Jeg overraskes til stadighed over nogle menneskers behov for at fare i kridthuset, og helt uden rationel tanke og fornuft, smide svinere, mistænkeliggørelse, indestængt vrede, rygter, fordømmelse og anmeldelser afsted i ét væk. Det gælder i sær på de sociale medier, men i den grad også i den virkelige verden.
Opslag deles fuldstændig ukritisk. De læser overskriften og uden at blinke med øjnene er artiklen delt. Skide være med at artiklen er flere år gammel, har vist sig ikke at holde vand eller andet. Deles, det skal den kraftstejsme, for den kan bringe forargelsen eller pisset i kog, så lad os endelig bidrage til at piske en stemning op. Lad os være sammen om forargelsen, vreden, opmærksomheden. Om den er god eller skidt. Det´ lige meget. Afsender får opmærksomhed, eller sætter røre i gang. Mission accomplished!
De små nævennyttige, de der bare altid har mere travlt med andre end at vende blikket indad. De der bare ikke kan lade være med at smide en negativ kommentar afsted, uden grund, uden omtanke, uden rationel tanke bag, men bare “fordi de kan”, de gør det, og de gør det i stor stil! De læser en linje/hører en sætning/observerer noget, straks går deres indre nævennyttige satan i gang… den fantaserer, insinuerer, og tolker – som i 98 % af tilfældene viser sig at være en forhastet fejlfortolkning. Pådutter og dømmer så, ud fra egne overbevisninger! Det er farligt, pisse farligt. Disse mennesker er pisse farlige, for de sætter en masse lort i gang, oftest med konsekvenser for modtageren. Selv de af os, som er født med en mental teflon-belægning, bliver også såret af en perfid negativ bemærkning. Bliver også ramt af en utidig og helt ude i hampen mistænkeliggørelse eller anmeldelse. For vi anmelder også i flæng! Til facebook, til admin i diverse facebook grupper. Til Skat, til kommunen. Og det er ligegyldigt hvem du er. Høj, lav, rig, fattig. Der er, desværre, altid én i dit netværk, omgangskreds, bebyggelse, lokalsamfund, kollega, sågar familie, hvis nævennyttighed råber højere end deres næstekærlighed og fornuft.
Hvad fanden er det der gør, at det er nemmere at møde vores medmennesker med mistænkeliggørelse, had og misundelse?
Hvorfor er det så svært, at unde andre lykke og medgang?! Hvad skete der med at møde vores medmenesker med åbenhed, nysgerrighed, venlighed og kærlighed? Hvorfor falder det nogle mennesker det nemmere, at trække andre ned, fremfor at løfte dem op. Beundre dem. Rose dem. Anerkende dem for det de gør, for det menneske de er? At puste andres lys ud, får ikke dit eget til at skinne mere, tværtimod.
Lad mig komme med nogle eksempler. Jeg kan starte med mig selv først.
I sidste uge, lavede jeg et par opslag, bla. med et par videoer hvor jeg viser jeg får taget min Botox-mødom og får lagt lidt filler ind i hagepartiet. Både i mine indlæg og videoer havde jeg forklaret HVORFOR. Jeg havde også skrevet, at jeg var blevet ambassadør for Nygart Privatklinik, hvilket betød, at jeg ikke havde kroner og øre op af lommerne. Det er det der kaldes product placement. Jeg får behandlingerne, jeg skriver ærligt om mine oplevelser. Efter år med alvorlig sygdom og en ikke eksisterende økonomi, var jeg glad for dette tilbud, også selvom tilbuddet i bund og grund er en bedre deal for Nygart end for mig. De sidste 7 år, med først datters sygdom og sidenhen min egen, har betydet, at der ikke har været råd til selvforkælelse, skønhedsbehandlinger, frisør, ferie, og generel fornøjelse. Kun hvis jeg har modtaget det i gave. Derfor er denne deal med Nygart et tiltrængt pusterum for mig. Jeg gør noget godt for mig!
Men så kommer det. Middelmådige fordømmende kommentarer: Er du nu sikker på at det er en god idé Malene? Skrev én. En anden skrev; Nej nej nej, Lad være, efterfulgt af utallige udråbstegn. Paradoksalt SKULLE det partout skrives, selvom hun tydeligt kunne se, at denne “advarsel” ville være en kende for sent, da billedet allerede viser selve behandlingen, med nålen inde i min hud.
