Lucy Lee: Vil du springe over?
Lucy Lee: Vil du springe over?
Vi kender det alle sammen. Der er en deadline, regninger skal betales eller loftet skal ryddes op, men af en eller anden grund er der lige et eller andet, der er langt vigtigere.
Så som at sortere undertøjet, organisere køkkenskuffen eller blive opdateret på Facebook. Alt sammen opgaver, der måske ikke burde have haft førsteprioritet, men som ikke desto mindre endte med at tage flere timer fra den faktiske opgave. De fordømte, forbandede og tidsrøvende overspringshandlinger.
Først og fremmest skal man huske, at det er utroligt menneskeligt at lave overspringshandlinger. Undersøgelser viser, at 95% af alle mennesker laver overspringshandlinger, og mon ikke de sidste 5% også gør det, men bare lyver om det, når de bliver spurgt.
Overspringshandlinger er ikke noget, vi nogensinde kan blive helt kvit, men vi kan lære at forstå dem og tøjle dem, så de ikke tager overhånd.
I princippet er det ikke vores overspringshandlinger i sig selv, der er særligt interessante. Der er altid en underliggende årsag til, hvorfor vi laver overspringshandlinger, og vil du gerne overspringshandlingerne til livs, så er du nødt til at finde ud af årsagerne.
Øvelse til dig:
Prøv at notere dine overspringshandlinger ned i løbet af en uge for at danne dig et overblik over dem, så der kan arbejdes videre med de bagvedliggende årsager.
Gennemgå så listen og stil dig selv følgende spørgsmål:
• Har du ikke lyst?
• Er du bange?
• Kan du ikke overskue konsekvenserne?
• Har du præstationsangst?
• Har du mistet overblikket?
Skriv ned hver gang du laver en overspringshandling og notér dato og tidspunkt, samt hvilken opgave du undgår, og hvilken type overspringshandling du erstatter den med
Listen skal øjensynliggøre, om der er en rød tråd gennem dine overspringshandlinger. Handler det om energiniveau, selvværd eller noget helt tredje? Samtidig kan skemaet også være med til at fremhæve dine typiske overspringshandlinger, så du kan tage dig selv i dem.