Maria: Nogle gange er det simpelthen nødvendigt at defriende
Maria: Nogle gange er det simpelthen nødvendigt at defriende
Hvor tit rydder vi egentlig op i skuffen med venskaber?
Der er helt sikkert nogle venskaber, der aldrig behøver en kærlig aftørring, fordi det er i evig udvikling og så kærligt, ærligt og fint at det ikke står til overvejelse, at det kunne være anderledes.
Og så er der de venskaber der kunne trænge til en kærlig omgang defriending.
Det er de venskaber, der fylder og larmer på den dårlige måde i dit liv. Det er ikke nødvendigvis dårlige venskaber, men det er måske blot relationer, der for en tid ikke gør noget rigtig godt for dig.
Lidt ligesom et par bukser der dybest set ikke klæder dig, men nu har du jo købt dem, så de får lige en chance, hvis du nu taber de kilo, der skal til.
Problemet med venskaber der trænger til defriending, er at de fylder meget mere end de venskaber, der rent faktisk gør dig godt.
Du bruger umådelig meget tid på at tænke på det hun sagde eller ikke sagde, den måde hun så ud på, da I sås sidst og det hiver energien væk fra de venskaber, der rent faktisk giver dig energi. Måske fordi du bruger rigtig meget tid, tankevirksomhed og snak på det venskab der ikke klæder dig.
Så det er på tide at defriende for en stund. Ligesom når man detoxer eller holder op med at ryge, så er det jo ikke sikkert at det er for EVIGT, at man aldrig igen skal spise en lille bitte skefuld sukker.
Så når du defriender er det for at rydde larmen af vejen, så du skaber plads til de venskaber, der gavner dig og giver dig energi og kærlighed.
At defriende er ikke at blive uvenner og konfronterende – det er blot at sætte på hold og huske på det der var godt, mens det var.
Hermed åbner du mulighed for at finde ud af, om I virkelig skal være venner eller om I blot skal være bekendte, der kan ses i fælles cirkler uden uvenskab og uden underlige stemninger, der aldrig er blevet udtalt i det åbne rum mellem JER, men til gengæld er gennemsnakket i alle andre cirkler.
Defriending slipper alle fri fra forstyrrende støj, der dybest set ikke fører noget godt med sig.
Og når giften i form af smålighed, usagte forventninger, misforståelser, perfide udtalelser er ude af din krop, kan du igen vælge at tage det ind, du engang faldt for eller du har klarhed over om det overhovedet var et venskab der er værd af savne.