En facebook ven skriver under mit opslag: Det er ikke for at være negativ (allerede her ved du bare, at nu kommer noget med negativt afsæt, og du bliver en anelse træt på forhånd) men nu har du skrevet så meget om din dårlige økonomi, så hvordan har du råd til BOTOX og alle mulige behandlinger. Jeg er på kontanthjælp og har i hvert fald ikke råd til sådan noget. Ja, det var bare en tanke, skrev hun.
Nu skal du høre: Hver morgen kl. 3, så står jeg op, og blaffer ind til Halmtorvet. Her tilbyder jeg mig selv og min krop, til tarvelige mænd, som ikke ser noget galt i, at købe sig til sex. For jeg har jo selv valgt det, ikke? Mange af dem lugter, er usoignerede og er voldelige. De har ingen respekt. Men det er lige meget for mig, jeg skal skaffe penge, så jeg kan give mig selv lidt luksus, som behandlinger med BOTOX.
Jeg lader den lige stå lidt.
Allerede her, vil der være nogle nævennyttige sataner, der ikke har læst linjerne til ende, og værre endnu, ikke læser resten af mit indlæg. De har allerede travlt med at ringe til veninden. Til Se & Hør. Skrive en status. Måske dele dette blogindlæg, med overskriften; Malene Hasselblad er luder. (Forargelse, forargelse, fordømmelse, fordømmelse).
Hør lige her! Hvad er sandsynligheden, med det kendskab du har til mig. Privat eller offentligt, at jeg kunne finde på at sælge min krop til sex? Bliver du i tvivl om der er en sandhed i det, ville du så kontakte mig og nysgerrigt spørge ind, eller ville du ukritisk løbe afsted med en halv vind? Jeg spørger bare. Hvad kribler mest i dig? Sandheden eller dramaet?
Jeg garanterer for dig her og nu, at det er purre opspind. Lad os kalde det et eksperiment. ALDRIG, og jeg gentager ALDRIG, har jeg solgt min krop til sex. ALDRIG kommer det til at ske!
At nogle allerede, helt ukritisk, og ikke venligt, nysgerrigt og kærligt, har delt “deres sandhed”, deres overbevisning, det er en anden sandhed, og den risiko jeg løber ved dette opslag.
Sandheden er, at jeg ikke siden jul, har skrevet noget omkring økonomi. Vi lander snart maj måned. KUNNE der måske været sket en ændring af min økonomi på de 4,5 måned?
KUNNE det tænkes, at jeg enten havde fået et job med en højere hyre, at jeg havde sparet op til behandlingerne, at nogle af de ting jeg slet ikke har haft overskud til at klunse mig til ved storskrald, og som jeg uden ressourcer alligevel har ordnet og gjort i stand, for at sælge det og skaffe penge til mad og regninger, at jeg havde valgt at sige; dét her, det skal gå til MIG, ikke til regninger. Kunne det tænkes, at jeg havde fået behandlingerne i fødselsdagsgave, julegave eller som det slet og ret er, fået dem uden beregning af andre årsager?
HVIS hun havde læst andet end overskrift, så ville hun have kendskab hertil. HVIS hun sad og brændte inde med spørgsmået (hvilket hun tydeligvis gjorde) om, hvordan “jeg med min ikke eksisterende økonomi”, havde råd til disse behandlinger, hvorfor valgte hun ikke at spørge mig i en privat besked. Hvorfor følte hun, at det var hendes opgave at dømme, offentligt. Kunne hun ikke unde mig disse behandlinger? Lidt tiltrængt forkælelse? Var det den indre svinehund, de små sko der klemte lige vel meget her? Jeg tror det! Og det klæder ingen.
Hvis jeg i en periode er knap med penge og har ytret mig omkring dette. Skal jeg så, inden eller samtidig med, at kjeg lægger et opslag op om at jeg nu er til frisør, forklare mig, forklare hvordan jeg har fået råd til denne behandling eller forklare, at mine frisør behandlinger er en gave fra en god ven? Nej gu´skal jeg ej. Jeg skal ikke retfærddiggøre noget, og du skal ikke dømme, eller drage konklusioner ud fra egen sandhed eller overbevisninger. Den er enkel. Pas din egen næringsvej. Sig; hvor fedt, good for you!
