Lise Møller Andresen: Styrken i smerten

 

 

I dag har jeg grædt. Helt ukontrolleret. Som resultat af min grundlæggende angst og frygt for ikke at være god nok. Jeg græd af frygt for at miste. Miste hvad jeg har opnået, miste hvad jeg ikke engang har, miste mig selv, miste fodfæste, miste stolthed, anerkendelse, respekt. Miste kærligheden.

 

Af Lise Møller Andresen
Ejer af Sund er fedt

Livsstils- og ernæringsvejleder

 

Jeg kender angsten. Jeg kender den alt for godt. Hvad den bunder i, er hverken rationel eller meningsfuld, men den er der, lige under overfladen. Klar til at bryde ud når som helst uden forvarsel eller hæmninger.

 

Faldet
Den rammer som lyn fra en klar himmel, uventet, hårdt og brutalt. Og følelsen af at blive kvalt, følelsen af at falde… Falde dybt og længe – ned i det sorteste hul, alene, uden hjælp, uden håb, helt magtesløs.

 

Kampen mellem ego og sind
Tankespin og kamp mellem mit stærke ego og mit skrøbelige, usikre sind, der stadig lider under usikkerhed, dårligt selvværd og følelsen af ikke at være god nok. Flovheden over at bukke under, over ikke at kunne klare presset, at bryde sammen uden nogen egentlig grund. Over at føle ensomheden og angsten for at miste alt af betydning. Flovheden over helt overordnet at miste egen stolthed og omverdens anerkendelse er gennemgribende og nok til, at jeg gemmer min skrøbelighed for omverden. Lukker den inde, straffer den for at være, alt imens jeg opbygger et stærkere panser, så illusionen om en stærk, altovervindende Lise kan bestå.

 

Hvorfor?
Men selv det stærkeste panser, selv den stærkeste pige kan ikke hengemme det stærkeste i denne verden, nemlig skrøbelighed.

 

Jeg har gennem tiden brudt sammen foran mine allernærmeste. Og reaktionerne har været entydige: uforståelighed, frustration over, i deres øjne, ubegrundet sorg, angst og frygt.

 

Den egentlige frygt
Og nu ser jeg, at det har været fordi at jeg ikke har turdet være ærlig. Jeg har ikke turdet fortælle sandheden om min angst. Hvad det egentlig er, jeg frygter. Hvad jeg egentlig bliver ked af og hvilke grundfølelser jeg henholdsvis styrkes og svækkes af.

 

Da jeg i går sad sammen med min bedste veninde, som jeg har kendt hele mit liv; pigen med samme stjernetegn og årstal som mig; pigen jeg har kendt fra første åndedrag, fra dagplejen, fra børnehaven, fra skolen; pigen som kender mig bedre end nogen anden, fik jeg sat ord på… For allerførste gang.

 

Jeg fik oplistet min angst. Præcis som jeg har gjort talrige gange før, når jeg er faldet i det sorte hul. Min angst for ikke at være god nok, for at være til grin, for at miste kærligheden, ligesom jeg har mistet den talrige gange før. Og så er der min angst for netop at lytte til angsten, angsten for at blive fanget af mine selvdestruktive tanker og for ikke at elske mig selv og handle ud fra mit hjerte og mine reelle behov.

 

Min veninde omfavnede mig og spurgte mig, hvor denne grundlæggende usikkerhed kom fra? Hun spurgte, hvordan jeg kan føle mig så usikker og være så fanget af følelsen af ikke at være god nok, når jeg i hendes øjne altid er blevet anerkendt og respekteret.

 

Holdt udenfor
Og netop her ramte hun mit ømmeste punkt. Det jeg aldrig har turdet sige højt for nogen mennesker før, af ren og skær skam. For jeg var ikke en af de populære piger i Folkeskolen. Jeg var ikke en outsider, jeg blev ikke mobbet. Men jeg blev holdt udenfor pigeklikens innercircle. Og den følelse af at være blevet holdt udenfor – følelsen af ikke at være ”god nok” har siddet i mig lige siden. Og i går gik det op for mig, at netop denne oplevelse har gjort, at jeg altid har næret et indædt had til den ”typiske pige”, pigekliker og faktisk gruppedannelser generelt.

