Lise Møller: Én man elsker
Lise Møller: Én man elsker
For et år siden havde jeg netop opgivet kærligheden. Jeg havde mistet håbet og troen på at manden i mit liv var derude. Jeg følte jeg havde prøvet det hele; tilladt mig selv at blive forelsket, uden hæmninger, jeg havde holdt mig selv tilbage, jeg havde jagtet manden i mit liv strategisk og efter nøje aftjekkede lister omhandlende højde, drøjde, hårfarve og skulderbredde. Men uanset hvad, blev jeg såret. Såret, skuffet, og hver gang følte jeg at der gik et skår af mig. For jeg gav mig jo hen, jeg gav mig tid, jeg åbnede mig, tillod mig selv at føle håb… Og hver gang faldt jeg. Til sidst så dybt, at jeg ikke kunne bunde.
Af Lise Møller
Livsstilsvejleder i varige vaneændringer
Hvad var der galt med mig? Var jeg for kræsen? Var jeg for åben? Var jeg for selvstændig? Var det fordi jeg var for høj? Eller for veltrænet?
Hvad nu hvis jeg skiftede tøjstil? Eller hårfarve? Eller hårstil?
Ville det så ændre noget? Ville jeg så finde en der kunne elske mig?
Jagten på drømmemanden udviklede sig til en kamp. En kamp for at skrue på de rigtige knapper, tilpasse sider af mig selv, skære til og justere, sådan at jeg kunne blive præcis sådan én man kan elske…
Sådan én man kan elske…
Hvordan bliver man sådan én? Jeg kan ikke give dig svaret, for jeg ved det ikke. Jeg tabte kampen. Jeg blev ikke én man kunne elske. Jeg gav op, og affandt mig med at jeg ikke var noget værd, at jeg måtte leve alene resten af livet og acceptere at mine drømme om mand, børn og familieliv måtte forblive en drøm, som adrig ville gå i opfyldelse.
Jeg kastede håbet og troen fra mig, og gjorde det eneste jeg kunne: Jeg levede i nuet og foretog mig det som jeg havde lyst til. Jeg orkede ikke længere at tilpasse mig andre, at gøre mig umage for at være god nok eller én man elsker… For det kunne jeg jo ikke.
Men før jeg vidste af det, var der en på min vej som jeg så, og som så mig. Det var ikke kærlighed ved første blik, for kærligheden kom snigende. Helt uundgåeligt, uden jeg ville kendes ved den eller tillade at lukke den ind.
Pludselig var den der bare. Kærligheden. Manden. Ham der var præcis det modsatte af alt det jeg havde søgt og alt det jeg troede jeg skulle hige efter og være. Han var sin egen, og han så mig for den jeg er, og i den erkendelse blev jeg ikke én han elskede, men dén han elskede.
Når jeg i dag ser et par år tilbage, kan jeg tydeligt se, hvorfor jeg var så ulykkelig og så usikker på mig selv. Jeg kæmpede for andres kærlighed, for at få andre til at elske mig, og bekymrede mig ikke det mindste om mig selv.
Jeg kæmpede for at blive én man elsker, ikke dén man elsker, og der er stor forskel. Min mor fortalte mig i dag, at det vigtigste, når det kommer til kærlighed, ikke er at finde én man kan leve med, men at finde dén man ikke kan leve uden.
Den form for kærlighed finder vi først når vi tillader os selv kun at ville lukke dén ene ind. Vi finder først kærligheden når vi formår at holde om og af os selv og kende vores egne værdier og grænser. Først her er vi i stand til at kunne se vores rigtige modstykke.
Vigtigst af alt, skal du være dig selv, lade være med at arbejde med dig selv, hvis blot du kan være dig selv. Kærligheden skal ikke jages, snydes eller manipuleres. Den kommer helt naturligt, når du er klar til den. Det eneste du skal gøre dig klart er, at du ikke vil nøjes med at være én blandt mange mulige, men dén dit livs kærlighed kan elske.
Sørg for at finde en du ikke kan leve uden, ikke blot en du kan leve med!
Lise udgiver til foråret sin bog: Den sidste Vaneændring.
Vil du gerne læse mere og følge med i bogudgivelsen, så skriv dig op til Lises nyhedsbrev på www.lise.nu eller send en mail på lise@lise.nu
