Louise Rønde: Fra Barolo til papvin
Louise Rønde: Fra Barolo til papvin
http://www.louiseronde.com/
For et par år siden var tidens trend designer tasker, mærkevaretøj og dyre restaurantbesøg, hvor gourmetmaden blev nydt ledsaget af eksklusive årgangsvine. Produkter, som dækkede behov som sikkerhed, tryghed og anerkendelse. De materielle goder gav os status og fik os til at føle os rige – med de rige. Det gav os en ekstrovert livsstil med et stort forbrug.
Finanskrisen er i den grad blevet en del af vores liv. Det er den største globale krise siden 2. Verdenskrig – og kviksandet trækker stadig i os, til trods for diverse redningspakker. Vi er alle mærket af krisen i mere eller mindre grad. Men vores basale behov som tryghed, sikkerhed og anerkendelse er stadig de samme. Vi er begyndt at navigere anderledes for at få vores behov dækket. Vi er i en proces, hvor vi er ved at ændre vores livsstil.
Som Lifecoach ser jeg på tætteste hold, hvordan trenden er ved at ændre sig. Vores livsstil og værdier ændrer sig proportionalt med den globale krise. Vi er på vej væk fra den ekstroverte livsstil og på vej hen mod den introverte livsstil. Vi ønsker nu et fokus på nærhed og hjemlige aktiviteter. Alt vendes på hovedet, og køkkenhaven er ved at blive familien Danmarks store passion. Wildness er ved at erstatte wellness og alt det polerede.
Papvinen
Mange har svært ved at navigere i den nye livsstil, hvor dyre restaurantbesøg er blevet erstattet af take-away, og hvor en film hjemme i sofaen har erstattet dyre underholdningstilbud. Trenden anno 2012 er at dyrke nærheden og nære relationer, hvor vi sidder med papvinen i sofaen, frem for at nyde Baroloen på en fancy fortovscafé eller en eksklusiv restaurant.
Krisen medfører, at vi flytter vores fokus. Vi navigerer mere og mere efter det nære og intime. Vi dyrker de tætte relationer, og vi kan sidde timevis over en skøn hjemmelavet middag med papvin i dybe samtaler med de mennesker, som er vores hjerte nært. Samtaler, der er dybe og indholdsrige – samtaler som udvikler os. Vi er i en tid, hvor vi ønsker at være helt til stede i nuet. Måden, som vi navigerer på i krisetiden, er ved at slukke mobilen, stresse af ved at slå græsset selv og dyrke mindfulness. Vi er på vej ud af en tid, hvor materialismen og forbruget er i fokus til en tid, hvor jeans, gør-det-selv og udvikling er i højsædet. Hele denne nye livsstilsform er en proces, hvor vi er ved at blive mere bevidste om os selv, og vi ønsker at mærke os selv og vores nærmeste.
Samvær i æbleplantagen
Efteråret og løvet i gyldne nuancer præger naturens billede. Mange finder vejen til æbleplantager, hvor vi selv kan plukke vores æbler. Æbler, som skal samle familien omkring bagepladerne i de hyggelige efterårsstunder. Efteråret er over os, og det er tid til at bage, sylte og lave saft.
Danskernes fascination af selvforsyning og gør-det-selv tankegangen skyldes, at vi lever et hektisk liv og har brug for et sted, hvor vi kan stresse af. For mange handler det også om, at vi, mere eller mindre frivilligt, har fået færre penge.
Samværet i æbleplantagen skaber aktiviteter for hele familien, store som små. Det er aktiviteter, som i den grad dækker vores basale behov og tidens trend. Samværet og nærheden med vores nærmeste, det naturlige og de afstressende aktiviteter medfører, at vi får dækket vores menneskelige behov som anerkendelse, tryghed og udvikling.
Fremtidens trend
At være i processen, hvor vi er ved at ændre vores livsstil fra ekstrovert til introvert bevirker, at vi stadig får opfyldt vores behov som tryghed, sikkerhed og anerkendelse. Vores livsstil bliver bare udtrykt på en anden måde. Trenden er ved at ændre sig, vi downsizer, og forbrugssamfundet erstattes af værdi-og læringssamfundet. Ord som udvikling, læring, anti-forbrug og oprigtighed er fremtidens buzzwords. Viden er et redskab til at leve det liv, som vi gerne vil leve – og et redskab, som bliver diskuteret over papvinen i stuen frem for Baroloen på den eksklusive restaurant.