Lise Møller: Når løsningen er mad og afslapning

Lise Møller Andresen: Når løsningen er mad og afslapning

Kan løsningen på dine lidelser være mere mad og afslapning? Well… Tilsyneladende! Det var i hvert fald min egen behandling, efter at have kæmpet med udebleven menstruation og en diagnose som PCO’er i 4 år.

Af Lise Møller Andresen
Livsstilsvejleder i varige vaneændringer
www.sunderfedt.dk

I 2011 fik jeg ved en ultralydsscanning konstateret PCO. Der var tydelige blærer på mine æggestokke, men mine androgene niveauer (kvindeligt og mandligt kønshormon) var relativt lave. Normalt ville man hos en ”klassisk” PCOS kvinde se, at de mandlige kønshormoner er forhøjet sammen med forhøjede insulin niveuaer og en abdominal fedtdeponering (fedt på mave regionen), samt mandlig kropsbehåring.

Ingen af ovenstående symptomer havde jeg, men min menstruation var stadig udebleven og mine æggestokke befængte med disse ”blærer”, hvilket altså betød at jeg ikke havde ægløning.

Jeg kan ikke få børn!!!

– Sætningen rungede i mit hoved! Jeg var så frustreret, ked og skamfuld. For hvad var der galt med mig? Jeg trænede jo næsten hver dag, jeg levede super sundt, jeg hverken røg eller drak og ALT i mit liv var skemalagt… Hvad andet kunne jeg gøre? Jeg gjorde jo alt rigtigt!
“Hvad er der galt med mig?” – tænkte jeg, samtidig med at jeg skammede mig over ikke at være funktionsdygtig kvinde. Jeg var jo sundhedsuddannet og fitnesstosse… Jeg burde jo være perfekt!

Min gynækologs råd til mig var at starte på p-piller, da det, ifølge hans logik, ville tilføre min krop kvindeligt kønshormon. Han trøstede mig med, at jeg kunne få hjælp til at blive gravid, når jeg en dag ønskede det. Dog rådede han mig til at få børn inden jeg fyldte 30.

Jo tak, Doktor Phil! Hvad kan jeg bruge dét til?! Der stod jeg som 25-årig nyudklækket single og fik at vide, at jeg havde under fem år til at få børn.

VAR DER NOGEN DER SAGDE DESPERAT??!!!!

Yes, det var præcis hvad der skete. Jeg blev desperat, for nu skulle jeg:

1. FINDE MANDEN I MIT LIV

– Og få børn indenfor fem år. Nåhh nej, for jeg ville jo gerne have flere end bare et barn… Så hvis jeg skulle få bare to børn indenfor de næste fem år, skulle jeg jo finde manden… Øh… Senest NU!

Desperationen voksede

2. FINDE UD AF HVAD JEG GJORDE FORKERT
– siden jeg ikke “fungerede”. Jeg havde i sinde selv at behandle mig ud af diagnosen, da det irriterede mig grænseløst at være underlagt p-piller og fremtidig fertilitetsbehandling.

3. IKKE MISTE KONTROLLEN

– i mit liv. For min største frygt, udover ikke at finde manden i mit liv og få børn, var at blive tyk.

Ja, det lyder som en komedie, men det var det ikke. Det var sagen i en nøddeskal, og det skulle tage mig årevis at fejle på samtlige punkter!

For det første er det, underligt nok, utroligt vanskeligt at finde prinsen på den hvide hest når man udstråler desperation og “JEG VIL GERNE HAVE BØRN OG HELST I GÅR!!!!!!!!!” Så det der med at finde manden gik i vasken… Gang på gang.

Min desperation voksede og jeg blev mere og mere frustreret, for min krop ville bare ikke samarbejde, uanset hvor mange superfoods, kosttilskud og kulhydratrestriktioner jeg satte ind med i min kost. Jeg trænede dagligt og grundet min frygt for at tage på og miste min identitet som fitnesspige, stod programmet både på styrketræning, løbetræning og spinning. Og dét vel at mærke på en meget kulhydratfattig diæt.

Den dag i dag tager jeg mig til hovedet, for det er jo indlysende, at min krop simpelthen bare har været stresset og tænkt:
“Okay, det sindssyge kvindemenneske, som ikke kan holde sig i ro og som ovenikøbet ikke engang vil belønne mig med næringsholdig mad, er ikke i en tilstand hvor hun kan bære et barn… Jeg skruer lige ned for fertiliteten.”

Men jeg kunne ikke se det dengang. Jeg levede i verden hvor dét at leve restriktivt var en selvfølge, og trådte jeg ved siden af, var jeg en fiasko. Jeg levede et liv i frygt. Frygt for at blive tyk, frygt for at miste min identitet som fitnesspige, for ikke at finde manden i mit liv, for ikke at få børn.

Men inderst inde bundede frygten i ikke at være elsket og ikke være god nok.

