Maria Helleberg: Vi trænger til lidt nostalgi, så lad os stige tilbage til de unge 90ere:

Maria Helleberg: Vi trænger til lidt nostalgi, så lad os stige tilbage til de unge 90ere

Okay, Bill Clinton blev præsident. Jeg boede i Danmark og Rom. Kørte frem og tilbage med små cocker spaniels på bagsædet. Der var ingen metro i København, Operaen var endnu ikke blevet til en tanke. Holmen var først lige ved at åbne for besøgende. Islands Brygge var en dump! Intet Havnebad!
Til gengæld blomstrede Nørrebro med mad, musik og mennesker. Bananrepublikken, Rust, Floras kaffebar, hele Sankt Hans Torv…Ungeren. Iværksættere, kreative, studerende, palæstinensere. Det var en tid, hvor man kunne hænge ud til de lyse timer og slutte af med en morgen-raki.

Der var færre biler i byen og det forekommer at parkering var lettere og billigere. I stedet for metroen var der busser. Togforbindelserne var dog ikke altid fantastiske, for eksempel kørte sidste tog fra Helsingør mod København ved 23-tiden. Kommunerne havde endnu ikke fået ansvaret for lokaltrafikkens overlevelse.

Vi havde ingen Michelin-restauranter (blev vist heller ikke besøgt med jævne mellemrum), men Era Ora, Kong Hans, Saison og Restaurationen stak ud fra mængden. Og så var der de opnåelige steder – Provence, eller De Gaulle i Kronborggade…
I 1994 landede Paul Cunningham i Korsør med sin danske kæreste. Allerede i 80erne havde Søren Gericke speedtalked mad til danskerne, og i 1993 var han chefkok på Den Internationale Filmskole i Ebeltoft.
Men nej, det var småt med sushi, tapas og spelt. Husker en udflugt til Kolding, hvor man kun kunne få salmiakspiritusagtig gorgonzola.
Når Gyldendal havde reception, blev forfattere etc. inviteret med på Ravelinen. Her fik vi friturestegte minikartofler.
Hvad savnede vi? Natrestauranter! Man måtte på Vita for at få stegt and ved midnatstid.
Langeliniepavillonen havde åbent a la carte, men det var udsigten, man betalte for.
Cafeerne var mere sprudlende – Sommersko og Dan Turell gav vej for Cafe Victor, som bøjede sig for Krasnapolsky (der blev solgt i 1996). Og så begyndte man at frekventere steder som Toga. Nattebaren Andy’s. Opdagede smørrebrødet hos Gitte Kik. Berlingske og Gyldendal delte steder som Pilekælderen, Cafe Rex, Byens kro. Og Bobi Bar med jazzmusik.
Rabes Have (åh, Cornelis!) kunne endnu byde på en HAVE, den har beboerne i huset på Christianshavn nu okkuperet.
I Åarhus bragede musiklivet stadig derudad. Mit stamsted var Cafe Jorden…

Ingen talte om krise. Dog truede FDB med at ville nedlægge Irma-kæden – det hed sig, at discount var den eneste vej frem. Men det tog vi ikke så tungt. Brugsen hed stadig Brugsen, om end FDB truede med ”ferskvareterminaler”. I det hele taget tog vi det roligt.
Faktisk var det muligt ret hurtigt at komme sig over, at politiet havde beskudt befolkningen i maj 1993, under voldsomme optøjer på netop Nørrebro, i forbindelse med nr. 2 afstemning om…Maastricht-traktaten, De 113 skarpe skud var ”berettigede”. Samfundet lukkede sig og kørte videre, nok lidt klogere på, hvordan man (ikke) håndterer en voldsom situation.

Ironi var det store i 90erne. Punk var sooo last decade, så tilhængerne graffittiede PUNX NOT DEAD. Berlin var endnu ikke blevet alles favoritby, så vi rejste til London som alle de andre.
Grunge, rave og retro styrede.
Men i 1993 var det Hanne Boel, Lars H.U.G., Gangway og Shubiddua, vi lyttede til, og Leonard Cohen.
Vi hørte kun musik live eller afspillet på fikse instrumenter, somme af os var ved at afvikle båndsamlingen. Men vi led stadig under de grumsede video-film.
I 1992 præsenterede DR en biografisk serie om Liva Weel – genset i dag virker den pinligt gumpetung, klumset skrevet, kun Ulla Henningsen virker som et levende menneske. Det dybeste punkt nåede man med Gøngehøvdingen samme år.
Dansk film var på vej mod genfødsel. Nattevagten husker jeg som et lyspunkt (Ole Bornedal), oh Susanne Bier havde gjort opmærksom på sig selv i 1991 med Freud flytter hjemmefra. Hun skuffede derefter med nogle små film, for omsider at eksplodere i 99.
Men hvem ser i dag Sofie, Det skaldede spøgelse, Fede tider, Vildbassen, Carlo og Ester?
(Husk: Lets’ get Lost kom i 97, Festen først i 98).
Lars von Trier? Var optaget af tv-serien Riget. Filmpause fra 1991 til 1996 (Breaking the Waves)-
Men hvilke film så vi? Schindler’s List, Jurassic Park, Mrs. Doubtfire, Age of Innocence Philadelphia, The Piano.
Og netop i 1995 blev dvd’en udviklet. Men vi så da stadig film i biograferne. Vi gik med andre ord I BYEN for at se film. Ikke kun med børn, men til voksenfilm, sammen med kærester og venner.

Vi havde ingen skatere og ingen skaterbaner. Faktisk var der ikke mange drømme om den slags fra kommunens side. Hvis man skulle have det sjovt udendørs, måtte man skabe det selv. Vesterbro var et robust område, men den fikse nye verden var på vej. Man ville have fornægtet det, men der skulle komme smarte cafeer etc. i Kødbyen, af alle steder.
Men hvad, Holmen blev først chic og så overbebygget. Hus efter hus rejste sig ved Kalvebod Brygge, grimmere og grimmere, som århundredet blev gammelt.