Malene Hasselblad: Der er nogle mænd jeg skylder en undskyldning…!

Malene Hasselblad: Der er nogle mænd jeg skylder en undskyldning…!

http://malenehasselblad.bloggersdelight.dk/

I den periode jeg skrev bogen; 40 min bare røv, besluttede jeg mig for, at jeg skulle hive strudsehovedet ud af busken og begive mig ud i at date noget manderelateret. Tilføre mig selv duften og nærværet af testosteron. Jeg datede nogle stykker, faktisk næsten halvdelen af hvad jeg har datet hele mit voksenliv. Det lyder af mange – det er det ikke, langt fra, jeg har vidst bare være single i for mange år.

Vi snakker ikke bevidst hunting, men åbent sind, come what may og følg med. Mine veje mødtes med nogle fantastiske mænd, desværre hver gang “på det forkerte tidspunkt” i mit liv (måske var det egentlig det rette, JEG kunne bare ikke rumme det). Jeg var stresset, psykisk presset til det yderste, havde INTET overskud what so ever. Havde dårligt overskud til mine børn (det der med “dårligt” er en underdrivelse, jeg havde ikke overskud til dem, end ikke mig selv…).

Jeg var udbrændt kørt ned, ingen søvn, ingen energi, min rummelighed var på nul. Jeg levede ikke, jeg overlevede! Samtidig var jeg nok ikke helt parat til nyt forhold, efter at have slikket arene fra et forlist. Følelsesmæssigt var jeg videre, men arene på sjælen var abnorme, så hver gang stillede jeg ubevidst forhindringer op for mig selv. JEG fuckede op. Mit hovede fuckede op. Jeg fandt på undskyldninger for ikke at give slip og lade mig flyde med, åbne op, tage i mod. “Ahhhhhhrrr, det hænger ikke helt sammen med hans arbejdstider og hvornår han har børn”, “hmmmm, jeg tror måske han er lidt for stille og rolig til mig”,  ”jeg kan ikke overskue alle de der børn, jeg har ikke så mange perler på kuglerammen, hvordan skal jeg have overskud til at gå fra at være tre, til at være SYV?!”. Undskyldninger var der nok af.

Mændene var der reelt ikke noget galt med. Alle handsome mænd, good looking, empatiske, søde, sjove… ja faktisk besidder de alle nogle rigtige gode kvaliteter. Specielt havde én af dem en tålmodighed, større end hvad jeg nogen sinde vil kunne præstere. Vi datede i laaaaaaaaang tid, vi snakker over et halvt år + renter, og han fik ikke en skid “af det dyre”… Jeg tror han ville mig. At han så MIG, på trods af, at jeg ikke var den bedste version af mig selv, fordi jeg befandt mig i et konstant overlevelses mode. At han derfor gik på kompromis med egne følelser og behov, i håb om, at gav han mig den tid jeg skulle bruge, så åbnede jeg nok op. Godt træk, havde han presset på, havde jeg trukket mig med det samme. Alligevel endte jeg med at melde hus forbi. Jeg ønskede virkelig at jeg ville blive forelsket i ham, men følte mig som en narrefisse, og det blev sværere jo længere tid der gik. Til sidst kunne jeg godt mærke, at nu måtte jeg enten “skide eller stå af tønden”. Måske VAR følelserne kommet, hvis jeg havde ladet være med at tænke så meget over forhindringerne (altså dem der var i MIT hovede), og bare havde givet slip, sagt: kom og tag mig. Jeg kunne bare ikke fremprovokere et overskud som ikke var der!

Så kære mænd som har været i mit liv, og som jeg ikke har givet lov til at få et ben til jorden. UNDSKYLD. Det var ikke jer, det var mig. Tiden var ikke den rigtige… for mig, men jeg er sikker på at I kom ind i mit liv, for a reason. I har nogle skønne kærester nu (ser det ud til, jeg kender dem ikke), vi snakker stadig sammen i ny og næ, ja okay, måske mest næ, men I skal vide at I var værdsat, også selvom jeg ikke åbnede op og lod jer komme ind.

Tak for jer, og tak fordi jeres veje krydsede mine. Jeg er ked af, at jeg på det tidspunkt ikke kunne give mere af mig selv. Nu ved I hvorfor… Og en undskyldning er bare altid på sin plads, når den er berettiget. Bedre sent end aldrig!

Ps. Der er så også nogle mænd der skylder mig en undskyldning, men det er en helt anden snak;-)

Følg Malene på http://malenehasselblad.bloggersdelight.dk/