Fra flere som følger mig og har læst mine indlæg som jeg griflede ned midt i mit stresskollaps, har jeg fået en del beskeder fra andre som er ramt af stress. Mange har spørgsmål til deres vilde symptomer. Om jeg har oplevet det samme.
Og ja, man kan føle at man er ved at blive vanvittig. Hvad sker der med mig? Er det stress eller er jeg alvorligt syg? Eller bims?
Naturligvis er det altid en god ide at få tjekket hos lægen hvis man er meget urolig. Men når det er sagt, så er det min oplevelse at der næsten ingen grænser er for hvordan kroppen og psyken kan te sig, tiden op til og når man først bukker sammen for stress.
Her får du nogle af de symptomer jeg led med. Måske kan det berolige dig med, at det du sidder i lige nu, blot er kroppen der blinker RED ALERT, og det kan den kun gøre ved at bruge sig selv, sanser og muskler.
Inden kollapset oplevede jeg feks prikken i den ene side af hovedet, som når en legemsdel har sovet eller været bedøvet og er ved at vågne. Jeg fik tiks ved øjnene, og når jeg skrev noget fik jeg byttet om på bogstaverne. Sidstnævnte freakede mig for alvor ud…Jeg havde svært ved at sove og vågnede konstant om natten. Og tidligt om morgenen. Men jeg var langtfra frisk, jeg var træt helt ind til benene til sidst. Men kunne ikke finde ro. Knugen i maven og rystehænder. Med tiden fik jeg synsforstyrrelser ved det ene øje. Psykisk var jeg meget irritabel, humørsvingende og trist indeni.
Ved selve kollapset forsvandt hørelsen med et fra begge ører og mine ben forsvandt under mig. Og så tog følelsesløsheden i den ene side af hovedet til. Hos lægen og på hospitalet tjekkede de mig for hjerneblødning, tumor og sklerose. Heldigvis var det “bare” stress.
Tiden efter var mine ben konstant som gele. Dette stod på i en måneds tid. Og mit hoved snurrede som om at det var en elkedel. Jeg kunne ikke holde lyde og lys ud. Følte det som en migræne eller hovedpine uden smerte. Ja, det er faktisk den bedste måde det kan beskrives. Og svimmel og konfus. Kunne ikke huske fra næse til mund – jeg vandrer stadig om med blok og pen og skriver alt jeg skal huske ned. Ellers er det væk – bare en time efter at jeg havde aftalt det. Fuldstændigt slettet fra min hjerne. Ungernes tandlægebesøg, forældremøder, aftaler osv. Glemte alt hvis ikke det stod i min kalender…
Psykisk fik jeg svært ved at skulle nogen steder. Ville ikke møde nogen og jeg måtte melde fra til næsten alle møder vdr afvikling af min restaurant. Jeg var simpelthen så nervøs hele tiden. Og angst kom der også til. Og så havde jeg vanvittig dårlig samvittighed over at måtte give op. Med tiden forstod både mit hoved og min krop at det ikke kunne være anderledes. Og jeg gav slip på selvbebrejdelsen.
Der gik 6 måneder før symptomerne var helt væk og jeg var tilbage som mig selv. Jeg skal stadig passe på ikke at presse mig selv.
At have alvorlig stress og at kollapse af det, gør en kæmpe indvirkning på kroppen. Det kan få vilde symptomer til at opstå. Mens du har presset dig selv har du lagret al din stress rundt omkring i dit legeme og det er individuelt for os alle hvor det lægger sig og hvorledes vores kroppe og psyke reagerer når vi endelig kollapser. Går du igennem denne helvedes tid lige nu, så kan det hjælpe at snakke eller skrive med nogen som enten går det samme igennem nu, eller har gjort det. Det går jo over igen og passer du godt på dig selv fra nu af (læs hvordan jeg kom igennem det her), har du rigtigt gode chancer for at genvinde din tabte styrke.
De kærligste tanker
Maise