Det var grundlukkende frygten, som igangsatte hele denne onde cirkel af regler og restriktioner som havde til formål at tegne et billede af den perfekte kvinde. Paradokset var jo bare, at jeg ved disse forsvarsmekanismer pustede til bålet og kun forstærkede følelsen af ikke at være god nok.

For jeg pudsede overfladen, jeg gjorde alt jeg kunne for at fremvise en perfekt facade, men det var jo grundlæggende min personlighed jeg var usikker på. I mine øjne var jeg nødt til at kunne tilbyde noget ekstraordinært, noget imponerende, for at kunne blive elsket.

Livet her i overhalingsbanen, med daglig træning, nogle gange flere gange om dagen, konstant sult, konstat kontrol, kun afbrudt af trøstespisning og overspisning – og dernæst dagevis af skyld og skam, flere regler, flere restriktioner og mere træning, resulterede til sidst i at jeg brød sammen.

For uanset hvad jeg gjorde, blev jeg ikke glad!

Uanset hvor hårdt jeg kæmpede ville min krop bare ikke samarbejde!

– Jeg var 28, og jeg menstruerede fortsat ikke.

– Uanset hvordan jeg opførte mig, hvor hårdt jeg forsøgte at please det modsatte køn, blev jeg aldrig elsket

– Jeg blev afvist og forladt og følte mig som en fiasko

I mine øjne var der kun én årsag til alle mine fejltagelser og alle mine nederlag:

Jeg var ikke god nok og ikke værd at elske.

Til sidst gav jeg op. Jeg slippede tøjlerne, for det hele var ligegyldigt. Kontrollen med maden, kontrollen med træningen og kontrollen med at finde Mr. Right.

Jeg sluttede fred med, at jeg var dømt til at være alene, at det var min skæbne. At jeg skulle være den mærkelige, mystiske (ikke kattekvinde, for jeg HADER katte) kvinde som altid kommer alene og taler om skæve ting, som ingen andre forstår.

Jeg accepterede og sluttede fred og slap tøjlerne – af ren og skær træthed og afmagt.

Paradokset var, at dét var behandlingen. For gradvist begyndte min menstruation at komme, og godt og vel et halvt år efter blev den regelmæssig. Nu kommer den på klokkeslaget! Hver 30. dag. Og i tirsdags var jeg til gynækolog for at få den endelige undersøgelse – og blærerne er væk! Mine æggestokke er fejlfri og min ægløsning normal.

Diagnosen er væk, sammen med frygten, restriktionerne, overtræningen, skammen og skylden.

Min gynækolog var ovenud glad for at kunne erklære mig rask, men delte samtidig en frustration med mig, for det viser sig at jeg blot er én af rigtig mange unge kvinder, som ender i denne situation. Øjensynligt ender mange unge kvinder på briksen med stængerne oppe efter flere måneders udebleven menstruation – ikke fordi de er i lykkelige omstændigheder – men fordi de pisker sig selv med for meget træning og for lidt mad.

Så kvinde, hør lige efter! Det er fantastisk, at du gerne vil bruge din krop. Bliv ved med det, det har den godt af! Men alt med måde! Vil du lave en Ironman eller stille op i en fitness konkurrence, skal du ikke have hovedet under armen, for det kræver altså omtanke. Stor omtanke. Gør dig selv den tjeneste at tænke dine projekter igennem:

1. Hvorfor gør jeg det her.

2. Hvad prøver jeg at bevise?

3. Prøver jeg at flygte fra noget inden i mig selv som jeg måske skulle løse i stedet for at “pynte på overfladen”?

4. VIL du gennemføre projektet af den ene eller anden årsag, så pas på dig selv og accepter at det tager tid at opbygge en stærk fysik. Så hav tålmodighed og kontakt til én der virkelig har forstand på området. Vær OBS på at der findes ufatteligt mange uvidende tosser på markedet, som påstår at vide en masse om kost og træning, men som hverken har viden eller erfaring indenfor det de prædiker. Så vær kritisk når du vælger coach/træner!

Sidst men ikke mindst skal du altid huske, at din krop er dit stærkeste våben! Den passer på dig, så godt den kan. Så bliver du syg eller “funktionshæmmet” som jeg gjorde, gør du dig selv en stor tjeneste ved at prøve at forstå din krop.

Værn om den, plej den, udfordr den og hvil den. Det er ufattteligt vigtigt at du værner om netop denne balance:
Udfordring – og hvile.

For giver du ikke kroppen hvile efter udfordring, bliver den ikke stærkere. Tværtimod bliver den nødt til at tærre på andre af kroppens ressourcer eller nedregulere andre processer, som f.eks. din fertilitet.

Værn om dig selv, respekter dig selv og pas på dig selv. Du lever én gang. Sørg nu for at leve livet, ikke fortryde det!