Michelle Hviid: I dag græder jeg.

Jeg har ikke grædt i flere uger. Men i dag græder jeg. Jeg græder af 100 årsager, men den jeg har lyst til at råbe højst, er at jeg ikke elsker dig mere. JEG ELSKER DIG IKKE MERE.

Jeg troede på det hele. Jeg troede virkelig på det hele. Jeg troede på hvert et ord. Hvert et løfte. Hvert et strøg. Jeg troede på dig og alle drømmene. Jeg troede på det hele.

Jeg troede på at jeg duftede bedre end alverdens blomster, smagte bedre end alverdens mad, føltes bedre end noget andet. Jeg troede på at jeg var møg hamrende lækker. Jeg troede på at jeg var elsket højere end højt. Jeg troede hvert et ord. Jeg troede på øjenkontakten. Jeg troede på at du ville være tæt på mig. Altid. Jeg troede på dig.

Jeg troede på at blive nusset til jeg faldt i søvn. Jeg troede på alt hvad du serverede for mig.

Jeg troede på at jeg blev inviteret ind i et hjem som skulle være vores. Jeg troede på at der var plads til både møbler, følelser og en lille pige som danser lidt højlydt meget. Jeg troede på hvert et ord. Både de skrevne og de sagte.

Jeg genlæser hvert et ord og selvfølgelig troede jeg på det hele. Selvfølgelig gjorde jeg det. Det er lige før at jeg tror på det igen, når jeg læser det igen. Jeg sletter nu, for at slippe fri. Og græder. Jeg ville ikke slette. Jeg ville elske.

Jeg kikker på alle billederne og tror på øjenkontakten og glimtet i øjet og glæden og lykken. Og dem sletter jeg så også. For at slippe fri. Komme væk. Fordi du forsvandt. Først sivende og langsomt, så totalt. Jeg troede på dig igen. Du ville så gerne, det troede jeg på. Men du kan jo ikke? Efter at alt var usynligt. Så troede jeg på det igen. Jeg troede på det hele. Var klar. Til dig.

Nu elsker jeg dig ikke mere. Det gør også ondt. Hvor kan så meget kærlighed overhovedet forsvinde hen så hurtigt? Hvor er det nu?

“Det er MIT HUS”, råber du. Ja. Jeg troede det var mit hjem. Så jeg opgav mit hus for dit. Jeg opgav vores hjem. Fordi jeg troede på os. Vi flytter os. Jeg skal nok finde en løsning. Så jeg kan slippe væk.

Og det er umuligt at være vred på en som bare er grund god, men som har totalt mistet retningssansen. Det er umuligt at være vred på en, som elsker højt, selvom han bliver ved med at grave, som om hullet han er fortabt i, ikke allerede er stort nok. Det er umuligt at være vred på en som SÅ gerne vil, selvom han slet ikke kan. Du kan jo ikke. Lad være med at love mere. Du skal ikke love mig noget. Nogensinde. Mere.

Og jeg trænger sådan til at være vred. Men det er umuligt at være vred, når jeg har pisse ondt af hele situationen. Jeg har ondt af dig. Der bliver ved med at komme omsorg i stedet for vrede, og når min mund vil RÅBE ”Skrid, du smadrer mig”, så siger den ”Vil du have suppe”.

Det er MIG SOM HAR BRUG FOR SUPPE!

Og var det i virkeligheden ikke min egen skyld, at jeg fulgte så langt efter en, som så tydeligt er faret vild. Det stod mig jo frit for at forlade feltet. Åbenbart ikke, jeg kunne ikke. Pga kærlighed i råstore mængder.

Handling vil jeg tro på. Ikke ord.

Jeg troede jo bare på det hele. På hvert et ord. Hvert et løfte. Jeg troede jo bare på at jeg at jeg duftede bedre end alverdens blomster, smagte bedre end alverdens mad, føltes bedre end noget andet. Jeg troede jo bare på at jeg var møg hamrende lækker. Jeg troede jo bare at jeg var dejlig at være sammen med, bedst tænkelige selskab faktisk. Jeg troede på at jeg var elsket højere end højt. Jeg troede hvert et ord. Jeg troede på øjenkontakten. Jeg troede på dig.

Jeg forsøger at tro på mig selv nu, selvom min dømmekraft har lidt nederlag.

Jeg troede på dig, da du sendte mig det billede, jeg troede på at du faktisk ville ud til mig. At jeg var din prinsesse. “Er du der?” skrev du, fra din sump. Ja, jeg var der. Men du forsvandt tilbage i sumpen. Så stod jeg der alene. Igen.

www.michellehviid.dk