Marathonløber Michelle Hviid: Jeg gjorde det sgu!

Marathonløber Michelle Hviid: Jeg gjorde det sgu!

1. okt – jeg vågnede kl. 04.15, slog øjnene op og blev utrolig overvældet af følelsen “Jeg gjorde det sgu”. Det var dejligt, for den følelse ramte mig aldrig rigtig dagen før. Jeg troede, at jeg skulle løbe over målstregen og tude, bevares, jeg blev glad da jeg så målstregen, men den store reaktion udeblev. Jeg løb ind på tiden 04.26.

Det lå ikke i mine kort, at jeg skulle løbe et Marathon. Men jeg blandende og spille kortene på en helt ny måde.

23. sep. Søndag aften. Jeg ligger i mit badekar og bliver overrumplet af den vildeste krise. Fra glad til sammenbrud på 20 sekunder. Jeg tudbrølede. Kunne slet ikke overskue hvad jeg havde kastet mig ud i. Hvad havde jeg dog lovet mig selv! Jeg toppede træningsmæssigt i juni, det er temmelig meget for tidlig, når løbet er i slut september. Men i juli måned blev jeg ramt af decideret løbe-lede. Jeg løb ikke længere af lyst men af tvang.

Jeg har aldrig været god, når det jeg skulle udrette, ikke kom af lyst. Men var det ikke lige nøjagtigt DERFOR, at jeg havde meldt mig til det skide Marathon? For at bevise over for MIG SELV, at jeg kan sætte mig et mål og nå det? Og denne søndag aften, følte jeg bare at jeg havde svigtet mig selv, jeg havde ikke trænet nok og tårerne trillede. Næste morgen stod jeg op, løb 15 km på 1.18, genvandt fatningen, genoptog træningen. Viljestyrken starter hvor lysten slutter!

Jeg meldte mig til i et akut anfald af sindssyge. I december sidste år. Jeg løb 5 kilometer på en weekendtur i Paris. Og tænkte kort, at jeg blev glad af at løbe. På det tidspunkt var jeg slet ikke glad. Og så tænkte jeg, at hvis jeg tilsyneladende blev glad af at løbe, så ville jeg løbe gennem 2012. 10 minutter senere var jeg meldt til Berlin Marathon.

Og guderne skal vide at jeg har løbet meget i 2012. Det var været fedt. Jeg har tænkt godt på de mange ture. Jeg er blevet bedre og bedre venner med min krop, efterhånden som jeg lærte den at kende på ny. En fedtbule jeg var ked af, forsvandt. En muskelbule jeg blev glad for, dukkede op. Jeg blev slankere og slankere. Stærkere og stærkere. Men det har selvfølgelig været hårdt. RØVHÅRDT!

I hele sidste uge søgte min hjerne efter alle tænkelige undvigemanøvrer. Jeg fik ondt i knæet. Jeg ledte ubevidst efter undskyldninger så jeg kunne springe fra. Men heldigvis havde jeg sat mig selv skakmat. For torsdag d. 1. nov. udkommer min bog “Skru op for livet”. I den forbindelse kommer der en del interview i forskellige ugeblade. De interviews blev lavet i den forgangne uge. Bladene har lang produktionstid. Pludselig gik det op for mig, at der allerede var interviews i trykken, hvori der stod “I september løb Michelle sit første maraton”… Og der blev den sidste mulige kattelem smækket gevaldigt i. Heldigvis!

I lørdags var jeg ikke nem. Jeg hersede rundt med mine forældre og min søde kæreste. Vi var 8 mand høj i Berlin. Min forældre, min kæreste og alle vores unger. Jeg havde ret kort lunte, var ikke særlig rar. I løbet af fredag og lørdag fik jeg rundt regnet 43.530 gode råd, de fleste af dem pegede i meget forskellige retninger. Jeg har ikke sat mig ordentligt ind i noget som helst. Jeg har aldrig løbet med pulsur, jeg ved ikke hvordan man carboloader. En sagde at jeg skulle spise morgenmad kl. 05, en anden mente at jeg skulle satse alt på søvnen. Jeg sagde ja til det hele, kørte mit eget show.

På hotellet kunne man spotte på 100 kms afstand, hvem der skulle løbe dagen efter. Jeg tænkte flere gange, der er ingen som tænker, at jeg er en af løberne. MEN DET ER JEG ALTSÅ!

Natten til søndag drak jeg 5 liter vand. Jeg havde det som om at jeg var ved at tørre ud. Jeg måtte i receptionen midt om natten og hente mere vand. Jeg har aldrig været så tørstig. Jeg sov bedre end jeg havde regnet med, da jeg vågnede kl 06 søndag morgen, var jeg ramt af galopperende storhedsvanvid. Jeg gør det her. Jeg kan sagtens! 42,2 km – hvor svært kan det være. Jeg er stærk. Jeg er sund. Jeg er i god form. Jeg har trænet. Jeg er klar. Jeg var glad og ville bare af sted.

