Michelle Hviid: Pas nu på – du kan dø!

Michelle Hviid: Pas nu på – du kan dø!
www.michellehviid.dk

I onsdags var jeg i Frederiksbergcenteret med min 7 årige badutdatter. “Mor må jeg løbe ned af det rullebånd som kører op” og det må hun selvfølgelig gerne, bare hun ikke badutter nogen decideret ned. Hun stod fint og ventede til båndet var tomt, så stormede hun grinende ned af det opadkørende og op af det nedadkørende. Når jeg ikke lige kikkede løb hun garanteret selvom der stod mennesker på båndet. Det håber jeg lidt at hun gjorde. Lidt rebel er altid godt.

Jeg nød hendes glæde. Jeg ville sådan ønske at jeg havde rakt tunge og forvrænget ansigt af den sure dame som blev så stram i betrækket , at hun så ud som om hun ville kvæles af væmmelse over mit badutbarn og mig, den uansvarlige mor.

For sjov, opdaterede jeg min Facebook “Kamille har ødelagt en dames liv. Hun løb op af en nedafgående rulletrappe. Kamille altså. Nu er dames liv ødelagt. Det var trist” og så kører tråden på Facebook og heldigvis, set fra mit perspektiv, er der flest som synes at det er verdens bedste ide, at løbe lidt mod strømmen – også på et løbebånd.

Der er også mange som vil hjælpe mig, fortælle mig hvor farligt det er. Om faktuelle ulykker der rent faktisk ER sket på rullebånd og kommentarer a la “det ville du ikke kunne bære skulle ske for din datter” – og selvfølgelig vil jeg passe på min datter.

Men jeg er faktisk også bange for at passe for meget på hende. Livet er fuld af farer, alt kan gå galt, hele tiden. Der er reelt mennesker som dør fordi de bliver ramt af lynet, får et tagsten i hovedet, falder superuheldigt ud foran en bus, styrter ned med en fly, bliver kvalt i et fiskeben, drukner, brænder inde. Det er frygteligt at forestille sig.

Jeg elsker torden og lynild, jeg har altid kikket på lyn når chancen bød sig, gået ud i regnen og kikket på de vilde glimt til jeg fik et sug i maven. Torden og lynild er så voldsomt, det minder mig om hvor lille jeg er, at jeg skal huske at leve. Jeg tænker aldrig at jeg er lige den som bliver ramt af lynet, og nu hvor jeg tænker over det, så tænker jeg at jeg nok ville være hende som overlevede det helt mirakuløst, fordi jeg havde gummisko på lige den dag.

Jeg færdes på gader og stræder og en enkelt gang i Barcelona så jeg en bøtte maling falde ned fra et stillads, lige ned på taget af en bil og taget blev helt ødelagt, den kunne have ramt mig og jeg havde ikke hjelm på, jeg var død. Jeg rejser stadig i Spanien hver gang chancen byder sig. Jeg tænker sjældent over at jeg kunne få en bøtte maling eller en tagsten i hovedet. Jeg magter ikke at færdes kronisk med hjelm på.

Jeg er faldet så mange gange i livet. Sidst jeg sådan virkelig faldt, var det fordi det var glat, jeg tog 5 skridt i luften og landede på halebenet, for sadan det gjorde nas. Jeg er har sørme gået langt siden, også om vinteren, jeg har endda stået på skøjter. Faktisk elsker jeg at gå, jeg elsker at få luft i hele hovedet, kikke på træerne i årstiderne, kikke på mennesker. Jeg har faldet så mange gange, men aldrig ud foran en bus, endnu.

Duften af maden i Thailand, alle blomsterne og de små bitte aber i junglen ved Angra i Brasilien, strandene på Sri Lanka, kilometer af hvidt sand hvor jeg er helt alene. Eller Indien som sætter alt i perspektiv, delfinerne på Maldiverne er et evigt lykkeligt minde. Alle rejserne, også den næste som jeg stræber efter lige nu. Rent statistisk bliver sandsynligheden vel større og større, for at jeg styrter ned, jo mere jeg flyver. Det kommer jo aldrig til at stoppe mig. Hvis jeg en dag styrter ned med et fly, så vid at jeg døde lykkelig.

Friskfanget fisk er så megalækkert. Det dufter godt og smager godt. Det er fuld af sunde fiskeolier. Jeg vil gerne spise mere fisk og jeg kender endda en pige som næsten døde engang, men hendes far rystede hende i benene og lige da hun var helt blå, lykkedes det at hoste det fiskeben op. Mine børn spiser også fisk, til trods for at man kan blive kvalt af et fiskeben, mon ikke de lærer at tygge livet og fisken lige tilpas så det passerer?

Jeg elsker at være omsluttet af vand. I et badekar, i en sø, i havet. Engang på Den Dominikanske Republik badede jeg i de vildeste bølger, jeg ignorerede det røde flag sammen med en veninde. Det var så voldsomt men jeg vurderede at jeg var en habil nok svømmer til at gå ud i det vilde vand. Det var en kæmpe oplevelse, det var så voldsomt, og hver gang vi blev hvirvlet rundt af en bølge kunne man mærke suset i maven, mærke at man lever. Jeg var sikker på at jeg ville overleve den dag i bølgerne, jeg kunne ikke lade vildskaben og livet passere, den dag på den strand. Godt vi tog den chance.

Ved enhver given lejlighed tænder jeg lys. I vinduerne, i havelanternerne, på juletræet og i min brændeovn. Og ild er edderrådme farligt. Da jeg var barn gik der engang ild i spisebordet, det fik mine forældre hurtigt styr på, vi var blev sendt over i hoveddøren mens de legede brandmænd. Det er nu ikke det jeg tænker på, når jeg sætter lys i vinduerne d. 4. maj, jeg tænker på frihed. Hvad er lige sandsynligheden for at jeg brænder ind, jeg tænker den er svimlende lille, mit stearinlysforbrug taget i betragning – og alle de lys er heller ikke for gode for luftvejene. Men hvad ville en vinter være, uden stearinlys?

Men vi kan sgu også blive så bange at vi helt glemmer at leve. Eller vi kan leve livet forholdsvis frygtløs og tænke – det går sgu nok. Det foretrækker jeg, på mine egne og mine børns vegne. Jeg håber de løber på rulletrapper, ruller ned at skrænter, hopper i lidt for koldt vand, tager skoene af tit, danser på gader og stræder. Rækker tunge af de kronisk sure. Jeg håber at de lever mest muligt indtil de dør og gid de også plukker mange blomster.

Jeg håber at mine børn har lært ikke at løbe på taget af S-toge, man at de tit tager rulletrappen mod strømmen. Så tak for alle de velmenende beskeder om hvor galt det kan gå, jeg fortsætter med at lade dem løbe, også på rulletrapper, mod retningen, og det er der masser af kærlighed, risikoberegning og overvejelse bag.

Rigtig levet er livet langt nok. Når jeg ligger på mit dødsleje, håber jeg at der ikke er meget at fortryde, helst intet. Indtil det modsatte er bevist har jeg kun dette ene liv. Lev Benjamin, lev Kamille.

Kys fra mor.