Lise Møller Andresen: Hvad nu hvis…

Du kender den sikkert… Utrygheden. Uvisheden. Hvad venter os derude i fremtiden? Hvordan kan vi være sikre på at det vi gør, vores beslutninger, vores valg, vores kæreste, vores job – er det rigtige? Hvad nu, hvis vi om 40 år pludselig opdager at vi skulle have gjort det stik modsatte? Hvad nu hvis vi fortryder… Hvad nu hvis…

Af ernærings- og livsstilsvejleder Lise Møller Andresen

 

Singletilværelsen er relativ ny for mig. Jeg har været i parforhold nærmest siden jeg kunne gå. Og at afslutte mit sidste forhold, uden at have et nyt at gå ind i, var noget af det mest skræmmende og usikre jeg hidtil har prøvet. For jeg var trygheds- og kærlighedsnarkoman.

 

Men jeg ved nu, at det var noget af det bedste der kunne ske. Også selvom singletilværelsen kan være utryg, fyldt med tvivl, usikkerhed, tårer og uvished.

 

Jeg tager mig selv i dagligt at føle angsten for aldrig at finde kærligheden igen, angsten for at være alene… Åh ja, angsten! Og det er rent faktisk et stort tabu at tale om, for omverden skulle jo helst tro, at vi har styr på det hele, at vi er #happy og at #ilovemylife og #imfollowingmydream.

Hvad går vi glip af?

Men min erfaring siger mig, at det er en generel tendens, at vi frygter. Hvad enten vi er i et forhold eller ej. Vi er konstant bange for at gå glip af noget. Bange for, om de beslutninger vi tager er de rigtige, hvad omverden mener om os, om vi bliver gift, får børn, får drømmejobbet, lander den perfekte mand, eller opnår drømmekroppen. Vi er så angste og bekymrede, at vi glemmer at leve livet!

 

Uvisheden

Jeg var i dag sammen med en af mine bedste veninder. Hende og hendes kæreste købte for godt og vel et år siden et hus, som de i løbet af det sidste års tid har knoklet for at få istandsat. Og nu er det færdigt. Dér står det; flot, nyrenoveret og klar til at blive levet i… Men hvad med dem? De står nu, ansigt til ansigt, og finder ud af at de har mistet gnisten. Midt i byggerodet, renoveringsprojektet, midt i den travle hverdags trummerum, glemte de at være kærester.

 

Hun betroede sig til mig og sagde, at hun ikke vidste hvad de skulle gøre. Hendes kæreste er meget ambitiøs, rejselysten og karriereminded og hun føler lidt, at han nedprioriterer hende i ræset mod toppen. Hun har brug for tryghed, for en base og løftet om børn og familie i en nærliggende fremtid. Han lever i nuet, tager en dag ad gangen og ved ikke om børn er noget han nogensinde får lyst til.

 

If you love somebody, set them free
Vi taler sammen om det, og jeg fortæller hende, at hun virkelig skal tænke sig godt om. Hun er sammen med manden hun elsker, som samtidig er hendes bedste ven. Og hvis kærligheden er der, må man slippe hinanden fri, give hinanden plads til at udleve hinandens drømme. Hvis kærligheden er der, må der være plads til at flyve frit uden dårlig samvittighed og begrænsninger.

 

Men usikkerheden! Hvad nu hvis han om to år siger, at han ikke vil have børn! På det tidspunkt vil hun være 30… Og hvad så? Er det så for sent? Er det så ikke bedre at gå nu og være sikker på at finde én som med 100% sikkerhed vil have børn?

 

Men det kan du ikke!

Vi er så vant til at planlægge! Vi er så vant til at have kontrol og styring, men når det kommer til kærlighed, er vi fucked! For du kan ikke styre det! Kærlighed er ikke for kujoner, for du skal turde tage chancen. Og følger du dit hoved, din fornuft og rationalitet, vågner du med stor sandsynlighed om nogle år og finder ud af, at kærligheden slet ikke er der.

 

Vi har alle mulige ideer om, hvordan et parforhold skal være. Hvordan den perfekte mand skal være. Vi har i det hele taget alle mulige idealer og stereotyper, som vi mener vi bør følge og opnå for at have det godt og være lykkelige

 

Jeg skal i hvert fald ikke…

Jeg kan huske en samtale jeg havde med mine veninder, da jeg var 22 år. Vi talte om vores drømmemand. Jeg pointerede kraftigt, at min drømmemand var høj, mørkhåret, brunøjet, havde mørke skægstubbe, var atletisk, sjov og ambitiøs. Og han skulle i hvert fald under ingen omstændigheder være skaldet, være over 30 år og have børn!

Et halvt år efter forelskede jeg mig en skaldet mand på 37 år, som havde en datter på 14 år.

 

Vi var sammen i godt og vel 3 år med heftige op- og nedture, hovedsageligt grundet vores store aldersforskel og ikke mindst mit heftige temperament (krydret med en stor portion drama). Og så stod jeg dér, som 26-årig, ulykkelig i mit forhold, i tvivl om manden jeg havde tilbragt de sidste 3 år af mit liv med, var den rette for mig. Manden der kendte mig ud og ind. Manden, der ved bare et enkelt blik kunne tyde mit humør og i hvis favn jeg bare følte mig tryg.

 

Er det så slemt?

