Mette Haulund: Vil du undgå at havne i skilsmissestatistikken?
Mette Haulund: Vil du undgå at havne i skilsmissestatistikken?
Sommerferien står for døren, og som altid er vi på skilsmisseraad.dk ved at gøre klar til vores højsæson i august måned. Ja, sådan er det desværre, for antallet af skilsmisser eksploderer efter ferien:
Heldigvis er der mange par, der har det godt sammen, som helt sikker får en god ferie og ikke er i nærheden af en skilsmisse. Faktum er dog, at 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse, og at der lige nu er nogle, der mere eller mindre har taget beslutningen om skilsmisse, men ikke kan få sig selv til at gøre noget ved det lige inden sommerferien. Andre håber stadigvæk på at problemerne kan løses, og at sommerferien kan gøre den store forskel, så de igen får mod på at kæmpe for parforholdet, mens andre har glemt hinanden i en periode, og derfor skal bruge ferien på at finde samhørigheden igen.
Har I glemt hinanden? Er du bange for at havne i skilsmissestatistikken, eller har du allerede taget beslutningen, men vil vente til efter ferien? Så brug sommerferien på at kæmpe. En ting er nemlig sikkert, det gode parforhold kommer ikke tilbage uden kamp. Selvom det skal vise sig, at parforholdet ikke kan reddes, så er forsøget givet godt ud. Forudsætningerne for en god skilsmisse er nemlig, at der er kæmpet for at undgå den, og at der er færrest mulige konflikter eller usagte ting, i det øjeblik skilsmissen skal gennemføres.
Sæt derfor eventuelle tanker om skilsmisse på standby og kæmp for parforholdet. Brug den ekstra fritid på at forsøge at skabe dialog, nærvær, samhørighed og lyst til hinanden. Der skal kæmpes, der skal tales og der skal skabes bevidsthed om jeres behov, tanker og følelser.
For at skabe gode resultater, er det afgørende at få talt om, hvordan I har det i jeres parforhold og hvilke forventninger, I har til jeres sommerferie. Vished om hinandens tanker og følelser er altid bedre end uvished og gætterier, så tal derfor om:
- Er der bekymringer om, hvorvidt fremtiden skal bruges sammen?
- Hvad er det for behov, der ikke bliver indfriet i dag?
- Hvad kan I gøre, for at prioritere hinanden og jeres behov?
- Hvad skal der til, for at I begge to har haft en god ferie?
- Hvordan kan I hver især bidrage positivt?
- Er det nu, at I skal i gang med at indføre nye vaner – og i så fald hvilke og hvordan?
- Hvor ser I jeres egne svagheder, og hvordan kan I arbejde med at få dem ændret?
- Hvad er det vigtigste mål med ferien?
Med andre ord: Tag ansvar for, at I ikke havner i skilsmissestatistikken efter ferien. Hvad end det er dig, eller din partner, der overvejer fremtiden sammen, så kan du gøre en forskel. Lad være med at gå alene med dine tanker og bekymringer. Tal med din partner om dem, men gør det ved at tale ud fra dig selv og dine følelser. Fortæl, hvor meget du gerne vil jer og jeres parforhold, at du er bange for fremtiden, at du gerne vil kæmpe alt hvad du kan, at du har brug for, at I taler sammen osv. osv. Lad være med at angribe – som er den mest almindelige reaktion, hvis tingene ikke fungerer mellem jer. Drop alle beskyldninger, eller tanker om, hvad din partner kan gøre anderledes, bedre, mindre osv. Tænk og tal ud fra, hvad du selv kan gøre.
Når du skal tale ud fra dine egne tanker og følelser, så er det nødvendigt, at du har gjort dig konkrete overvejelser om, hvilke følelser du har. I stedet for at bruge tid på, hvad du ikke har det godt med, så tænk over, hvad der virkelig gør dig glad, hvad du kunne tænke dig, hvad du kan bidrage med osv. Det kan du eksempelvis gøre ved at stille dig selv spørgsmål som:
- Hvilke værdier er de vigtigste for dig i dit parforhold? Er det ægte kærlighed? Er det trygheden og de faste rammer? Er det dialog, sex, oplevelser eller noget helt andet?
- Hvordan kan du bidrage til at skabe de værdier du ønsker dig?
- Hvilke ting kan du godt lide, at I laver sammen?
- Hvad mangler du i dit parforhold?
- Har du reelt set en tro på en fremtid sammen?
Prioriter hinanden, som var jeres parforhold en hvilken som helst anden vigtig arbejdsopgave. Sæt tid af til hinanden. Tal om gamle gode oplevelser sammen. Tal om, hvilke mål I skal have. Fokuser på hinandens positive sider. Vær åben omkring jeres tanker og følelser, og accepter sidst, men ikke mindst, at det tager tid at finde tilbage til hinanden.
Held og lykke og rigtig god sommer.
De bedste hilsner Mette
Om Mette
Mette er parforholds- og skilsmissecoach, og stifter af hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk, Danmarks største online samlinger af viden, opgaver og ressourcer til parforholdet, og tiden, før, under og efter skilsmissen. Derudover er hun forfatter til e-bøgerne ”En kvindens vej gennem skilsmissen” og ”Sådan får du børnene bedst gennem skilsmissen – og undgår den gnavende utilstrækkelighed”. Hun arbejder målrettet med at få mennesker bedre gennem krisesituationer, og det gør hun med via hjemmesiderne, nyhedsbreve og i særdeleshed via personlige konsultationer eller parterapi.
En af Mettes kæpheste er, at det aldrig bliver bedre, end det du gør det til. Det handler om at gå forrest og tage ansvar, og derfor er Mette altid opmærksom på at give konkrete råd og vejledning til, hvordan hverdagen bliver bedre, hvad end man skal have det bedre sammen med sin partner, eller man skal videre i livet alene.
Læs mere om Mette på www.mettehaulund.dk, på www.parforholdsraad.dk eller på http://www.skilsmissseraad.dk