Beviset for at være god nok
Det er nok også derfor, at jeg sidenhen har opbygget et tykt panser og gået meget op i at være stærk og kunne præstere. På denne måde kunne jeg, i mine øjne, bevise for omverden at jeg er noget, at jeg kan noget. Så, år efter år har jeg kæmpet for at blive fysisk stærkere, hurtigere, slankere, klogere og bedre. Jeg har bevidst valgt en karriere, hvor jeg er min egen lykkesmed og ubevidst, år efter år, været bange for at være afhængig af andre mennesker… For jeg kan jo alligevel ikke stole på dem (!) Samtidig har mit fokus i høj grad været, at opbygge den perfekte facade: Finde den perfekte mand, de perfekte fremtidsudsigter, det rigtige job, den perfekte bolig og andre materielle ting, som pryder øjet og normerne, men som i og for sig ikke lindrede den smerte jeg følte indeni.

… Jeg troede, at jeg ved at opnå alt dette, kunne opnå en følelse af succes. En følelse af endelig at være god nok.

 

 

Kampen for at gemme skammen

Men fjerner en perfekt kerne følelsen af grundlæggende usikkerhed? Og vil en facade af fin porcelæn før eller siden ikke krakelere? Og hvad sker der så?

 

Jeg har været så fokuseret på, at fremstå perfekt, stærk og altovervindende. Været så fokuseret på at hengemme mit skrøbelige sind og min grundlæggende usikkerhed og… Ja, i bund og grund min sorg over at være blevet holdt udenfor et fællesskab, som jeg ønskede at være en del af. Jeg har frygtet denne hengemte følelse så meget, skammet mig så meget over den, at jeg har flygtet fra den hver gang jeg har fundet mig i en situation, hvor den har kunnet mærkes.

 

Hadet til kvinden
Jeg lærte at vende min skrøbelighed til styrke og min sorg til had.  Så i stedet for at forstå kvinden, som minder mig om min barndom, valgte jeg at hade hende. Jeg har valgte at anskue hende som værende svag, irriterende, usikker, uambitiøs og uværdig. Jeg valgte ikke at ville bruge ét sekund af mit liv på hende. Jeg valgte at vælge hende fra, ikke at tilbyde hende mit venskab og min kærlighed… For så kunne hun da i hvert fald ikke skuffe mig eller holde mig ude af et fællesskab.

 

For det er umiddelbart det nemmeste… At hengemme smerten, usikkerheden, skammen og opbygge et panser, som kan narre fjenden.

 

Men, som John Weelwod, min største kærlighedshelt, forklarer, så må vi:
”… for at blive en  ”hjertets kriger” – én der er villig til at risikere at blive såret i kærlighedens tjeneste –være i stand til at bruge den smerte, som forholdet uundgåeligt vil bringe os på et eller andet tidspunkt. ”

 

Et styrket sind til skue
Så, at turde vise skrøbelighed, at turde vise omverden at også jeg kan såres, at mennesker også kan fremkalde usikkerhed og sorg hos mig, er ikke svaghed, som  ellers hidtil har været min overbevisning. Faktisk er det min hidtil største og stærkeste indrømmelse. Faktisk har denne indrømmelse høstet mere anerkendelse, respekt og kærlighed fra mine nærmeste – dem som jeg troede jeg ville miste – end nogen af mine tidligere præstationer.

 

Så skammen over at være blevet holdt udenfor, skammen over at være blevet valgt fra, skammen over ikke at være god nok – denne skam er nu italesat.

Jeg sætter min skrøbelighed til skue. Jeg sætter min frygt og angst under lup, modargumenterer den og vil ikke længere hengemme min historie.

 

Jeg vender mit had til forståelse. Jeg vender min skam til åbenhed. Jeg går med smerten og håber, at vi hånd i hånd, kan opbygge et stærkere sind. Et sind, der ikke frygter kærlighed, muligheder og forståelse.

 

”Hjertet kan være et smertefuldt sted at opholde sig, når kærlighedens flamme er tændt, men al smerte rummer kimen til forvandling – til at blive et helt menneske”

– John Weelwod

 

 

Læs mere om Lise på www.sunderfedt.dk