Lise Møller: Den sidste singlekvinde

Lise Møller Andresen: Den sidste singlekvinde

At være den sidste single i venneflokken, at være tvangsindlagt til at høre om børnefødsler, brystbetændelse og spørgsmål om ikke det snart er på tide at finde en kæreste, er nok en af de mest angstprovokerende scenarier for en kvinde. Særligt hvis hun så brændende ønsker sig tosomhed, familie-idyl, villa og vovhund, for hvordan fremkalder man  lykken når man føler sig som Bridget Jones til parmiddag?

Af: Lise Møller Andresen
foto: Nini Broløs

Livsstilsvejleder i varige vaneændringer
www.sunderfedt.dk

For et år siden var jeg angst. Jeg havde opsagt mit fuldtidsjob, jeg havde startet min egen virksomhed fra den ene dag til den anden og arbejdede som deltids(slave)ansat i en helsebutik for at få økonomien til at hænge bare nogenlunde sammen og var lige blevet opsagt fra min lejlighed. Jeg var single og kamp-desperat efter at finde manden i mit liv og dybt deprimeret over at se alle mennesker omkring mig leve lykkeligt i par og harmoni.

”Hvad fanden er der galt med mig?” – tænkte jeg, alt imens jeg insisterede på, at få succes, købe ejerlejlighed og forsøge at skabe mig en eller anden form for stabilt miljø.

Jeg fyldte 28 år og inviterede min mor over til mig for at fejre mig. Ja, undskyld mit sprog, men fuck hvor følte jeg mig ynkelig. Her stod jeg som 28-årig uden følelsen af at have noget liv, med en desperat profil på Tinder og æggestokke mere vibrerende end noget hidtil set massageapparat, og måtte sove i ske med min mor.

Der var lange tider hvor jeg hadede mit liv, fordi jeg ikke havde dét jeg så inderligt ønskede. Jeg følte mig virkelig ensom, uelsket og fortabt i en verden fyldt med forelskede og symbiose-sammenbragte mennesker, der mindst af alt syntes at forstå min situation. For det sidste man som single kvinde ønsker at høre er:

”Nå, skal du ikke have dig en kæreste?”,
”Skræmmer du mændene væk?”,
”Det er da også sidste udkald, hva’?”
”Det må også være svært at finde en mand når man er så høj!”
eller værst af alt, afsatte veninder der sagde: ”Hold kæft, hvor er jeg glad for ikke at være single!” som respons på mine frustrationer.

Jeg følte mig som Bridget Jones til par-middag med alle sine gifte og gravide veninder, og følte mig som den største taber i verden. Jeg følte mig degraderet til den sidste single kvinde i flokken og måtte høre på kommentarer som ”ja, bare vent til du får børn” eller ”ja, det var også skønt dengang man havde tid til det” når jeg indimellem fortalte om sjove byture og events jeg havde været til.

Magtesløs er nok det tætteste jeg kommer på at kunne beskrive min tilstand, for her stod jeg i en situation hvor jeg rent faktisk ikke kunne stræbe og kæmpe efter det jeg drømte om. Drømmemanden og den lykkelige kernefamilie kunne ikke skrives på ønskelisten eller købes på DBA. Faktum var, at jeg ikke vidste om min skæbne var at være alene, og det i sig selv var skræmmende og angstprovokerende, når jeg mest af alt ønskede at elske og blive elsket betingelsesløst.

I dag ved jeg at rigtig mange kvinder i slut-tyverne har det på præcis samme måde, men det er så stort et tabu at tale om, så vi gemmer det væk bag en facade af overskud og styrke. Det resulterer i, at vi hver i sær føler os mere ensomme og angste for  hvad fremtiden bringer, andre menneskers opfattelse af os og i sidste ende vores eget værd. Værst af alt er når denne frygt begynder at tage over, for lader vi os styre af frygten for det værst tænkelige, bliver det omdrejningspunktet i vores liv og dermed dér hvor vi lægger vores energi. Jeg husker selv, at jeg realiserede netop dette og pludselig fik angsten et dobbeltsidet ansigt, for så tog jeg mig selv i at frygte at lade min angst for de værst-tænkelige scenarier styre mig. Jeg frygtede altså at lade mig styre af min frygt.

Det blev så frygteligt kompliceret at leve livet, fordi jeg ikke kunne nyde det jeg havde og var i lige nu og hér. Pludselig en dag gik det op for mig, hvor mange timer, dage, måneder og år jeg havde brugt på at skamme mig over mig selv, flygte fra min situation, lave om på min personlighed og jagte en skæbne som jeg ikke anede var min.

Jeg vidste godt, at jeg skulle slappe af og leve mit liv, gøre det jeg havde lyst til og ikke vente på en usikker fremtid. Men, som jeg også hører andre kvinder i samme situation sige, så vidste jeg ikke hvad jeg havde lyst til. Jeg vidste ikke hvad jeg ville, hvem jeg var og hvordan jeg kunne leve det her pokkers liv og være glad, for min lykke indebar jo tosomhed, familie og tryghed. Men faktisk er det lige præcis her problemet ligger, for hvad enten du er mand eller kvinde, kan du ikke elske eller blive elsket før du elsker dig selv, er tro mod dig selv og står ved dig selv.

Jeg ved godt, det er så nemt og forfærdeligt brugt og klichéagtigt at sige og tilråde, men det er essentielt for vores livskvalitet, at vi accepterer dén vi er, vores fortid og nutid. Det er så vigtigt, at vi finder roen og trygheden i os selv og vigtigst af alt tager ansvar for vores egen lykke. Først når vi er nået til vores egen erkendelse og har fundet ro i os selv til at være den vi er, kan vi se andre og bedømme præcis hvem vi kan elske og blive elsket af.

To find the beloved, you must be the beloved

John Welwood,
Perfect Love
Imperfect Relationships