En anden skrev; BUT WHY? HAVDE hun læst indlægget, set videoen, så var dette spørgsmål allerede besvaret. Hun skrev så også, at det var spild af penge (altså de penge jeg ikke betaler) og så kom trumfen; “du skulle i stedet tage og arbejde på dit selvværd”.! What the fuck?! Mit selvværd? Hvor fanden kom den fra? Jeg har ikke problemer med mit selvværd, men hvem vil ikke gerne gøre noget godt for sig selv, holde sig selv ved lige? Jeg ved jo godt, at hendes kommentar og også fra den anden, slet ikke handler om mig, men noget inde i dem selv, som DE skal vende forstørrelsesglasset i mod, og arbejde på.
Det samme kunne gælde den enlige mor med fire børn. Hun har ytret lidt modstand, lidt trange kår. Nu offentliggører hun pludselig, at hende og hendes børn flytter i en kæmpe herskabslejlighed ved en mere end attraktiv beliggenhed i København. Hvad sker der i dig? Tænker du; Hvordan fanden har hun pludselig råd til at sidde i sådan en stor og dyr lejlighed?
Det må du gerne tænke, den tanke er naturlig nok. Der den går galt, det er, når din indre middelmådige djævel begynder at fantasere. At du begynder at insinuere og tolke ud fra egne overbevisninger. Du begynder at sladre i krogene; “aj har du set bla bla bla, hun har garanteret bla bla bla, hun må sgu da tjene sorte penge bla bla bla…. Endnu værre, “jeg må hellere melde hende til kommunen, for ét eller andet er der vel galt”?! STOP! STOP DIG SELV! Er det noget du VED, eller noget du TROR?! Kunne det tænkes, at hun er flyttet sammen med sin kæreste, men bare ikke skriver noget om det. Kunne det tænkes, at faderen til hendes børn tjener en god hyre, og har tænkt, at han gerne vil bidrage til en bedre bolig til hans eks og børn? Kunne det tænkes, at hun havde arvet en større sum penge? KUNNE det tænkes, at hun bare har været svine heldig, at få fat i én af de sjældne billige boliger, som du kun får fat i, hvis du kender nogen, som kender nogen, som kender nogen? Jeg har selv boet til leje i en 196 m2 herskabslejlighed på Østerbro , desværre kun i tidsbegrænset leje, men jeg kan afsløre, at jeg betalte næsten det samme for den, som jeg gør i min lejlighed/rækkehus i et socialt boligbyggeri i Ishøj. Lad være med at spekulere, lad være med at dømme, lad være med at dele, når du ikke kender sandheden!
En anden kvinde i dit netværk har været syg, alvorligt syg. Det har stået i medierne. Hun deler det selv livligt på hendes fb profil. Hun skriver også, at hun er gået fallit. Alligevel sidder hun i en svinedyr lejlighed. Alligevel rejser hun til dyre eksotiske steder, flere gange om året. Bevares, det kan tænkes, at hendes målestok for, hvornår man er gået fallit afviger fra den gængse opfattelse. Jeg har ikke engang penge til en tur til Bornholm. MEN i stedet for at gå i negativ selvsving, i stedet for at lade misundelsens grimme fjæs titte frem, i stedet for at sladre bag ryg, i stedet for at lade dig provokere, så spørg dig selv; kunne det tænkes at hun får rejserne betalt? Kunne det tænkes, at nogle i hendes netværk har valgt at forære hende flybilletterne, eller har tilbudt at hun kan låne deres luksusvilla eller lejlighed gratis? JA, det kKUNNE godt tænkes ikke? KUNNE det tænkes, at du er en lille smule misundelig over tanken om hendes “held”, det hun får tilbudt, det hun opnår, at du lader din indre nævennyttige satan ud? At du klemmer lidt negativitet og dårlig karma ud af ærmet?
Tanken får vi alle. Jeg kan da også undrende tænke; hvordan i alverden…. men jeg giver ikke de tanker næring. Forskellen er, hvordan vi vælger at handle på tanken. Tænker vi; Good for you, der er en årsag. Eller tænker vi; Der er noget galt her, og det skal jeg nok gøre opmærksom på. For jeg ved bedst. Min fantasi holder altid stik, uden at kende til fakta! SEND. MELD.
