Lise Møller Andresen: At være

 

Jeg har tit undret mig over, hvorfor folk (ja ja, særligt mænd) ikke smilede til mig på gaden… Indtil jeg en dag selv åbnede mine øjne og smilede – og fik 10.000 smil retur.

Så lille en handling – så stor en forskel… Det fik mig til at tænke over min egen adfærd og udstråling.

 

Af livsstilsvejleder, Lise Møller Andresen

 

At finde årsagen til sin adfærd, sine vaner og tankemønstre handler ikke om at skulle lægge sig i fosterstilling og lide af selvynk resten af livet… Nuvel, der vil komme perioder med litervis af gråd og frustration, særligt når man virkelig får sat ord på ens største frygt og hjertesorg. Men herfra handler det om at slutte fred med sine erfaringer, at turde stå ansigt til ansigt med fortiden og lade den være. For det er den.

 

Herefter handler det om, at starte et nyt kapitel og vide, at det væsen du har udviklet dig til at være er den eneste af sin slags. Tro på, at dit unikum fortjener det bedste i verden. Dit væsen fortjener at suge al essens ud af livet ved at gribe efter dine inderste drømme og slippe unødige bekymringer om tid, timing og traditioner. For hvad kan du bruge retningslinjer til, andet end at lade dig stresse når din skæbne baner andre veje for dig?

 

Jeg har lagt planer og opsat retningslinjer hele livet, og jeg har ikke lavet andet end at omrokere, udskyde og ærgre mig over ikke at kunne overholde dem. Jeg blev ikke færdiguddannet som 26-årig, jeg blev ikke gift som 27-årig. Jeg fik ikke børn som 28-årig. Jeg får sandsynligvis ikke købt ejerlejligheden inden jeg fylder 30. Og da jeg landede mit umiddelbare 8-16 drømmejob, følte jeg mig fanget og ulykkelig… Hver gang jeg var sikker på, at jeg havde fundet den smukke mand, som var som skåret ud af mine drømme og som værdigede mig et blik, mistede jeg ham kort tid efter, fordi hele seancen var en kærlighedsillusion, udelukkende opbygget af forfængelighed og ydre idealer.
Jeg har grædt litervis af tårer over ikke at lykkes, over at gennemgå, det jeg anså som værende, den ene fiasko efter den anden og føle at jeg er én stor skuffelse fordi jeg ikke sikrede mig tryghed i et fuldtidsjob og en fornuftig mand. Jeg har følt mig forkert, latterlig og uduelig… Indtil jeg en dag blev spurgt:

”Føler du dig forkert, eller frygter du at andre ser dig som værende forkert?”

 

Og her gik det op for mig, at jeg på intet tidspunkt har prøvet at hvile i mig selv og tro på mit eget værd. Jeg har desperat forsøgt at følge med strømmen og følge med gråspurvene selvom jeg var en papegøje… Selvom jeg inderst inde godt vidste, at det jo slet ikke er dét jeg har lyst til. Jeg troede bare, at det var noget man skulle.

 

Livet igennem har jeg følt mig anderledes og af frygt for at omgivelserne skulle se denne forskellighed som værende forkert, kikset eller underlig, har jeg forsøgt at passe ind. Af frygt for omgivelsernes dom over mig, har jeg i årevis jagtet andres drømme og idealer for det gode liv. Jeg har hengemt mit eget hjerte, passion og behov, af frygt for alle andres tanker og syn på mig.

 

I stedet for at turde stoppe op og mærke efter i mig selv, har jeg jagtet kærlighed, anerkendelse og bekræftelse på de forkerte præmisser. Og hver gang jeg har ”fejlet”, har jeg tænkt at noget var galt med mig. Hver gang har jeg gjort mig mere og mere umage for at passe ind i den firkantede boks, som jeg troede var kravet for det gode liv. Hver gang har jeg tænkt, at min lykke måtte findes på den anden side af hårdere træning, mere restriktiv kost, lidt længere hår, lidt flottere makeup og lidt bedre stil.

Men uanset hvad jeg gjorde, passede jeg aldrig ned i boksen. Uanset hvad jeg gjorde, fejlede jeg. Og for hvert slag jeg fik, jo mere usikker og bange blev jeg. Bange for aldrig nogensinde at opnå målet… At fange lykken derude i horisonten. Lykken, som var defineret af gennemsnitlige tal, normer, traditioner, forventninger og idealer.

 

Kærligheden var noget jeg skulle fange, indhente og sikre mig, så jeg kunne slappe af og vide at målet var opnået og trygheden sikret. Herfra ville jeg langt bedre kunne gå efter det jeg virkelig brændte for og havde lyst til.

 

Jeg jagtede kærligheden som man jagter et dyr… Og på falske præmisser. For det er ikke mit behov absolut at blive gift og få børn inden jeg fylder 30 og heller ikke mit behov, at han skulle have en bestemt profil for at kunne blive godkendt. Jeg blev stresset og desperat for at lande perfektionen, fordi jeg følte at det var forventet af mig. Gang på gang lod jeg mig stresse af bemærkninger som ”skal du ikke snart have dig en kæreste?”, ”vil du ikke have børn?” osv. osv. Og jo, selvfølgelig ønsker jeg kærlighed i mit liv: Ægte kærlighed… Uden forfængelighed, forventninger, retningslinjer og krav.

 

Jeg har været anderledes hele mit liv. Jeg har altid følt mig forkert. Men forkert i forhold til hvad? Standarden? Normalen? Hvis normalen er en definition på den gennemsnitlige dansker, så ja… Så er jeg helt og aldeles unormal. Jeg ville røvkede mig og føle mig fanget i et 8-16 job. Jeg ville være bundulykkelig med den smukke mand, som havde valgt mig på de forkerte præmisser, som ikke elskede mig for den jeg er og som gik mere op i materielle goder end indre værdier.

 

Jeg har været så bange for at stå ved den jeg er. Så bange for ikke at blive forstået, set, anerkendt og elsket. Min største frygt har styret mig hidtil og har kun sat mig i lænker. Jeg tror det er på tide at smide boksen væk, flyve modsat flokken, smile til alle på min vej og være stolt af mine farver.

 

”Not knowing that we can be loved for who we are prevents us from trusting in love itself, and this in turn causes us to turn away from life and doubt its benevolence”

– John Welwood

 

 

Vidste du, at jeg er i gang med at skrive en bog om vaneændring? Ofte er dine fysiske handlinger nemlig blot symptomer på tankemønstre og indgroede vaner, som skal bearbejdes.

 

Er du interesseret i at læse med på sidelinjen i min skriveprocess og løbende modtage information om bogen?
Så udfyld kontaktformularen på min hjemmeside, og så sørger jeg for at sende det til dig:
http://sunderfedt.dk/kontakt

 

 

Lys og varme,
Lise