Her stod jeg med alle mine ideer, idealer og regler for, hvordan mit liv skulle se ud, og så passede det her krakkelerede forhold bare ikke ind! Jeg var jo for helvede 26 år og ifølge min plan, skulle jeg om MAX to år være gravid med vores første barn… og vi skulle jo også gerne nå at blive gift inden! Skulle jeg virkelig forlade manden? Hmm… Var der tid til at finde en ny? Og var vores forhold nu også så slemt? Jeg mener, jo jo, vi skændtes hver dag, vi havde knap nok sex og jeg gik rundt med en knude i maven 24 timer i døgnet… Men var det så slemt? Kunne jeg ikke bare holde mig til planen… Trygheden… Den velkendte følelse…?

 

Men nej, vi sluttede forholdet og jeg stod for første gang, i 10 år alene! Yes, hér stod jeg, som 26-årig – alene – stik imod min plan! Og min eks kæreste? Ja, han fandt en ny kæreste et par måneder efter og tre måneder efter, var hun gravid.

Hvad nu hvis…

 

A: ”Men hvad nu hvis jeg aldrig finder én?”
L: ”Selvfølgelig finder du da én. Hvorfor skulle du ikke det? Du er jo fantastisk”

 A: ”Jeg er snart 30!”
L: ”Det er jeg da også”

A: ”Men er du ikke bange for aldrig at finde én? Jeg gider ikke ende i Farum som kattedame”
L: ”Det gør du da heller ikke. Det gør jeg heller ikke. Hverken du eller jeg kan jo lide katte”.

 

 

Alene

Jeg var alene. Jeg var fucking alene! Og jeg havde aldrig prøvet det før! Og der var ikke andet for end bare at være i det.

Jeg havde en plan og den var ødelagt. Hvad skulle jeg gøre? Finde en ny mand? Ja, lad mig finde en ny… Projektet der var dømt til at gå galt, for vi kan ikke planlægge kærligheden. Kærligheden kan ikke jages, den kan ikke bestilles. Men jeg gik på Datingdk, jeg gik på Single.dk, jeg gik på Elitedaters og jeg gik på Tinder.

 

Mest fascineret er jeg af Tinder. En app som mest af alt minder mig om Boliga. Du indstiller dine krav:

–          Hvor langt væk fra dig må han bo?

–          Hvor gammel må/skal han være?

–          Og så husker du lige at tjekke hans højde i profilteksten, for Gud forbyde at han er lavere end dig!

 

Duer ikke – væk

Og så flyver ansigterne forbi dig… Mikkel, Anders, Lars, Michael, Martin, Christian, Peter, Emil…. Ét sekund, og så falder dommen: Er det et go eller no-go? Prøv at overveje, hvor mange døre vi lukker, alene ved at lade os begrænse af idealer og stereotyper?

 

Er du glad?

Vi glemmer at mærke efter. Vi lader BigBrother bestemme, vi lader os styre af normer, idealer og traditioner. Og så er vi bare i det. Men prøv at mærke efter, hvad du har brug for. Og prøv at sætte spørgsmålstegn ved alle dine opsatte krav. Hvorfor ønsker du at efterleve dem, opnå dem og hvordan kan det være at du udelukker så mange ting, muligheder og mennesker?

 

Og selvom du er i et forhold, kræver det hårdt arbejde. I udvikler jer konstant, både hver for sig og sammen. Så husk nu at se hinanden i øjnene, mærk hinanden og tal sammen. Mærk efter… Blomstrer du dag for dag, gør du det der gør dig glad, eller er du i fuld gang med at please nogle andre mennesker eller opsatte normer? Elsker du din partner, begærer du ham, har du lyst til at kysse ham, lægge dig hos ham, føde hans børn og vågne op til synet at hans ansigt hver morgen de næste 60 år? Eller er det okay? Er det en tryg base, som du ved hvad er. En base, du kan forholde dig til, også selvom det ikke er en base du udvikler dig positivt i?

 

For tryghed er ikke nødvendigvis en tryg følelse. Er vi længe nok i en given situation, den være sig positiv eller negativ, bliver følelsen tryg – fordi vi kender den. Og det genkendelige er trygt for os.

 

Hvem er du?
Og er du ude på kødmarkedet, på udkig efter Mr. Big, så prøv at starte med at kigge indad. Hvem er du? Hvad er dine værdier? Hvad vil du her i livet og hvad har egentlig betydning for dig?

 

For kan det, i bund og grund, ikke være ligegyldigt om han er rød-, hvid- eller brunhåret, om han har blå-grønne øjne, lejlighed på Østerbro og job hos Mærsk? Betyder det noget om han er 10 cm højere eller lavere end dig? Er det i grunden din egen usikkerhed der skinner igennem når du gang på gang afviser mænd, som kommer din vej? Husk på, nogle gange er det de ting, vi afviser, vender ryggen og lukker vore øjne for, der egentlig gør os lykkelige.  Prøv at åbne op, gør det modsatte af hvad du ellers vil gøre. Sig ja til at gå på date med én som du havde afvist ved første blik, tag i byen og dans til den lyse morgen i stedet for at sidde derhjemme og spise is, tag på en spontan ferie, til festival eller begynd til roning selvom du er bange for vand!

 

Slip frygten
Vigtigst af alt, er ikke at lade sig styre af frygten. Slip kontrollen og accepter at kærlighedens veje er uransagelige. Du ved ikke en skid og du kan ikke gøre noget, andet end bare at give slip, mærke efter og være tro mod dig selv. Og så længe du er det, kan du ikke fortryde.