En anden samler ind til et godt formål, spørger måske sit fb netværk om de vil hjælpe. Hvad gør du? Tænker; FEDT initiativ, jeg er på, jeg deler, jeg hjælper. Eller tænker du – dybest set fordi du ærgrer dig over, at du ikke selv enten besidder den egenskab, at hjælpe andre, eller fordi du ville ønske du selv var lige så handlekraftig eller ville ønske du selv havde kommet på den idé – “opblæste selvfede nar, du gør det bare for at få likes og opmærkomhed” og du er ikke sen til at ytre det på personens væg, for det kunne jo være dejligt og styrke din egen indre nævennyttige satan, hvis du kunne få andre med i hylekoret. Få personen lidt ned med nakken, for så får du det selv lidt bedre, ikke? Eller gør du?!
Hvad sker der? Hvad er det for en kedelig tendens?
Hvor mange har ikke også oplevet at blive meldt til Skat og Kommune? Det er samme farlige mennesker, som ikke er i stand til at styre deres indre nævennyttige satan. De insinuerer, fantaserer, opdigter, og tolker, helt ukritisk, helt uden rationalitet og udelukkende ud fra egne overbevisninger. Disse mennesker tænker slet ikke så langt, at de tænker på hvilke konsekvenser det kan medføre for den de har rettet deres skyts med negativ ladning i mod.
Eksempel; Naboen er enlig mor. Du har lagt mærke til, at hun tit har besøg af en bestemt mand. Hun snyder og bedrager sikkert. Han er sikkert flyttet ind, uden at have sin folkeregisteradresse på adressen. Hun skal meldes for socialbedrageri. Sådan en snyder. Smylte for borgernes skattepenge. JA, der er nogle der snyder. MEN, kunne det tænkes, at det blot var en god ven, der ofte var på besøg? Måske bedste vennen, som ses mere end bedsteveninden? Måske ER det hendes kæreste, han overnatter tit. Men er det forbudt?! Er det noget du nødvendigvis skal stikke næsen i? Er det noget der nærer dig? Gør det noget godt for nogen?
Jeg boede til leje i en villa i Greve inden jeg flyttede til Ishøj. Pludselig skrev udlejer, som var en kvinde (eller, det var mand og kone der udlejede), Vi har hørt en lille fugl synge om at der er flyttet en mand ind på matriklen, at en mand er set gået ind og ud flere gange. Har det sin rigtighed?! Bor der flere i huset end dig og dine børn? Og lad mig pointere med det samme; det var ikke på, good for you, interresen. Det var ren og skær middelmådig snagen. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. På det tidspunkt var det efter mit store kollaps, jeg var smadret til ukendelighed. Så stort set ingen mennesker, for mit overskud var ikke eksisterende. Havde ikke haft gæster i over et år. Og absolut ingen besøg fra nogen mænd! Det var direkte latterligt og jeg følte mig i den grad krænket. Om det var hendes egen tankespind eller om det var en nævennyttig nabo der havde taget de alt for små sko på, vides ikke. Men jeg returnerede med: Mig bekendt står der ikke noget i min lejekontrakt om, at jeg ikke må få herrebesøg eller der ikke må flytte en mand ind?! Hun returnede lettere indigneret; Det mp du altså meget undskylde, det var ikke for at snage! Jeg gentager, det var ikke for at snage?!
Jeg ejer og administrer en facebook gruppe på facebook, hvor medlemmerne af gruppen kan lægge deres eksklusive tøj, sko og accessories til salg. Her får jeg som administrator også anmeldelser fra brugere, som anmelder andre brugere, eller som skriver til mig privat; hende og hende der må sælge stjålne eller uægte varer, for hvordan har hun råd til at lægge SÅ meget tøj, næsten alt sammen ubrugt eller brugt få gange til salg. Det lugter, noget må være galt?! Helt klart stjålne varer. Helt klart fake varer. Sund skepsis er ikke af vejen. Det er dét at stikke fingeren i jorden og observere heller ikke. KUNNE det tænkes, at kvinden er stinkende rig, at hun tjener flere penge end hun kan nå at bruge. At hun har en stinkende rig elsker, eller mand der begaver hende i et væk, og at hun har mere end de fleste og mere end hvad hun selv kan nå at bruge. Kunne det tænkes at hun havde vundet eller arvet millioner? JA, gu´ ku´det tænkes, men de tanker er for nogle ikke lige så sjove som de tanker den nævennyttige indre satan sætter i gang med mistænkeliggørelse, misundelse eller fordømmelse. En anden sætter på same tid tre par ubrugte Louboutin stiletter til salg, nogle stiller naturligt spørgsmål, og det er helt okay. Men de stiller sig ikek tilfreds med kvindens svar. At de alle tre er gave fra hendes mor, og købt lidt for små. “Ja, som om hun lige har fået tre par Louboutin af sin mor?!”.
