sniger et blik ind i stuen, hvor han ligger og slænger sig på sofaen, det er et dejligt syn og jeg burde føle mig som verdens mest heldige kvinde. Hvorfor kan jeg ikke bare give slip. Jeg skammer mig over mine følelser og det tankerne gør ved mig.

Jeg sætter mig med min kaffe og kigger bunken af reklamer igennem. Måske der er nogle gode tilbud, eller måske  skulle jeg bare bestille fra nemlig.com igen, det er jo så nemt, det bliver leveret lige til døren og så slipper jeg for alle de blikke, når vi står i køen sammen.

Alt imens jeg får bladret mig igennem Føtex’, Nettos og Faktas tilbudsavis, dukker en lille kuvert op. Det er adresseret til mig og afsenderen er familien. Allerede dér stivner jeg, for allerede nu, har jeg en fornemmelse af, hvad det er der venter bag den forseglede kuvert og akkurat som jeg frygtede er det endnu en dåbsinvitation. Det er den tredje på en måned og allerede nu, sidder jeg og tænker hvordan jeg kan slippe uden om, selv om der ikke er noget jeg hellere vil end at se min familie.

Jeg kigger endnu en gang over på ham og tænker, at han jo på det tidspunkt vil være næsten 4 mdr. gammel, så der skriger han nok ikke lige så meget, eller måske vil det, på det tidspunkt være lettere for mig, at trøste ham hvis  han bliver ked af det. Jeg er jo hans mor, så jeg skal jo kunne trøste ham.
Tænk en gang at man kan være så nervøs over at skulle ud med sit livs kærlighed – sin søn.

Så ruller vi – eller skal vi bare vende om.

”Alle børn kan lide at køre i barnevogn, så hvis de er urolige, så er det bare at smide dem i vognen og så rulle derudad”  – undskyld svigermor, men det kan da ikke passe. Eller gør jeg noget forkert. De første 3 uger, kunne vi knapt gå 100 meter før skriget indtraf og jeg fik ondt i hjertet og måtte vende om.

Jeg gik i starten tit forbi vores lokale cafe, hvor jeg i øvrigt kom uhyggeligt meget før og under graviditeten, og sukkede når jeg så veninder, der sad med deres lækkerbasser og drak en latte. ”bliver det nogensinde mig” var det eneste der fløj igennem mit hoved, mens jeg kiggede ned til min dejlige dreng, som bare lå og græd, og jeg skyndte mig videre, for nu var der kun 100 meter til vi var hjemme.

De oplevelser har sat sig så dybt i mig, at jeg nu hver gang jeg ruller ad sted frygter at han vågner, for det hænder at han stadig er utrøstelig, når han vågner. Jeg føler mig magtesløs, og aner ikke hvordan jeg skal håndtere gråden. Jeg kan afværge gråden ved at tage ham op og gå med ham. Aha, en bæresele er da løsningen på alle mine problemer, for så kan han da bare sidde i den.

Det prøvede jeg så. En bæresele er ikke det nemmeste værktøj i min verden. Han begyndte at vride sig i barnevognen, jeg vidste godt hvad det ville betyde, jeg har nu 5 minutter før gråden indtræffer. PERFEKT, jeg kan lige nå at få selen på og så tage ham op. Det er genialt. Den ligger under barnevognen, så jeg må holde ind til siden så den søde ældre dame kan komme forbi mig. Årg for h….. nu sidder den fast. – vi vender om.

Så blev det tirsdag

Og det er igen blevet tid til at mødes med 4 skønne damer og deres lækre børn. Det jeg troede skulle være en hyggelig stund med udveksling af opskrifter og gode ideer, er nu blevet til den værste dag på ugen. Mødregruppedag. Jeg var hundeangst ved første møde, for hvad nu hvis de kunne gennemskue mig, at jeg ikke var god til det der mor-noget, som jeg havde kastet mig ud i. For det måtte jo være mig der manglede nogle evner, siden jeg havde fået en dreng, der bare græd hele tiden. Det kunne de heldigvis ikke og de var alle sammen virkelig søde, men jeg følte mig presset i deres selskab. Fra nu af skal vi ses hver tirsdag. ”WHAT” hver tirsdag, jamen jamen, det kan jeg da ikke. Synes det er stressende bare at skulle stå op pga. den manglende søvn, men okay jeg giver det en chance, men kun på 14 dage. Det er helt sikkert.

Ved 2. møde var er der en der foreslog at  rulle en tur rundt om Damhussøen, jeg smilede og sagde glædeligt ”JA”, indeni græd jeg, både fordi jeg vidste at Axel ikke kunne lide at rulle i den satans vogn, men mest fordi jeg endnu en gang havde præsteret ikke at få sagt fra. Vi nærmer os tirsdag og jeg bliver mere og mere stresset over at skulle på tur med 4 nye damer jeg ikke kender. Tankerne flyver rundt inden jeg skal ud af døren. Axel er lige knap 3 måneder gammel og vi skal gå to km inden vi rammer de andre. Axel begynder at græde lidt nede i vognen og hele min krop stivner og det eneste jeg kan nå at tænke er ”bare ikke i dag, alle andre dage, bare ikke i dag”. Jeg har en brik modermælkserstatning liggende i tasken, den får han og falder i søvn igen- pyha, han var bare sulten. Nu må han da tage et par timer, det passer helt perfekt tænker jeg. Men ”hey” tænk lige om. Vi mødes med de andre som fortæller om deres lækre sovende babyer, og jeg hopper med på vognen og fortæller hvor godt Axel sover, men hvad er nu det for noget –  siden hvornår er jeg blevet typen der lyver – hvor kommer det her fra og hvorfor har jeg behov for at lyve overfor de her mennesker. Axel sover af H til men ikke i deres selskab, der er han et vidunderbarn. Vi er kommet halvvejs rundt om søen, da en af pigerne spørger om vi ikke skal tage hele turen rundt om søen. Igen smiler jeg og siger, ”ja lad os det”. Og indvendig græder og håber jeg at Axel bare vil sove. Der går lige præcis 5 minutter, så begynder han at røre på sig. Og så ved jeg godt hvad klokken har slået. Før jeg ved af det skriger den lille mand og jeg må have ham op BØVS, nårghh selvfølgelig, der sad jo noget i klemme. Ned og ligge igen eller nej, tro da lige om mor. Grædende Axel på den ene arm, barnevogn i den anden og mig der er ved at blive gråhåret af stress. En af pigerne spørger om vi da ikke skal gå på cafe og få en kaffe – jeg kigger på hende med det største smil og siger ja selvfølgelig.

Armen altså – så sig dog nej og vend om, det havde været bedst for Axel og mig selv.