Majken Matzau: BREAKING NEWS!

Majken Matzau: BREAKING NEWS!
www.matzau.dk

Når man i dag åbner sin avis eller anden nyhedskanal, bombarderes man med “Breaking News”-bannere fra alle sider i ildebrandsrøde og alarmgule skrigfarver – ofte ledsaget af  dramatiske musikjingler.

Mens du læser de alarmerende nyheder, pinger din email, og et lille popopvindue viser dig både indhold og afsender på mailen. Ja – mange netaviser benytter også denne forstyrrende teknik, som ofte er umulig at slå fra.

I mellemtiden ringer din smartphone også, eller sms’er tikker ind. Pushbeskeder fra facebook med både lyd, lys og besked pinger op på skærmen;  vejrmeldinger, trafikmeldinger, instagram, twitter, snapchat, nyhedsapps, datingtjenester, musiktjenester osv.

Alt er så vigtigt. Og haster. Haster meget!

Vi lever i en samtid, hvor alverdens industrier har regnet ud, hvordan man fanger vores opmærksomhed og ikke mindst gør os afhængige af deres tjenester. Virksomhederne bag alle disse tjenester ved præcist, hvordan de får adgang til vores hjernefunktioner med en kombination af at skabe alarmtilstand i nervesystemet og derefter give selvsamme nervesystem en lille belønning.

‘Belønningen’ er knyttet til dopaminsystemet i hjernen. Udløsningen af dopamin fører til en rar oplevelse – en oplevelse af belønning. Hvis man gør noget, der medfører en belønning, vil man med større sandsynlighed gøre det igen. På den måde forstærker dopamin den adfærd, der førte til dens udløsning.

Hvordan begynder vi at få øjnene op for, at hele breakingnewshastekulturen omstrukturerer vores neurale netværk og ændrer vores måde at tænke og beslutte på?

Faktum er, at vores kognitive evner slides, jo flere platforme vi opererer på simultant. At vores medfølelse og empati daler i hastighedens hellige navn. Og at vores selvværd eroderer væk, i takt med at behovet for at toppræstere døgnets 24 timer øges.

Undersøgelser viser, at jo mere vi bombarderes med indtryk og dermed bliver forstyrret, jo dårligere bliver vores tænkning, problemløsning og hukommelse. Faktisk sløves vores kognitive evner lige så meget, som hvis vi røg en stor fed joint hver eneste dag. (Wilson 2006)

Andre undersøgelser viser, at vi hurtigere oplever medfølelse for andre mennesker, når de lider fysisk smerte end psykisk, og  at det faktisk tager hele 6-8 sekunder at reagere fuldt ud på historier, der vækker medfølelse for psykologisk smerte. Når hjernen reagerer langsommere på netop disse følelser, kan den hurtige medievirkelighed have konsekvenser for udviklingen af den moralske sans i vores hjerne. (Sciencedaily.com)

I hvilken grad tjener et liv med et sådan breakingnewshastværk os? Bryder jeg mig egentlig om, at blive bombarderet med myriader af blinkende reklamer, push-besker og notifikationer? Måske har min hjerne bare vænnet sig til det og er blevet farblind, altimens min ellers så skarpe tænkning og hukommelse umærkeligt forringes, og den dopaminhungrende twitterhjernehalvdel overtager?

Den gode nyhed, omend ikke specielt breaking, er heldigvis, at vi med lidt bevidsthed kan blive opmærksomme herpå og gennemskue illusionens slør.  Med denne opmærksomhed kan vi vælge at træde ind i mellemrummet mellem stimulus og respons, hvor det bevidste valg ligger. Hvor det stille rum findes. Og dermed det nærvær, der gør, at vi kan mærke vores svar fra et dybere sted i os selv end blot fra den forlystelsessyge twitterhjerne.

Det er i dette mellemrum, vi kan stille spørgsmålet: Er dette egentlig vigtigt og haster det egentlig, at jeg giver dette min opmærksomhed? Min livsenergi? Mit nærvær?

Vores sind fungerer faktisk ligesom internettet. Her i denne knitrende cybersupper findes der dag og nat, 24-7, tusindvis af lokkende fristelser. Talløse afledningsmanøvrer snedigt forklædt som breakingnewshastesager. Myriader af skvadrende stemmer, insisterende popopvinduer og hurtigtsnsakkende reklamer med tilbud, du bare ikke kan sige nej til. Der er altid fest, og der er aldrig lukket.

Faktisk anslås det, at vi tænker 60.000 tanker hver dag, og at de 98% eller noget i den stil, er tanker, vi allerede har tænkt før. Det er med andre ord ikke ligefrem en bæredygtigt forretning.

Men kun ved at vi bliver bevidste om, at tanker er noget vi har – ikke noget vi er – kan vi vælge at træde ind i mellemrummet i tankestrømmen og her glide ind i den ø af stilhed, der altid findes i et mellemrum. Her kan vi vælge stilheden. Det store rum. Den store forbundethed. Den store fred.

I mellemrummet åbner vores indre univers sig op – og her findes de sande rigdomme i overflod. Alt, hvad vi tørster og hungrer efter, findes her. Ikke dér. Det kan man mærke, når man først tillader sig selv, at synke derind. Derind i kernen af vores dybeste væsen.

Det er en pudsig ting iøvrigt… hvordan dette mellemrum kan føles som et tomrum, hvis man ikke er opmærksom og har tilbragt for meget tid i svikmøllens dopaminræs. Et tomrum, der skriger på at blive fyldt ud. Med ting. Med dramaer. Med forlystelser. Med mere dopamin.

Men alt dette gør bare tomrummet større, og forbundetheden til vores egentlige væsen svagere. Og da kræver tomrummet endnu mere påfyldning, og så ligger lykkepillerne lige for. Oh yes. Lykke – et tilbud, du bare ikke kan sige nej til.

Nå – jeg sidder vist også bare her og fabulerer. Nu vil jeg i stedet lukke ned og søge ind i mellemrummet. Dér vil jeg stille tømme mit sind og i dyb meditation synke ind i kernen af mit væsen. Ind i evighedsvæsnet, som Lars Muhl så fint kalder det.

Og nu kan jeg mærke, hvem jer er igen.  Og først nu er jeg klar til at køre ud til Bellacenteret og holde foredrag om sindets funktion og vores væsens dybere natur. Og hvis alt går efter planen, vil jeg også guide deltagerne i en 20 minutter lang meditativ rejse ind i mellemrummet, og videre ind… i vores alles fælles evighedsvæsen.

Med ønsket om en smuk og meditativ dag til alle,

Kærlig hilsen