For nogle er det nemmere ikke at tro, fremfor at tro. Mistillid frem for tillid.
For god ordens skyld spørger jeg om hun har kvitteringerne for de pågældende stiletter. Hun svarer at det har hun ikke, da det er gave fra hendes mor, men at hun sagtens kan få dem verificeret ved Louboutin. Ja tak, gerne. Skrevet med et smil og med tillid. For jeg tror hende. Havde jeg ladet den indre nævennyttige satan tale, så havde den øjensynligt sagt; “klart, de verificeringerne ser du aldrig, det er bare noget hun skriver. Men de tanker lod jeg ikke få fodfæste. Og hvad dukkede op et par uger efter. En kvittering på samtlige stiletter på et par ekstra som hun ikke havde til salg. Hendes mor havde fundet kvitteringen. Good for her. Godt for hende, at hendes mor har penge til at ville forkæle sin datter med tre par stiletter på én og samme tid. Jeg glædes, gid det var mig. Men på den nærende måde. Ikke den forsmåede negative måde. Hvad fanden får jeg ud af det? Sgu da ikke tre par Louboutin i hvert fald.
Hvad med hende din stressramte og/eller depressionsramte eller hende med den dårlige ryg og sygemeldte kollega, som du ser lægger billeder op fra et selskabeligt arrangement? Måske også fra en ferie. Eller måske har du set hende sidde og nyde et glas vin på en café? Og hun smilede og grinede? HUn har sgu også makeup på, og har taget de høje stilletter og noget pænt tøj på?! Dét kan man da ikke når man er sygemeldt? Man kan da ikke sidde og hygge sig, smile og grine, hvis man er ramt af stress eller depression. Så ligger man da i fosterstilling hjemme i sin seng. Og man har da så absolut ikke kræfter til at sidde derhjemme med fedtet hår i jogginggør. Vel?! Det må sladres ud? Det må meldes. Til virksomheden! Til kommunen!
STOP! Stop dig selv!
KUNNE det tænkes, at lige netop, i dette øjeblik, i denne time, på denne dag, der har din sygemeldte kollega en god dag. En dag med lidt overskud. Kunne det tænkes, at lige netop denne lille hyggestund med dennes veninde, ville nære hende, løfte hendes humør, hendes hjerte, bedre hendes tilstand. Blot for en stund. Kunne det tænkes at de smil og de grin, nærer en såret sjæl. Booster hendes selvværd, nu hun er ude fra fællesskabet med kollegaerne? Kunne det tænkes, at det rent faktisk er første dag i mange måneder at hun er uden for døren. At det er første gang i meget lang tid, at hun overhovedet har været social? Eller kunne det tænkes, at hun bare gerne vil vise en lille snert af hvad hun var før hun blev syg, så hun ligger billeder ud, hvor hun viser lidt overskud. Kunne det tænkes, at hun var ved at brække sig over at være syg, tale/skrive om sygdom, bare gerne vil vise; jeg er her stadig, her inde bag sygdom og sygemelding?
Ved du hvad det har krævet af hende af ressourcer, at sidde på denne cafe blandt mange mennesker? Ved du hvad det kræver af hendes ressourcer, at stå op og gå i bad, tage makeup på og pænt tøj? Måske har det taget den halve dag? Ved du, om hun ligger brak den næste uge, med smerter, mentalt drænet, ressourcetømt, blot fordi, hun valgte en lille stund ude i den virkelige verden? Hvad ved du? Ved du overhovedet en skid om hvordan hun VIRKELIG har det? Er det så ikke lidt farligt at insinuere? At tolke ud fra egne overbevisninger? Endnu være, at sladre og melde?!
