Mini-mor Dorte Rømer: Et enkelt møde…
Mini-mor Dorte Rømer: Et enkelt møde…
www.soul-o.com www.minimor.
Jeg tog på en rigtig turist-basker af en vinterferie….All-inclusive med armbånd og det hele.
Med mini’en på armen magtede jeg ikke kulturelle udfordringer, og manden sukkede dybt og så skiferier forsvinde som legetøj i strandslottene, så vi pakkede sommertøjet i januar.
På trods af at jeg var forventningsjusteret, da mini’en allerede flere gange har bevist at hun ikke gider at bade, så var de første dage en pine og en plage.
Ungen skreg og hylede hver aften. Hun ville bare hjem til hunden, hjem til sin vuggestue, og det her ferie-koncept var ikke noget hun gad overveje så meget som én time.
Seriøst, havde de haft et rutefly, så var jeg taget hjem efter 2 dage.
Men så skete der noget. Hotellet havde en børneklub – og selv om de andre børn var langt større, så havde den unge pige, Maggie, der kørte den, en ganske særlig gnist.
Min datter stod bogstavelig talt med åben mund i en time og gloede på hende.
Efter 3 dage på den måde turde barnet deltage, og Maggie fik hende blidt passet ind i flokken.
Resten af ferien talte barnet ikke om andet end Maggie – og vi stod klar ved døren hver morgen for at deltage.
Den sidste dag krammede de to hinanden med tårer i øjnene. Den unge kvinde og den lille, stolte pige. Maggies drøm var at blive skuespiller, og hun havde så sandelig vist med et smil at uanset hvor traurigt det kan være, så er det bare om at klø på med hovedet holdt højt.
Jeg måtte simpelthen fortælle hende hvor vigtig hendes rolle som klub-leder var.
Hun havde på få dage åbnet min lille, forsigtige datters hjerte.
Alle børn var mødt på deres niveau, med hver sin kultur – og endda med hvert sit sprog.
Og det kan godt være hun kan blive berømt på at blive skuespiller – men hun vil blive husket for den person hun er.
Efter den lille tale stod vi og tudede. Hun, fordi hun var blevet set og værdsat – jeg, fordi jeg kom i tanke om hvor små ting, der kan betyde noget i børns liv.
Da jeg var i butikslære i 80’erne kom en bedstemor ind i forretningen med sit barnebarn på 5 år.
Barnet fandt en 1-krone på gulvet, og rakte den til mig. Jeg tog den, og sagde;
”Og ved du hvad? Fordi du er ærlig, så må du beholde den.”
Den lille pige mødte jeg efter et show. Hun kom op til mig 20 år efter den dag i butikken og genfortalte den.
Jeg var helt paf – havde det virkelig betydet så meget?
”Ja”, sagde hun. ”For du tog dig tid til at lytte til mig og min farmor var meget stolt af mig da vi gik”. Hun havde klemt den lille hånd og sagt til pigen; ”Se, det var flot! Når man er ærlig bliver man belønnet!”
Den historie løb igennem mit hoved da jeg krammede Maggie. Og så huskede jeg med gru på alle de elever jeg har skældt ud på i tidens løb. Jeg håber de tilgiver mig – og at jeg alligevel har kunnet give dem deres velfortjente mentale 1-krone!
