Michelle Hviid: Vi skal turde blande os
Michelle Hviid: Vi skal turde blande os
www.michellehviid.dk
Jeg blev overfaldet i Paris. Af en hjemløs. Jeg var alene i 5 minutter, ungerne var gået til Pont Neuf for at sætte en hængelås på broen, jeg så fodbold finale på storskærm på en pub. Det var en festdag. Lidt inde i kampen, ville jeg lige tjekke om der var lys på bilen, det så sådan ud, da vi kørte forbi den i taxa tidligere på dagen. Den holdt lige om hjørnet.
Men jeg nåede kun 5 meter ud på vejen, før jeg passerede en psykisk syg hjemløs stakkel. Jeg kunne se med det samme at han var i et andet univers end mig. Han var afsindig. Han styrede direkte over til mig, skubbede mig baglæns ud på vejen, først med hans skulder, så med hænderne, mens han råbte og skreg på fransk.
Det var fodbold finale aften og der var mennesker overalt. Ingen hjalp mig – alle kikkede væk. Inden jeg nåede på benene skubbede han igen, jeg gik 5 skridt baglæns og fik næste skub inden jeg fik balancen. I et øjebliks klarsyn tænkte jeg at jeg skulle have en bil i mellem os, så han ikke kunne skubbe mig mere. Efter næste skub lykkedes det mig at komme om på den anden side af en parkeret bil. Alle kikkede væk.
Vi nåede at gå en halv omgang rundt om bilen i samme tempo, før han gav op og forsvandt. Det hele tog måske 40 sekunder. Så var han væk. Med aviser bundet om benene uden på pjaltede bukser, og med skingrende afsindighed i blikket. Syg og farlig.
Minimum 30 mennesker så det. Ingen gjorde noget. En lille kvinde var den eneste som holdt øjenkontakt. Jeg var bange. Afsindigt bange. Og inden jeg overhovedet nåede at registrere hvor bange jeg var, blev jeg endnu mere bange, børnene. Den lille kvinde kom over og rakte hænderne frem “Ca va?”
Jeg tror at klokken var omkring 21, det var lyst og det var aldrig faldet mig ind at Paris var et farligt sted, men nu synes jeg pludselig at de 4 børn på vej til Pont Neuf, var de mest udsatte børn i hele verden. Mit hjerte stak af i panik. Jeg kimede Benjamins telefon (på lydløs). Sendte 20 smser og kunne ikke få kontakt med ungerne. Jeg var skrækslagen. Vandrede ud og ind af pub. Snotforvirret.
Vi havde aftalt at mødes på den Pub med storskærm hvor vi egentligt skulle have set fodbold. Jeg turde ikke gå fra vores mødested, der er mange veje til Pont Neuf. Jeg kunne intet høre inde på pubben pga kampen, så jeg blev nødt til at gå udenfor og ringe, jeg turde ikke stå ude på vejen hvis staklen kom tilbage.
Jeg drejede panisk rundt om mig selv i 20 minutter indtil børnene endelig kom. Trygge og sikre og udvidende. Jeg fik dem op i lejligheden og så faldt jeg til ro. Den aften har løbet på min indre skærm hver eneste dag siden og jeg har det fint, der skete ikke noget.
Jeg bliver ikke tit bange. Jeg bliver faktisk aldrig bange. Jeg var så bange. Jeg havde brug for hjælp. Jeg fik ingen hjælp. Vi skal passe på hinanden. Vi må ikke kikke væk. Vi skal turde blande os.
Jeg synes “overfaldet” lyder så voldsomt, så dramatisk, jeg kan ikke lide at sige det. Men det var det jeg blev. Jeg blev overfaldet. Et menneskes indblanden havde gjort en kæmpeforskel. Bare hende som spurgte, gjorde en forskel.
Kh Michelle
www.michellehviid.dk
