Lise Møller: At turde danse med livet
Lise Møller Andresen: At turde danse med livet
For præcis 12 dage siden indsendte jeg mit manuskript til min bog Den sidste vaneændring til Politikens sundhedskonkurrence. Siden har jeg prøvet at falde tilbage i hverdagens rille, uden helt så meget stress. Jeg nyder nu kun at kunne fokusere på mit studie, eksaminer og arbejde, samt dén luksus at kunne tage mig tid til at gå lange ture på Jægersborggade, i Assistentens kirkegård og i vandkanten langs stranden.
Jeg har, i løbet af det sidste halve år, arbejdet meget hårdt for at få en masse tanker ud i ord, sætninger og på sider, så det kan give mening for andre. Og da jeg, den 1. april, sad med den færdige fil og skulle trykke på ”send” knappen, stod tankerne i kø:
– Hvad nu hvis de bare griner af den?
– Er der bare én lang sludder for en sladder?
– Er jeg bare endnu én af de der trættende ”vær tro mod dig selv” kvinder, som står i kø efter opmærksomhed på de sociale medier?
Jeg var rædselsdagen efter dommen. Men på den anden side, hvad havde jeg at miste?
Vil jeg kendes som hende der hoppede ud hvor hun ikke kunne bunde, indtil hun lærte at svømme – eller vil jeg dø anonym og glemmes sekundet efter?
Der er ingen tvivl i mit hjerte om, at jeg vil have mening ud af dette liv. Jeg vil elske livet, jeg vil leve det og jeg vil nyde det! Og netop denne vilje ønsker jeg at give videre til kvinder, som har haft det ligesom mig. Kvinder, der har frygtet at nyde, frygtet at være forkert, ikke at blive elsket og kvinder der føler sig fanget i egen krop fordi de er så kede af at være dem de er.
Jeg vil gerne aflive frygten dér hvor den ikke hører hjemme. Der, hvor vi i stedet burde trække vejret helt ned i maven og fokusere på det som gør os glade og det som motiverer og driver os. De fleste mennesker bruger størstedelen af livet på at planlægge, netop for at undgå at ende op i situationer som de frygter.
For at undgå denne frygt, lever de efter den ene rettesnor efter den anden, planlægger møder, kostplaner, træning og dates efter dertil indrettede appikationer, som kan frasortere ikke-egnede mænd. Og alt imens de planlægger og frygter konsekvenserne af at træde ved siden af rettesnoren, suser livet forbi. Ja, John Lennon skildrer det så smukt i sangen “Beautiful Boy (Darling Boy)”, skrevet til sin søn:
”Life is what happens to you while you’re busy making other plans”.
I forlængelse heraf, vil jeg citere dele af kapitlet ”Kærlighed i måltidet” fra min bog:
Sundhed kan hurtigt komme til at cirkulere om næringsstoffer og makronæringsstoffordeling, restriktioner og regler, fremfor mad, god kvalitet, bæredygtighed, dyrevelfærd og økologi. Træning er blevet en kamp for at forbrænde flest mulige kalorier, blive markeret, fit eller atletisk, frem for at være en kilde til velvære, fornyet energi, glæde og sammenhold.
Hvor er glæden blevet af? Fornuften? Kærligheden til livet? Kærligheden til hinanden? Kærligheden til os selv? Siden hvornår blev det rigtigt at befinde sig midt på BMI-skalaen, træne crossfit hver anden dag eller løbe marathon mindst en gang om året? Siden hvornår blev det standarden at vælge en stringent livsstil og slavisk følge retningslinjerne for at sikre sig ikke at gøre noget forkert?
Siden hvornår stoppede vi med at spise mad frem for ”Paleo”, ”LCHF”, ”Adkins” og ”The Four Hour Body”?
Et eller andet sted op igennem 90’erne blev vi pludselig bevidste. Bevidste om faren ved at spise – særligt fedt. Angsten satte gang i produktionen af margarine, low fat produkter, fitnessbølgen og idealer om at være tynd. Siden har angsten skiftet ophav – fra fedt til kulhydrater og debatten ernæringseksperter imellem har raset frem og tilbage, imens Fødevareindustrien har produceret slankeprodukter til glæde for samtlige populære kostreligioner.
Ja, et eller andet sted op igennem 90’erne forsvandt kærligheden og omsorgen for maden i et virvar af sundhed og slankekure og retningslinjer. Et eller andet sted i min spæde ungdom satte angsten ind. Angsten for at turde leve uden at skulle gå på kompromis med omverdens idealer og stereotyper.
Pludselig træffer vi valg af fødevarer på baggrund af, hvad eksperter og styrelser kategoriserer som henholdsvis ”godt” og ”ondt” eller ”sundt” og ”usundt”. Spørgsmålet om – og vigtigheden af fødevarernes ophav, kvalitet, produktion og tilberedning er faldet i baggrunden. Spørgsmålet om mængden og hyppigheden af de måltider og snacks vi spiser glider ligeledes også i baggrunden, muligvis fordi det komplicerer valget i supermarkedet, på kontoret, på restauranten, i biografen og derhjemme. Vigtigheden af måltiet som helhed, herunder nydelsen, tiden, samværet, kærligheden og kvalitetstiden med sin familie, sine venner og bekendte er ligeledes blevet glemt eller nedprioriteret. Vores karriere, selvudvikling og hobbies stjæler mere og mere tid, samtidig med tendensen til at lade sig styre og kontrollere af regler og retningslinjer for, hvad der må spises.
Måltidet er i opløsning, først og fremmest fordi vi ikke tager os tid til at sætte os ned. Og når vi så endelig gør, udspiller der sig ofte to af følgende scenarier:
1. At vi ikke tillader os selv at nyde måltidet, fordi det ikke lever op til det retningslinjer, som vi har underlagt os selv.
eller
2. At vores opmærksomhed cirkulerer om at affotografere det ”korrekte måltid”, så det kan foreviges på de sociale medier. Og i stedet for at nyde måltidet og selskabet, bruges de dyrebare minutter omkring middagsbordet på at tælle likes på det netop uploadede billede.
Der var engang, hvor vi sagtens kunne spise, leve, nyde, bevæge os og samtidig være glade. Der var engang, vi nød måltidet uden angst, travlhed, dårlig samvittighed og smartphones. Det mener jeg, stadig vi kan, såfremt vi tillader os selv at slippe angsten for ikke at se ud som kvinden ved siden af os, angsten for at spise, gå eller løbe forkert, angsten for ikke at følge slaviske regler for ”det sunde liv”.
Ja, jeg vil gerne aflive frygten dér hvor den ikke hører hjemme, og jeg vil genoplive madglæden hos folket. Jeg vil gøre al hvad der står i min magt, for at vise sundhedens tydelige sammenhæng med kvalitet og gastronomi og jeg vil gøre mit bedste for at bekæmpe selvhad og usunde kropsidealer.
Forårslys og varme
Lise Møller Andresen