Jeg havde været sygemeldt et års tid. Jeg var sat til tælling. Jeg var virkelig syg. Havde ingen ressourcer eller energi, alt blev brugt til at få mig selv op om morgenen, at sørge for mad til mine unger og få min datter afsted i børnehave. Jeg var ramt som menneske. I bund. Helt i bund. Jeg sidder til samtale hos min sagsbehandler, og lige inden vi slutter, smider hun et motherfucker bundt af udprint fra fb på bordet. Deres kontrolenhed havde fået et anonymt opkald fra en kvinde. Jeg var blevet anmeldt! Jeg var blevet intenst undersøgt af deres kontrolenhed, nu skulle jeg forklare mig! Jeg var i chok! Hvad var jeg blevet anmeldt for? Jeg kunne jo dårligt stave til Ib eller Bo, ALT handlede om overlevelse, gå til undersøgelser og behandlinger og forsøge at være mor samtidig, og her kommer det: Kvinden havde ringet ind og sagt:
1. Jeg kørte rundt i en st0r dyr leaset sort bil.
Jeg lader den stå. Stor dyr leaset sort bil?! Altså min gamle bil fra 2004, den bil som der har været utallige reparationer på? Eneste sandhed her er, at bilen er sort!
2. Jeg gik rundt med store dyre smykker og ringe!
Sandheden er, at jeg ikke har gået med smykker/ringe siden jeg blev gravid med min datter, som på anmeldelsestidspunktet var 6 år. Det giver så anledningning til dette spørgsmål; siden hvornår er det blevet forbudt at gå med dyre ringe, når man er syg?
3. Jeg gik rundt i dyrt designertøj?!
Sandheden er, at jeg har meget lidt designertøj. Stort set alt hvad jeg hvde af værdi, solgte jeg de år min datter var syg, og hvor jeg ingen indtjening havde i over et år, da jeg dengang var for stolt til at gå på kommunen. Igen spørgsmålet. Hvad så HVIS jeg havde gået rundt i dyrt designer tøj. Det kunne ikke være noget jeg havde købt, FØR jeg blev sygemeldt?!
4. Jeg havde været på Mallorca i efterårsferien med mine børn!
Sandheden er, at jeg ikke havde været på Mallorca. Jeg mindes faktisk aldrig at jeg har været på Mallorca, hvis jeg harm så har det i hvert fald været før jeg fik børn og den ældste er nu 18 år.
5. At jeg skulle holde jul i Egypten.
Sandheden er, at jeg dårligt havde råd til at købe julegaver til mine børn, hvordan fanden skulle jeg så få råd til at tage til Egypten? En anden ting er, at der nok havde været andre rejsemål der havde stået først på min ønskeliste.
6. At jeg havde coachingvirksomhed inde i København mens jeg var syg! Anmelder kunne dog ikke oplyse HVOR denne såkaldte coachingvirksomhed skulle ligge henne, andet end “i København”.
7. Jeg lavede modelarbejde. Her havde kontrolenheden printet en masse sider med opslag hvor der var “såkaldte modelbilleder” af mig, som jeg i gennem tiderne havde lagt op.
Sandheden er, at de alle var ganle billeder af mig, nogle tyve år gamle, andre amatør billeder. Men tak for komplimentet!
Sandheden er, at jeg ALDRIG har haft coachingvirksomhed i København, eller nogle andre steder for den sags skyld. For jeg blev syg lige efter uddannelsen.
Nu var det MIN opgave, som sygemeldt, et menneske i opløsning, uden ressourcer eller energi. JEG skulle nu bevise min uskyld overfor kommunen. Dig som anmelder dine medmennesker. Har du gjort dig nogle som helst tanker om, hvad du sætter i gang?! Har du gjort dig nogle som helst tanker om, at du rammer et menneske som i forvejen er i knæ, som oftest – og jeg var ingen undtagelse, i forvejen kæmper en uværdig kamp med kommunen, som i mange tilfælde gør alverdens ting for at modbevise at du rent faktisk er syg. Du ved, mistænkeliggørelsen fremfor fakta og udsagn fra borgerens egen læge og speciallæger. Hvis deres egen kontaktlæge, uden på noget tidspunkt, at have tilset dig, indikerer at du er rask nok, så skal du denondenfløjtemig bevise det modsatte, i en ulige kamp, da de tit og ofte, sender dig til en ny, af dem rekvireret speciallæge, hvis den første har sagt,m at du er for syg til at arbejde.
