Maise Traasdahl: Fra stærk til svag på 2 minutter

Maise Traasdahl: Fra stærk til svag på 2 minutter 
https://maisetraasdahl.wordpress.com

Det ene øjeblik stod jeg med ansvar for en lørdag aften, i restauranten med fuldt hus, det næste sad jeg på en stol, uden at kunne høre noget som helst, med følelsesløshed i den ene side af hovedet og slaskede makaroni-ben.  Først troede jeg jo, at jeg havde fået en hjerneblødning. Og blev mildt sagt ret bange. Så viste det sig heldigvis at det “bare” var stress.

Så jeg gik fra, at være en monster-tonser til en slapsvans på få minutter. Sådan føles det i hvertfald inde i mit hoved.

For noget af det sværeste, ved at være stressramt, er det kontroltab som jeg synes det er. Det er virkeligt svært, at gå fra at være den stærke person som jeg hidtil har opfattet mig selv som, til at føle mig svag og utilstrækkelig. Det er også svært for mine omgivelser at forstå. Og derfor er det ikke bare mig selv der indeni skriger på, at jeg skal tage mig sammen. En gang imellem kommer den også fra de nærmeste omkring mig. En ting er, at det nogenlunde er det værste man kan bede en stressramt om, så kan jeg jo godt forstå det. Det er umådeligt svært, at forstå for dem omkring mig. Og selvom det er meget sjældent at vi siger det højt, så bliver det tænkt tit.

Vi har jo alle vores roller, og når en af os falder ud af rollen og pludselig skal omdefineres så gør det bare tingene sværere at forholde sig til. Det kræver tålmodighed fra begge sider, at stress er blevet nærværende i familien. Vi er faktisk alle ramt af at have fået stress så tæt på i familien. Min familie har jo ikke bare fået en mor og hustru på halv kraft nu, de har også lidt afsavn i den lange tid hvor jeg arbejdede konstant og var fraværende og irriteret når jeg endelig var hjemme et øjeblik. Simpelthen fordi jeg allerede for lang tid siden var så stresset og ophængt i den periode der mundede ud i det egentlige kollaps. Så er det svært at håndtere, at når jeg endelig er hjemme nu, er mine kræfter begrænsede. Jeg bliver feks træt og fraværende midt i en samtale, eller går i spåner over småting og selvom jeg er hjemme, kræver det stadig at min mand feks skal tage sig af mange af de ting som jeg før klarede inden jeg overtog restauranten i sin tid. Jeg sover langt mere end normalt. Vi ved allesammen godt at det bare er en periode, men den tålmodighed som jeg ikke bare kræver af mig selv, men alle må udvise, den er virkelig svær at lægge for dagen ind imellem. Og jeg tænker, at jeg har allerede de sidste par år trukket tunge veksler på dem alle, og nu virker det som om det slet ikke er slut endnu. Det gør mig så ked af det.

Jeg har jo altid været den stærke. Den måde er jeg er vandt til at definere mig selv på. Jeg har brug for at være den person. Så er afmagten så meget større, når jeg pludselig befinder mig i en situation hvor jeg føler mig svækket, grådlabil, angst og fuldstændig kraftesløs. Jeg var stærk  som 14 årig,  for både min mor og min lillesøster efter min far døde. Senere var jeg stærk som helt ung mor på 20 år. Sidenhen for alle mine børn og ofte også mine mænd.
Jeg har sat mig selv forrest på udsatsposten i næsten alle situationer, placeret mig  hvor jeg havde ansvar og noget at skulle have sagt. Jeg ville jo selv have lov til at bestemme over min hverdag.  Der var en frihed i det. Og jeg tog chancer og ricici og jeg tog skraldet. Jeg tog også klapsalverne, når det gik godt selvfølgelig. Dem levede jeg jo for.
Engang forlod jeg en trosretning og mistede mit ægteskab, virksomhed og hele mit livsfundament på den bekostning. Men som den menneskelige vippekop jeg er, var jeg jo snart på højkant igen.

Nu vil jeg så gerne vippe op igen, snart tak. For mange ting skriger på min opmærksomhed. Med en restaurant der skal overdrages og en virksomhed der skal lukkes, er der nok af hasteopgaver der ligger og venter. Og ja, så driver jeg jo forresten også lige en anden virksomhed, som kræver min tilstedeværelse. For som selvstændig uden nogen form for sygeforsikring – For hey – jeg er jo stærk, så hvad skulle jeg dog bruge en sådan til? Så skal der brød på bordet og jeg kan jo ikke blive ved med at trække veksler på min efterhånden overbebyrdede ægtefælle.

Det har ikke været særlig befordrende for mit recovery, at jeg har været ved at  gå i panik over alt det som har ventet på, at jeg får styr på det. Og det har absolut kun gjort det endnu mere vanskeligt, at acceptere den ufrivillige timeout. At jeg var nød til at slippe taget fuldstændigt. Så kommer vreden snigende og selvbebrejdelserne. Og den dårlige samvittighed ikke mindst. Hvorfor jeg ikke bare kan tage mig sammen og komme på ret køl i en fart.

Det er næsten umuligt for mig, at identificere mig med den jeg er lige nu. Men jeg er klar over, at for at rejse mig igen og komme hel ud på den anden side, er jeg nød til at acceptere den proces jeg går igennem. Og jeg føler faktisk, at her en måned efter er der langsomt ved at vise sig lys for enden af tunnelen.

If you´re going trough hell – keep going… This too shall pass ;-)