MissDC: ”Din fede brilleabe”
Blog fra MissDC – læs i dag ”Din fede brilleabe”
Bag synonymet MissDC er en kvinde på 39 år, der på http://miss-dc.com/ fortæller om sig selv, sit liv, sine holdninger samt aktualiteter, der rører sig lige nu og her i MissDC’s liv!
Om MissDC
– en kvinde, der den 2. april 1973 blev født i en taxa på vej til Næstved Sygehus,
– en kvinde, der blot skulle have været en plet på lagenet,
– begge forældre var unge, forelskede og fandens naive,
– en kvinde, der er opvokset hos sin mormor, fordi mor var alkoholiker, og far ikke dengang var klar til at tage ansvar – en kvinde, der gennem hele sin barndom/ungdom har fået at vide, at man ikke skal tro, man er noget.
MissDC er ikke ude på at revolutionere verden, men vil blot fortælle sin egen historie, give udtryk for egne holdninger og måske være med til at gøre en lille forskel for nogle af de mennesker, vi har omkring os, som ikke altid kommer skide let til tingene – MEN ved at vi selv tager et ansvar og er med til at træffe nogle valg, svære eller mindre svære, i vores eget liv, gør, at vi rent faktisk også selv kan være med til at skabe det gode liv, både for os selv og vores omgivelser. Det handler ikke om, at man ikke må have ondt af sig selv – bare det ikke tager overhånd og bliver for meget navlepilleri og “samfundets skyld”!
Din fede brilleabe
fra http://miss-dc.com/
Brille-Abe, Fede-Dorthe…
Var nogle af de ord, der ramte mig først, da jeg den dag i dag sidder og tænker tilbage på min skoletid…
Jeg startede i skole august 1979 med et par blændende røde briller med hinkestenglas og plaster for det højre øje, da jeg havde en bygningsfejl på venstre øje og skulle lære at se bedre! Jeg var godt i stand, iført lysebrune fløjlsbukser, brune fodformede sko og skævt pandehår, så der var alletiders grobund for drillerier…
Og bare rolig – drillerier kom… Ret hurtigt… Ikke så meget fra klassekammeraterne, men fra nogle af de lidt større børn, dem der gik et par klasser over. Når jeg rendte og legede med mine kammerater i skolegården, kom der små ucharmerende bemærkninger flyvende hen over hovedet på mig. Brille-Abe og Fede var nok de mest nærliggende ord, man kunne finde på at kalde mig.
Jeg valgte efter nogle år ganske enkelt at lade være med at gå med mine briller, for så kunne de da ikke drille mig med det – hvilket jo i hvert fald ikke resulteret i, at mit syn blev meget bedre – men jeg fandt en grund mindre til at blive drillet. Og det var det vigtigste for mig…dengang!
Da vi nåede op i de lidt større klasser, begyndte mine klassekammerater at stille spørgsmål til, hvorfor jeg egentlig boede hos min mormor, hvilket aldrig havde været en hemmelighed. Men mine kære klassekammeraters forældre var gode til at skabe historier, og det er godt nok – hvis de er sande! Men idet min mor var alkoholiker, og sommetider tog sine drukture i Ringsted, hvor jeg boede sammen med min mormor, og som jo er en by a la Korsbæk, så vidste alle jo, hvordan tingenes tilstand var…! Eller de troede i hvert fald, at de vidste det…
Jeg glemmer aldrig en dag, hvor en af mine klassekammerater blev sur på mig – hun var så gal i skralden – over hvad, kan jeg den dag i dag. ikke huske, men jeg husker tydeligt, hvad hun sagde om min mor… Nemlig at hun var en luder, der bare lå i druk hele tiden! Den bemærkning ramte mig så dybt, for var der noget, min mor ikke var, selvom hun tog sine drukture, så var det sgu en luder!
Min mor havde haft en meget svær barndom med incest fra sin far, der valgte at misbruge både hende og et andet familiemedlem. Dengang var der ikke de samme hjælpeforanstaltninger, som der givet vis er i dag, så hun fik aldrig den hjælp, hun kunne have haft brug for, dengang. Hun oplevede hendes mor (min mormor) blive tæsket, overhældt med kogende vand og psykisk misbrugt i 21 år, og fik ikke nogen form for hjælp – så ja, hvordan skulle hun dog kunne varetage sig selv og et barn, der blot skulle have været en plet på lagenet – det kunne hun ganske enkelt ikke! Hun kunne søge trøst i ”flasken” – det var hendes helle, for der var ikke andre, der magtede at hjælpe hende – og hun magtede ikke selv at søge hjælpen!
Nu var det ikke fordi, at jeg skulle fortælle en masse om min mor her – men synes også, at I bliver nødt til løbende at få lidt baggrundsviden for, hvorfor visse ting har sat sig så fast i mig – og hvorfor min familie har været/er, som de er!
Og det, jeg egentlig tænker ved den bemærkning, som kom fra klassekammeraten, er, hvor hun dog har den information fra? Det kan givetvis kun være fra forældrene – men det er selvfølgelig et gæt. Men det giver mig også bare god grund til at sige, hvor vigtigt det er, at vi som forældre ikke dømmer andre, hverken andres børn eller levevis. Fortæller historier om andre, som vi i bund og grund ikke kender til – men derimod forholder os til, hvordan det kan være, at mennesket er, som det er.
I bund og grund husker jeg egentlig min skoletid som okay – men jeg husker også, hvor svært jeg nogle gange synes, det var, når nogen spurgte, om jeg kunne lege, for hvorfor ville de dog lege med mig, Brille-Aben og Fede-Dorthe? Og selvom jeg havde gode kammerater, er det først i mine voksenår, jeg er begyndt at indse, hvad det egentlig er, at mennesker godt kan lide ved mig – og det handler jo igen om, at jeg aldrig har følt mig god nok eller elsket.
Gennem hele min barndom ville min mormor det mig rigtigt godt, så hun sørgede selvfølgelig også for, at det altid var guf og slik i skabet, som jeg kunne ”trøste” mig med, hvilket jo i hvert fald ikke gjorde, at jeg blev lettere med årene. Men slikket og chipsene hjalp mig jo – om ikke med at lave et skjold om min krop, så jeg ikke kunne mærke de dumme følelser, der drillede. Følelserne kunne jeg glemme ved at spise – så var jeg glad, lykkelig og ikke mindst temmelig rund! Jeg havde svært ved gymnastik, fordi jeg jo ikke ligeså simpelt som mine kammerater, kunne hoppe over bukken, stå på hovedet eller løbe 100 meter løb på en god tid – jeg var altid hende, der kom sidst i mål. Jeg var altid hende, der blev valgt til sidst, når der skulle vælges hold, jeg var altid hende ”den fede”, som ikke duede til noget!
Og tro mig – det har taget mig mange år at finde ud, at jeg rent faktisk duer til noget, og at der er rigtig mange mennesker, der holder af mig, lige præcist som det menneske, jeg er! Wau – det er fanme stort!!!
Min pointe med denne blog er egentlig bare at fortælle, hvor vigtigt det er, at vi som mennesker lærer at respektere hinanden og anerkende hinanden for de gode ting, vi hver især gør med de ressourcer, vi har.
Og hvor vigtigt det er, at vi lærer vores børn at acceptere de forskelligheder, der er ude i verdenen – om det så er i skolen, i klubben eller på fodboldbanen – og det er os voksne, der er vores børns forbilleder, så lad os prøve at gøre det bedste, vi kan!
