Michelle Hviid: Jeg tror på kærligheden

Michelle Hviid: Jeg tror på kærligheden.
www.michellehviid.dk

Efter mine foredrag svarer jeg på spørgsmål. Jeg bliver spurgt om alt mellem himmel og jord, jeg er ikke ekspert i andet end at være mig (og selv der har jeg en del af lære), jeg svarer hudløst ærligt på spørgsmålene. Faktisk elsker jeg de spørgerunder, de sætter mange tanker i gang. Jeg har holdt foredrag i Århus, København og Odense de sidste par uger. Der var et bestemt spørgsmål, som jeg fik i alle 3 byer, det samme spørgsmål får jeg i øvrigt tit offwall på Facebook. Nemlig,

“Hvordan tør du kaste dig hovedkulds ud i kærligheden igen, når du har slået dig så meget på den?”

Og jeg svarer det samme hver gang: “Hvad er alternativet?”

Jeg har ikke noget alternativ, har du? Jeg tror på kærligheden. Hvis jeg ikke troede på kærligheden, hvad havde jeg så tilbage? Jeg tror også på at jeg bliver klogere og klogere med tiden, jeg lærer trods alt af mine fejl, jeg forstår bedre min andel af balladen, jeg tør tage mere ansvar og jeg ved hvad der IKKE virker for mig. Så selvfølgelig tør jeg igen. Selvfølgelig!

Efter foredragene kommer der altid en eller to kvinder op. For generte, for sårede, for sårbare til at turde spørge foran forsamlingen. De spørger: “Hvad skal jeg gøre? Jeg tør virkelig ikke mere!” – de har slået sig hårdt på livet og kærligheden.

Jeg er hverken psykolog eller ekspert, men her er mine betragtninger.

Jeg har også slået mig på kærligheden. Da jeg var barn tegnede jeg tegninger med en mor og en far og to børn. Jeg tegnede aldrig en tegning med en mor og to børn og to fædre og en ny mand og hans to børn. Men så blev jeg ramt af virkeligheden. Sådan er min virkelighed, og heldigvis kan den tegning også være smuk!

Vi er alle drevet af kærlighed. Alle sammen. Inde i os alle sammen sidder en lille stædig rad og skriger på tosomhed og kærlighed. Vi kan ignorere og overdøve for en tid. Vi kan overdøve den insisterende trang med mad (læs chokolade), træning, venner, rejser, fjernsyn – WHATEVER. Lidt af det hele!

For nogens vedkommende kan de overdøve det i 14 dage, for andre er det 20 år. Men den lille stædige rad er stædigere end dig. Du taber. På et tidspunkt kan du høre det hele tiden “Kærlighed, kææærliiigheeed, kæææææærliiiiigheeeeed” – og når det dunker for dine ører konstant, når du ikke kan overhøre det mere, så vil du begynde at handle. På et eller andet tidspunkt taber du den stirrekonkurrence og begynder at GØRE hvad der skal til, for at finde kærligheden. For det er menneskets instinkt.

Hvad du skal gøre, det ved jeg ikke, det er individuelt for os alle sammen. Og straks kommer udbruddet “Nej, jeg ved det VIRKELIG IKKE”. Jo du gør. Du ved godt hvad du skal gøre for at komme videre, men faren ved at sige det højt, er at du bliver nødt til at handle på det. Hvis du ikke ved det, har du jo en fin undskyldning kørende “Jeg ved det ikke”.. Jo du gør. Du ved det godt. Selvfølgelig ved du det. Du kender måske ikke endemålet, men du kender retningen.

Helt sikkert er det, den dag du begynder at GØRE, begynder at HANDLE, så vil det undre dig, hvorfor det tog dig så lang tid at komme i gang. Uanset om “din” lang tid var 14 dage eller 20 år. Måske lykkes det hurtigt, måske bliver det en lang vandring. Uanset, så skal det ene ben foran det andet for at komme videre.

Mit bedste råd er, at du skal passe så godt på dig selv som muligt imens du “vandrer”. Spis sundt, lev sjovt, hop højt, grin meget, træn, vær udenfor, inviter gæster. Læg spor, jo flere spor du ligger, des nemmere er det for “the one and only” at krydse dit spor.

For mit vedkommende handlede “min vandring” om at få styr på min krop. Skabe fred med min krop. Min største drivkraft var, at jeg ville leve den seksualitet jeg havde i mit hoved, ud – ude i virkeligheden (!!). Derfor havde jeg brug for at blive gode venner med min krop. Virkelig en god investering i øvrigt!

Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på Morten og mig. Jeg er forelsket. Jeg flytter. Jeg har lyst til at sove i hans arme HVER nat. Jeg hiver mig selv og unger op med rod. Det er angstprovokerende af helvedes til. Min base. Mine børns base. Mit hjem – et hjem jeg selv har bygget. Men SELVFØLGELIG gør jeg det. For hvad er alternativet? Jeg har ikke noget alternativ. Jeg tror på kærligheden.

(Og så vil jeg tillade mig at reklamere for www.runningdinner.dk , i al beskedenhed, en ret smart smutvej til at få øjenkontakt med jævnaldrende singler!)

Kh
Michelle