Har du tænkt over, hvor store konsekvenser din anmeldelse kan have for den person du retter skytset i mod. Har du tænkt på, hvor meget ondt værre du gør? Har du overvejet, hvad det ville gære ved dig, hvis du oplevede samme form for mistænkeliggørelse eller endnu værre og som i mit tilfælde her, falsk anmeldelse?! Mærk lige efter. Ærligt, hvordan ville du have det?
Påstandende blev grundigt undersøgt, jeg blev tjekket i hoved og røv og kommunen lukkede sagen, da der “ikke var hold i anmeldelsen”. Jeg fik yderligere et knæk, min tilstand blev forværret grundet denne mistænkeliggørelse og anmeldelse, da jeg blev ramt hvor jeg i forvejen var skakmat på ressourcekontoen, Store konsekvenser for mig. Absolut INGEN konsekvenser for anmelder.
Jeg har oplevet det før. For en del år siden, havde jeg en massageklinik på Østerbro og Frederiksberg, hvor jeg tilbød fysiurgisk massage. For at gøre opmærksomhed på min virksomhed og min opstart, lavede jeg en aftale med én af danmarks største dealsider, Sweet Deal. Røv dårlig deal. Du betaler ca. 30-35 % af omsætningen til deal siden, derudover typisk 50 % i rabat til dem der benytter sig af tilbuddet, herudover kommer dine almindelige driftsudgifter, leje af lokale, produkter, løn og skat. Det efterlader ikke mange basøre tilbage, men jeg så det som en start investering for at gøre opmærksom på mig selv.
Den dag dealen bliver offentliggjort på Sweet Deal, skriver jeg i min status på facebook, at jeg har lavet dette samarbejde med Sweetdeal og at man netop nu, kan spare 50 % på massage hvis man klikker på linket, som går direkte over til Sweet deals salgsside.
Efter kort tid får jeg brev fra Skat. De har modtaget en anonym anmeldelse. Et print af min facebookstatus, ergo er anmeldelsen lavet af en såkaldt FB-ven, da min private profil ikke er synlig med mindre vi er venner. Personen skrev; her er bevis for at Malene Hasselblad tjener sorte penge med massagen og at hun også sælger malerier sort?! WTF?! Det kostede mig heldigvis kun et opkald til Skat og oplyse dem om, at de SOM DE KUNNE SE, fra anmelders print, at jeg linkede direkte til en deal side, og om de ikke mente at der var stor sandsynlighed for, at der forelå en faktura i mit kommende regnskab, når nu det var en aftale der var indgået med Danmarks største mediehus.?! Det kunne hun kun give mig ret i, men som hun sagde; hvis du vidste hvad vi dagligt får af anmeldelser, og det er typisk fra forsmåede ekskærester, familie, kollegaer eller naboer, eller som her… en forsmået fb ven, om det er én jeg kun kender fra det sociale medie, eller én jeg kender in real life. Det er lige sørgeligt, og en sygelig tendens som bare vokser og vokser. Lad os anmelde hinanden samfundet. Jeg noterer hvad du har sagt, sagde hun og så lægger jeg det i din sag, så hører du fra os, hvis der skulle være yderligere, men det regner jeg bestemt ikke med, vi skal bare reagere hver gang vi får en anonym anmeldelse.
HVAD er meningen? Vi lægger anmeldelsen i din sag. Vi ved godt den ikke har noget på sig. Konsekvenser? Kun for mig. Jeg skulle have kastet mistænksomhed og smuds på mig. Anmelder er der ingen konsekvenser for. Det er noget svineri, og det burde have en alvorlig konsekvens. Oplever jeg nogen former for uholdbare anonyme anmeldelser igen, så kan jeg garantere for, at jeg deler med navn og billede, alle steder hvor jeg kan komme til det, så den nævennyttige satan af en anmelder selv mærker konsekvensen af det, at være nævennyttig. At lyve og opdigte på andres bekostning. At insinuere uden at kende til fakta, OG handle uhensigtsmæssig på mistanken.
