Maria: På vej mod det runde og allerede over halvvejs.

Maria: På vej mod det runde og allerede over halvvejs.

Jeg har noget med runde fødselsdage – så meget at jeg faktisk aldrig har været glad for nogle af dem.

Min første var præget af, en ny pige i klassen, der var så skide ondskabsfuld, at det gjorde stort indtryk, på mit liv i mange år efter hun kastede sine stikkende øjne i min retning – og de voksne så aldrig noget, der midt i det pæne borgerskab.

Min næste – 20 år – evigt udfrakommende krav om at udnytte mine store intellektuelle gaver – tage på Roskilde festival – drikke sig fuld– alt i mens jeg bare gerne ville være turist guide på Mallorca og mor i den lille familie der var blevet min.

30 år – inden for to måneder blev jeg endelig færdig med min uddannelse, fik mit sidste barn og fyldte rundt – hvorefter jeg stirrede formålsløst ud i luften i månedsvis og tænkte om og om igen – ”var det det? ” nu har jeg kørekort, en uddannelse og fire børn – hvad skal der så ske?

40 år – tiden op til var rædselsfuld, og jeg græd og skabte mig som en gal, relativt nyskilt – single i evig ambivalens mellem lysten til fast forhold og glæden ved at være alene med mine børn når de var der. Havde mødt livet på den hårde måde, både i form af brudt familie, sygdom, venners svigt. Skrigeriet stoppede først da jeg blev bedt om at klappe i og forestille mig alternativet. Og havde på den anden side verdens bedste venner og familie, der var der og bakkede op når det var svært.

Holdt et brag af en fest og følte mig i den grad levende, lykkelig og på vej igen.

Og nu er der to år til jeg fylder rundt igen – HALVTREDS og før første gang er jeg virkelig glad og taknemmelig over min runde dag og tiden derhen. Også fordi at ingen af de tal der ligger mellem 40 og 50 er på nogen måde pæne – de er usexede på den virkelig grimme måde. Man kan ikke på nogen måde henkastet og med hæs stemme sige ”ja jeg er så syvogfyrre” men derimod kan man med fast stemme sige jeg er HALVTREDS.

Jeg har nu nået en alder hvor jeg på mange måder føler mig vildt privilegeret:

Hvor jeg, hvis jeg dør i morgen – vil kunne sige at jeg døde lykkelig – men jeg vil vildt gerne blive lang tid endnu.

Jeg har fire børn – som aldrig er gået den lige vej – men som hver især er glade for deres valg i livet. Jeg er stolt helt ind i mit inderste over hver og en af dem og de gør mig glad hver dag.

Jeg er bedstemor til foreløbig tre og jeg er nu så gammel at jeg kan sidde og kræve at få flere børnebørn snart – på den super upassende måde, og det gør jeg tit.

Jeg er taknemmelig over at opleve en livskærlighed igen og jeg har et godt og kærligt forældre skab med min første kærlighed og hans nye kæreste – meget stor gave.

Jeg har ikke længere seksuel attraktionsværdi på gadeplan, hvilket betyder at jeg kan gå til bageren uden makeup og ingen lægger mærke til det – jeg skal ikke gøre mig til ude i verden.

Jeg kan sige til min skønne veninde at hun skal kyle sin slappe kæreste ad helvede til, fordi livet bare er for kort til lange tånegle og sure kønsdele.

Jeg skal ikke længere forholde mig til om jeg har en fisse eller en kusse, ej heller hårtrends for nedre kønsorganer – det er alene et anliggende mellem mig og min partner.

Jeg har råd til at gå til frisør lige når det passer mig og jeg er holdt op med at overveje om jeg skal have restylane i læberne eller panden, men kandiderer glædeligt til løft af øjenlåg.

Jeg sætter pris på de gange jeg kommer til motion, i stedet for at slå mig selv i hovedet med de gange jeg ikke kommer afsted.

Jeg er alt i alt tilfreds med den krop jeg har, hvis bare den pisse irriterende overgangsalder gad at skride ad helvede til.

Jeg er så gammel at jeg kan bede fremmede børn om at opføre sig ordentligt på stranden, i bussen, på gaden, fordi sådan er det – barnelivet er befolket med skrappe gamle damer og nogle skal jo opdrage uvorne børn.

Jeg er så moden og faglig dygtig at mine ord har slagkraft – uden jeg selv bliver skinger i stemmen.

Jeg har unge kolleger, veninder og bekendte der ringer for at få gode råd om, hvad jeg gjorde da jeg var ung og var i en situation der ligner deres.

Jeg er fyldt med energi og kan overskue at være sammen med mine børnebørn og lave en masse frivilligt arbejde.

Jeg har lov til at fylde hele stuen med stiklinger – aflæggere – købe bøger om kultivering af haver og invitere til arbejdsweekends i kolonihaven.

Jeg behøver ikke længere sove i telt – som i aldrig – nogensinde – aldrig !!!!!

Jeg har tid til at tænke store tanker og føre nogle af dem ud i livet – eller mod nok til at lade dem fare.

Jeg er glad nok for mig selv til at kunne ligge tæt med min elskede og faktisk nyde, at den bløde del af min mave lander i hans hænder – uden at skulle tænke over hvad han mon tænker.

Jeg er så gammel at jeg har lov at spørge om det samme ti gange og forvente at få svar.

Er jeg også så gammel at jeg nu vil sige, bare jeg havde haft den visdom jeg har nu, men den krop jeg havde som 18 årig – næææææh faktisk ikke – alle mine faser i livet har på godt og ondt gjort mig til den jeg er i dag og det hører vel en ungdom til at være tvivlende og på vej.

Så jeg glæder mig faktisk til at blive 50 om to år – og i stedet for at hyle de næste to år, kan jeg bruge tiden på at fantasere mig til mit kæmpe brag af en fest. Skal det være togafest (som var min første tema fest i 80erne), skal jeg bruge tiden på at genoplære Olivia Newton John-style og holde disco fest – skal jeg gå i gang med at stryge hvide duge og dække op til suppe, steg og is – skal jeg sprænge med den helt store og holde mig egen herre middag? Og jeg er stadig superforfængelig og selvoptaget af eget ydre, så skal det være før eller efter årets udlandstur? Det er ikke til at vide – men gode ideer modtages og jeg glæder mig til at feste med alle jer jeg holder af og i modsætning til dengang man var ti år og bange for ikke at blive inviteret til fødselsdag – så må alle komme med til min hvis de vil og der er kun to år til.

Måske er otteogfyrre det mest sexede tal i rækken af fyrrerne