Har du nogensinde googlet dig selv? Ja selvfølgelig har du det, og det har jeg også. Vi efterlader alle spor på nettet, og det er lidt ligesom om, at hvis det ikke står på nettet, så har det ikke eksisteret. Forleden savnede jeg min far og min farmor sådan helt ind i maven. De er begge døde for længe siden. Jeg prøvede at google dem. Først min far, men han døde i 1985, altså inden vi rigtig var online. Der stod ikke et ord om ham, og heller ikke om min farmor. Det kunne jeg næsten ikke bære, for de har eksisteret, og de har gjort en forskel, og de skal da kunne findes. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil gøre dem søgbar, jeg er jo en temmelig “online kinda girl” og derfor ser jeg det som min fornemmeste opgave at bringe dem online, og sætte spor på nettet omkring deres eksistens. Min farmor skrev jeg om her og det blev et indlæg som jeg fik så meget smuk feedback fra mange af jer. Det havde jeg slet ikke regnet med, egentlig skrev jeg blot indlægget for min egen skyld, og fordi jeg ville gøre min familie søgbar. Jeg var som udgangspunkt ligeglad med om nogen læste det, men det rørte mig meget at så mange gjorde. I dag handler indlægget om min far, og det er lidt sværere, fordi jeg på ingen måde vil have, at man skal føle medlidenhed med mig, men han skal altså også eksistere i på internettet… så here goes
Søren Helge Petersen
04.03.1954 – 11.12.1985
Min far var høj med mørkt hår og overskæg. Han øjne var blide og man kunne se i dem præcis, hvordan han havde det. Han lignede John Cleese, og var faktisk ligeså hysterisk morsom. En skøn og krøllet form for humor. Jeg husker ham ikke så godt desværre, han døde et par måneder inden jeg fyldte 11 år. Min far og mor gik fra hinanden da jeg var 3 år gammel og vi så ikke så meget til ham. Først da jeg blev ældre fik jeg knyttet et bånd til ham. 
Han elskede at bygge samlesæt og samle fjernstyredebiler, det var hans hobby, og han var vist noget af en firstmover når det gjaldt gadgets (altså hvis man kan kalde videospil for gadgets, når de er fra før midt 80’erne). Jeg tror, at han var en af de første der fik anskaffet sig et videospil… (det der “Tennis spil) med en hvid streg i hver side og en prik som man skulle ramme…. :-) Jeg tænker tit, at han ville have haft en fest i denne her tidsalder, hvor alt stort set er gadgets.
Søren havde også en passion for heste. Han red og han elskede det. Da jeg fyldte 9 år forærede han mig et medlemskab i Birkerød rideklub. Vi skulle gå til ridning sammen min far og jeg. Jeg blev så glad for, at jeg nu havde fast en dag om ugen, hvor jeg havde min far helt for mig selv. Jeg delte dog ikke hans passion for heste, tværtimod, men det fortalte jeg ham aldrig. Jeg både elskede og hadede vores fredage sammen. Jeg elskede når vi mødtes i bussen og gik sammen hånd i hånd den lange vej ned til rideskolen. vi sludrede og sang fjollede Shu-bi-dua sange. Vi havde en leg, der gik ud på, at vi skulle finde en sten eller en kogle, som vi skulle skiftes til at sparke til hele vejen ned til rideskolen. Det er mærkeligt, hvad man husker ikke? Det er virkelig de mindste ting, der i virkeligheden tæller, når det store regnestykke skal gøres op i sidste ende. Det er værd at huske på. Nå, men den der rideskole det var ikke mig, jeg var så bange for de heste, og jeg blev faktisk smidt af næsten hver gang. Heste kan mærke når man er nervøs og bange. Jeg var godt nok tapper, for lige meget hvor bange jeg var, ville jeg aldrig nogensinde undvære vores fredage sammen, om det så betød at jeg måtte sætte “livet på spil” – Vi gik til ridning til den dag han døde – i halvandet år og han troede jeg elskede det – Det gjorde jeg også, jeg elskede ham og nærværet, men ikke hestene.
Min far var soldat i Livgarden, det var jeg ret stolt af, han var så flot i sin røde og blå uniform. Senere arbejdede han med handicappede på Ebberødgård i Birkerød. Han læste til pædagog ved siden af. Han nåede lige at blive færdig med sin uddannelse. Jeg var med ham på job engang imellem, han var så fantastisk til de handicappede unge, det beundrede jeg ham, for det kunne godt være voldsomt at være sammen med dem.
Søren Helge Petersen var en spasmager – Han elskede practical jokes. Et eksempel kunne være dengang han lånte et skellet af hans kæreste, som var sygeplejerske. Han gav det en frakke på og en hat, og så satte han en tændt cigaret i munden på det og placerede det i vinduet. Han boede øverst oppe i en lejlighed midt i Birkerød Hovedgade ved Maj Pladsen og det sjove ved hele denne joke var, at den udspillede sig den dag det store juletræ på pladsen skulle tændes. Der kom masser af folk for at kigge på træet, og som de stod der og kiggede op, kunne de undgå at få øje på det rygende skellet. Tosse:-)
Min far kunne også lide at fiske, han kæmpede ligesom så mange andre om at fange den store berygtede Gedde i Birkerød Sø. Jeg fiskede sammen med ham, jeg elskede at fiske og det gør jeg faktisk stadig, selvom det sjældent sker. Han fangede den aldrig, tvivler på, at der var nogen der fangede den, men det var jo nok heller ikke det det handlede om :-)
Jeg kan desværre ikke fortælle så meget mere om ham, jeg husker ikke så meget, for det var ikke meget tid han og jeg fik sammen i livet. Jeg ved at jeg ligner ham, jeg har hans øjne, og der er også træk ved næse og mund. Jeg har heldigvis arvet hans lange stænger, i en lidt mere feminin udgave:-))) – Min far var sjov, skøn og rar, men han kæmpede også med lidt tristhed, og det var desværre det, der fik ham til at beslutte, at han ikke ville være her mere. Den 11. december 1985 sagde han farvel til livet.
Søren Helge Petersen, søn af Mogens og Lise Petersen og storebror til Dorte Petersen. Far til mig og min lillebror Bastian.
-Og med dette indlæg, er min far Søren Helge Petersen, nu søgbar på nettet og det er vigtig for mig.
♥
