Maria Pedersen: Når X´en får en “kosmisk” kæreste
Maria Pedersen: Når X´en får en “kosmisk” kæreste
”Det er så dødbesværligt, når ens X- får “kosmiske” kærester” sukkede et par veninder sammen en aften.
Kvinder der alle sammen er glade for de har børn med dem, de har dem med. Kvinder der ønsker deres X bliver glad igen og kvinder der véd, at de er mødre til deres egne børn og derfor ikke er bange for at lade andre kvinder medelske deres børn.
Men det er som om, at alle mænd lige skal over et par “kosmiske” skønheder og det er forståeligt nok, for de fremkommer ofte gudesmukke, milde, blide og i stor kontakt med sig selv og universet. De har lidt løse gevandter, kan ride nøgne på hest, har lidt uglet (kom og knald mig hele tiden) hårpragt, de har englekort (dem du glemte hjemme, da du flyttede i et naivt håb om forandring), de drikker rigtig meget chai, de dyrker yoga og er kreative.
Et umiddelbart fantastisk alternativ til den furie med lidt træt løstgående hud, man måske selv havde udviklet sig til i den sidste del af forholdet.
Men de kosmiske kærester kommer også i de former, der har et meget naturligt forhold til stimulanser og det er således ikke usædvanligt, de indtager hyggejoints fordelt over dagen. Rimlig svært hvis man f.eks har teenagere, man forsøger at holde langt væk fra hash.
De kosmiske kærester lægger febersten under de syge børns hovedpuder, når de syge børn er hos din X, men febersten har aldrig kureret lungebetændelse, der er panodil et bedre førstevalg. Kosmiske kærester leger veninder med teenpigerne og ved ikke, at det sidste i verden de vil høre om, er deres fars udskejelser på lagnet.
De kosmiske kærester dukker op til fælles arrangementer vedr. børnene, med hjemmelavede rawfood kager, fordi den universelle kærlighed er uendelig og vi elsker jo alle hinanden. Den kosmiske kæreste forsøger at opnå fortrolighed med dig og vil gerne tale om din X´s svage sider, så vi i fællesskab som de kvinder der elsker ham, kan rette op på ham igen.
Der er kun en ting at gøre: Fold hænderne og bed til alle de guder, du kender om at det kun er en fase.
Når du så alligevel har hænderne foldet så husk på helt kosmisk vis at takke universet, når det har sendt ”den nye mor” fra den himmel, hvor de skønne kommer fra. De kvinder der kan lide dine børn og som forstår vigtigheden af, hvem der er forældre til børnene.
De kvinder som stiller sig til rådighed for fortrolighed på børnenes præmisser og som er en kæmpe gave i rigtig mange børns liv:
Og de kvinder der evner fra et voksent klogt sted i sig selv, at vide at en evt. vrede mod dem ikke nødvendigvis handler om dem, men om bio forældrene.
De kvinder du sagtens kunne være blevet veninde med, hvis du havde mødt hende før din X gjorde.
De kvinder der med deres skønhed, deres væsen og deres tilstedeværelse gør livet dejligt for din X og som dermed gør ham til den dejlige far, du har valgt til dine børn.
Tak tak tak for Jer og godt i kom så sent at alle kosmiske ønsker hos X´en er afprøvet og vi nu kan komme videre som gode samspilsramte familier.