Michelle Hviid: AV – Min datter er næsten 9 år og tror hun skal på slankekur
Michelle Hviid: AV – Min datter er næsten 9 år og tror hun skal på slankekur
http://michellehviid.dk/2015/10/av/
Jeg synes det er svært at være mor til en lille pige, som jeg skal lære at finde vej i en verden som ikke altid er grundgod, set med 9 årige øjne.
Hvordan børnene behandler hinanden internt i skolen, kan være en sand gyser. Jeg prøver at lære min datter, at hvis nogen taler grimt til hende, så kan jeg kun hjælpe hende hvis hun ikke også siger noget grimt. Selv om hun har lyst. Jeg prøver at lære hende, at hun skal tale ud fra sit eget udgangspunkt, ved fx at sige ”Jeg bliver ked af det” ”Jeg ville ønske du ikke kaldte mig det”.
Hun har tacklet livet på alle mulige og umulige måder. Jeg har engang ringet til en mor, hvis datter havde talt grimt, for at få af vide at hendes barn også var ked af det, at Kamille ønskede hun faldt under en bus…. Ja. Det kan jeg jo godt forstå! Det havde hun ”glemt” lige at sige…
Det vil jeg gerne vide, det skal jeg bruge for at lære hende en bedre metode!
Jeg bilder mig ind at jeg godt ved at Kamille kan være en strigle, men jeg stoler alligevel på hvad hun siger og jeg tager hende alvorligt. Det er en skæbnens ironi, for når jeg kontakter andre forældre, fordi jeg ønsker at stoppe noget som er grimt, så gør de det samme, altså stoler på deres børn og tager dem alvorligt. Og så står vi der og passer på vores egne.
Det hører til sjældenhederne at forældre tager det man siger seriøst. Når snakken kommer til at kalde hinanden øgenavne, drille, mobbe. Så var det bare for sjov, eller en såkaldt drengestreg – ind i mellem er det slet ikke sket, selvom man kan regne ud, med bare en nogenlunde normal IQ, at der er sket noget som bør adresseres. Og mennsker kan ikke tåle at blive tabt på gulvet, selvom vi siger undskyld bagefter. Undskyld virker kun hvis man rent faktisk er ked at sin (evt. utilsigtede) handling, og ikke gør det igen.
Undskyld, som en del af en foresat bevidst ondskabsfuld handling er værdiløs!
Kamille er næsten 9 år og taler om at hun skal på slankekur fordi andre børn kalder hende tyk og flodhest. Min primathjerne producerer øgenavne som er meget mere rammende, lede, til de unger. Jeg har hemmelige fantasier om at slå tilbage, med mere ondskabsfulde ord. Men min mund insisterer på at hæve barren. Jeg prøver at lære hende, ikke synke til det niveau.
Følelsesmæssigt står jeg lige der i skolegården, ved siden af hende, og husker hvor ondt det gjorde når man ikke måtte være med, når man blev kaldt noget grimt. Jeg slår mig selv i hovedet som mor, og tænker at jeg må gøre alt muligt. Det er min skyld, mig som hader SKYLD.
Og det her, det må man ikke sige højt, det kan jo gøre det meget værre. Og det billede jeg skaber af min datter skal helst være godt. Det må ikke være sølle og i må ikke sidde tilbage med et billede af et mobbeoffer. For det er hun ikke. Men hun havner i svære situationer, livet for en 9 årig, og det skal hun nok lære at tackle. Klogt. Ligesom alle andre børn. Jeg skal helst præstere noget smukt, perfekt, poleret, sjovt. Det kan jeg godt, men ikke altid.
Og ville det ikke være bedre ikke at henlede opmærksomheden på problemet? Jeg synes det ville være en totalt mangel på handling, at være så konfliktsky, jeg håber det er rigtigt. Jeg selvransager i det uendelige. Og gør måske alt værre ved ikke at holde min kæft.
Hun skal lære at iføre sig teflondragt så det meste preller af og hun skal vide at det bliver nemmere. Jeg er 43 år og verden må kalde mig hvad den vil, men IKKE min datter, hun er ikke klar. Stop det skide vægttyranni, har det ikke ødelagt nok?
Og heldigvis er det en fåtal som tyer til at være grim. Jeg minder i et væk om alt det gode. Der er mest godt. Også i skolegården. Husk, det er ikke smukt at være tynd, det er ikke et ideal som vi skal lære vores børn. Det er smukt at være stærk og sund. Og mest sød.
Og jeg skal nok tackle det her. Også. Med kærlighed. Jeg synes det er svært at være en voksen kvinde i en verden som ikke altid er grundgod, set med 43 årige øjne.