Tænk på hvor mange ressourcer der bliver brugt på undersøgelser ved hver stupid anmeldelse, som intet har på sig, andet en afsenders mistillid og smålighed!
Og hvad med når talen falder på politik? Der er ikke noget som politik der kan få den indre nævennyttige satan frem. Ved sidste valg, lagde jeg ikke skjul på hvor min stemme faldt og hold nu kæft nogle perfide beskeder jeg og andre fik, fra nogle som stemte anderledes. Selvom vi ikke er enige politisk, har vi da ikke carte blanche til at stemple og svine hinanden til på det groveste. Jeg fik den mest tarvelige og perfide besked fra én jeg anså for at være en god bekendt. Jeg er stadig målløs over, at han følte at det var helt legalt at svine mig personligt til som han gjorde, ud fra at de ikke mødte HANS overbevisninger. Lad os blive enige om at vi ikk er enige, men kan vi ikke holde dialogen på et fornuftigt niveau i stedet for, at svine hinanden personligt til. Han gjorde mig med sin besked, rigtig ked af det. Han satte stempler og egenskaber på mig, jeg slet ikke besad, og som jeg er sikker på alle nære venner og familie ville afvise blamkt. Han var sort/hvid og hans ovebevisning var den rigtige. Jeg var bare et fjols og et dumt svin. Hmmm, kan vi vende forstørrelsesglasset, bare lidt?
Jeg slutter, næsten som jeg starter. Hvis du mærker den naturlige nævennyttige satan stikke sit grimme fjæs frem. Så tøjl den! Læg den til side. Er der blevet spurgt om din mening?
Spørger dig selv, om det gavner dig at øse galde og mistænksomhed ud. Nærer det dig? Får du det bedre? Jeg tvivler på at du oprigtigt kan svare ja til disse spørgsmål. Læs (IKKE bare overskriften), lyt og observer. far ikke i blækhuset “med en spydig kommentar”. Har du ikke noget godt at sige, så hold kæft, med mindre der direkte er blevet spurgt om din mening. HVIS du er blevet spurgt, så tænk på, at der kan være andre overbevisninger og holdninger end netop dine. Og så gå efter bolden, ikke manden! Og ikke mindst; TAL PÆNT! Hvor mange gange ville du sige nøjagtigt det samme, til personen, hvis han/hun stod lige overfor dig? Sjældent tænker jeg. Det er bare nemmere og mere bekvemt, at sidde der bag skærmen og svine til, specielt hvis du kan få et lille hylekor med på vognen. Men ærligt. Det klæder dig ikke. Det klæder ingen!
Personligt har jeg været alt for overbærende og flink overfor dem som kun har ansøgt om mit facebook venskab med ét for øje, pludselig uden varsel og helt umotiveret at sende en sviner afsted. Jeg elsker debat og forskelligheder, men vil ikke finde mig i perfide, personlige og grove kommentarer, så fra nu af, bliver disse haters smidt ud af min have. Jeg ryder op, om man så må sige ud i ukrudtet hvis en tidsel springer frem i den tro, at den kan få lov til at slå rod. Uenig må du hjertens gerne være, men bliver du grov og personlig, så er det sgu ud!
Gør dig selv den tjeneste, at vend blikket indad, og i stedet spørge dig selv, hvad det er for mekanismer der går i gang, siden du partout bliver nødt til at smide en negativ kommentar afsted. Hvad det er der gør, at du har behov for at tale dårligt om din kollega til nogle andre kollegaer, eller til jeres chef. Hvad det er der gør, at du har behov for at melde naboen eller én i dit netværk til kommunen eller til Skat. Du skal edderbroderemig have klare beviser i baghånden og være sikker i din sag, før du foretager du bevæger dig ned på det niveau. Gætterier, gisninger, formodninger er IKKE beviser!
Vær rationel, åben og nysgerrig. Lad være med at dumpe i og hoppe med på vognen, når nogle andre ikke har kunne holde deres indre nævennyttige satan tilbage. Og mest af alt. Gør dig selv og afsender den tjeneste, i det mindste at LÆSE, LYTTE HØRE hvad budskabet er, hvad artiklen indeholder. Hvad statussen indeholder andet end overskriften, inden du ukritisk deler, eller kommer med din uforbeholdne holdning.
Jeg har også en endnu bedre idé.
Hvad med bare at passe din egen næringsvej?!
