Lucy Lee: Jeg er bedst
Forleden var jeg i skoven med min niece. Hun bliver 3 til december og er en solstråle, der varmer hjerter og spreder smil. Efter at have leget i efterårsbladene, rørt ved mos og konstateret, at der ikke var nogen smølfer hjemme lige nu i de svampe vi så, gik vi stille og roligt tilbage mod bilen.
Jeg fandt en pind og skrev vores navne på stien. Og så satte hun sig ellers til at skrive på stien. Krusseduller for os andre, men da vi spurgte hende hvad hun skrev, svarede hun prompte – ”Jeg skriver om ting jeg kan lide, og at jeg er bedst.” Og ja, hvad skulle man egentlig ellers skrive om.
For hvis man tilhører gruppen, der tror på at man selv skaber sin egen virkelighed og at ens energi niveau påvirker ens oplevelse og det man tiltrækker ind i ens felt – så er det jo tåbeligt at dyrke det man ikke kan lide eller tale dårligt om sig selv. Og det er jo sandt alle er bedst til i hvert fald én ting – nemlig til at være sig selv. Det er kun mig, der kan være mig, og kun dig der kan være dig. Vi starter alle som børn med troen på os selv, at vi kan alt, med en indbygget nysgerrighed og lyst til at opdage og opleve, prøve og gøre ting.
På et tidspunkt i løbet af vores opvækst lærer vi at lægge en dæmper på os selv. Vi lærer at sætte andres behov foran vores egne. Vi lærer at tilpasse os normer. Vi lærer, at pæne piger ikke stiller krav, at man ikke må være selvcentreret. Hvis man siger fra til sociale arrangementer fordi man hellere vil noget eller fordi det man har brug for er at være alene, komme tidligt i seng, komme til træning eller bare være sammen med sin familie bliver man stemplet som enspænder. Jeg er blevet kaldt både enspænder og selvcentreret, fordi jeg mestrer at opfylde mine egne behov. Det er en helt bevidst strategi fra min side – hvis ikke jeg er fyldt op, så har jeg ikke overskud til at være den jeg gerne vil være både for mig selv og for andre.
Tænk lige over det – hvor mærkeligt er det ikke at være ikke-selvcentreret? Faktisk lyder det helt forkert og unaturligt i mine ører. Jeg er er jo mit udgangspunktet for min verden og mit liv – det er kun mine egne tanker jeg kan styre og læse. Og det kun mig, der har ansvaret for at sørge for at mine behov bliver opfyldt. Tænk hvis mit fokus var helt et andet sted end mig –hele verden ville handle om andre og deres behov. Måske ville jeg glemme at spise, sove, træne, ikke afsætte tid til at skrive eller arbejde med de ting jeg elsker… Jeg tror ikke jeg ville være glad, og jeg tror heller ikke at ret mange af dem, der holder af mig ville kunne genkende mig som mig. Ikke et særligt tillokkende scenarie… Jeg er mig – og det er jeg bedst til at være, så det vil jeg bare blive ved med ar være