Lige inden start:
Og sådan forblev humøret hele vejen. Jeg vidste ALTID at jeg ville gennemføre, jeg var aldrig i tvivl. Jeg valgte at droppe alle fikse ideer om at komme ind i en god tid, jeg ville nyde det, opleve mest muligt, se mest muligt. Jeg var så overskudsagtig på hele den tur. De sidste par kilometer gik og løb jeg på skift. Jeg var bekymret for mit venstre knæ og måtte tage den lidt med ro.

Og ja det gjorde ondt. Men det gjorde slet ikke så ondt, som jeg havde budgetteret med. Og der skete så mange ting hele tiden, at jeg havde mere end rigeligt travlt med at få det hele med. Der var ham i mavedanserkostume, der var ham som løb inde i en skumgummiflaske, der var alle pigerne som stod og dansede på en altan, der var de utrolig mange danskere som klappede os frem. Der var min familie. Mine børn. Min kæreste og hans skønne børn. Min gode ven Lars som var taget derned uden at sige det. Han løb med et stykke, i støvler og frakke og hældte verbal kærlighed ud over mig. Det trænger man til ved 38 kilometer.

Det at mine børn stod og så mig løbe i mål, betød utrolig meget for mig. Jeg har ikke været et særlig godt forbillede for de unger, når det kommer til at dyrke motion. Heldigvis er det aldrig for sent og de er begge to så stolte af mig, at det alene var det hele værd! Kamille troede til det sidste, at jeg ville vinde, og da jeg så ligesom ikke vandt, sagde den lille kloge unge “Mor, du vandt over dig selv” – og det var lige hvad jeg gjorde.

Og her kommer takkedelen som er værre, end når Oscar uddelinger går amok. Jeg er ligeglad. Jeg har brug for at takke dem som hjalp mig:
Tak Krisztina for al den viden du har fyldt i mig, og især for alt det ROD du har hevet ud af mig. Tak til Kenneth, min løbetræner for nogle sjove og latterligt hårde træninger. Hvor har i lært mig meget. Og som Kenneth skrev til mig i går “Du har lige udvidet din komfortzone med flere længder – også kaldet personlig udvikling!”. Krisztina skrev en hel blog “Michelles Marathon”!

Tak til mine forældre som for første gang i historien blev ramt af “curlingforældre” syndrom. Torsdag var min mor chauffør så jeg kunne slappe af Viborg t/r hvor jeg skulle holde foredrag. Fredag fragtede min far mig til dagens foredrag i Varde og videre til Berlin. Det var trygt og godt. I Berlin stod mine forældre på hovedet for at sikre sig at jeg fik ro, pasta og overblik.

Tak til Morten. Helt vildt meget tak. Især tak fordi du tilsyneladende bare elsker mig betingelsesløst for den jeg er. Tak fordi du i måneder, har kikket mig ind i øjnene, og sagt med stoisk ro “Du er klar. Du kan godt”. Jøsses hvor jeg elsker dig. Tak fordi du koordinerede børn og forældre og megafon og kasket og 14 grise i snor Berlin rundt i total kaos. Tak fordi du bar over med mig, når jeg var en kælling. Jeg ville give mit venstre knæ (som alligevel gør ondt) for et kys lige nu!

Tak til Christel og 5.000 andre fantastiske overskudsmennesker fra Facebook og det virkelige liv. Som smsede, mailede, Facebookede og bakkede op, lige til jeg troede jeg kunne flyve. Tak for de hundredevis af meldinger jeg har fået bagefter. Især de mails, hvor i skriver, at jeg inspirerer jer, til at skrue op for livet, rammer mig lige i solar plexus som en energieksplotion! Gør det. Hvad helvede end det er i drømmer om, så gør det. Det koster blod, sved og tårer men heldigvis ikke så meget blod! Og nu kan jeg jo gro nye negle på tæerne!

Tak også til Jan (somebody from Facebook) som skrev på min wall i går, at magen til selviscenesættelse skulle man da lede længe efter. Det kompliment blev jeg glad for. Jeg kan ikke anbefale det nok. Sæt jer selv i scene som de mennesker i gerne vil være. I øvrigt så skifter min scene aldrig. Jeg er den samme i alle sammenhænge, det er min scene. Det er megafedt.  Og ved du hvad Jan, min plan er at fortsætte min selviscenesættelse i 2013, jeg er allerede i gang med at sætte mine mål! Hvis det er kvalmefremkaldende for dig, så hop af min wall.

Tak især til alle “Janterne” som ikke troede på mig. I drev mig det sidste stykke i træningen. Den sejr kunne jeg aldrig tillade jer at få.

Det er i dag d. 1. okt. Jeg har nået ALLE mine mål på min 2012 to-do-liste. Jeg har endda også nået et par store mål, som slet ikke var på listen, min bog fx. En forestående flytning til Frederiksberg.

Mit største “præstations-pis” til dato er veloverstået. Jeg er pavestolt og glad. Og om et par dage kan jeg vel gå igen, uden at se ud som om at jeg har skidt i bukserne!

PS. Hvis man gør som man plejer, får man det samme resultat som man plejer. Jeg gjorde noget helt andet. Og resultat blev noget helt nyt!

Jeg gjorde det. Jeg løb 42,2 km – det er FUCKING LANGT.

Kh
Michelle
www.michellehviid.dk