Pernille-Lykke: Hjælp – nu flytter han! Og jeg er blevet afhængig.

Pernille-Lykke: Hjælp – nu flytter han! Og jeg er blevet afhængig.

For 5 mdr. siden skrev jeg en klumme om angsten og tankerne over, at min kommende mand skulle flytte hjem til mig for en periode. Jeg var bange – bange for, at min privatsfære ville blive forstyrret, bange for, om jeg kunne leve op til det at bo sammen med en mand. Jeg havde mange tanker…….men jeg vidste også at jeg måtte gøre det, dels fordi det af praktiske årsager, var det der skulle til, men også fordi jeg ville forandringen. Jeg ville lære at dele mit univers med min kommende. Ja – jeg var rystet ind i marv og ben, men samtidig også nysgerrig, på om dette var godt.

Hvordan ville det gå med mine 2 drenge, der bor her hos mig? Ville jeg være i stand til at give ham den plads, han skulle have, både mentalt men også fysisk? Ville jeg stå nu her efter 5 mdr., og dagen kom, hvor han flytter tilbage og sige jubiii, det har jeg glædet mig til, for puha jeg er sgu ikke så super god til det her ”boensammen”.

Så i går kom manden min hjem fra arbejde med et smil. Han satte sig ved min side og sagde ”Nå, skat nu er min søn og kæreste flyttet. Og mit hjem er klart igen”. Jeg udråbte bare helt instinktivt ”NEJ”, og noget med, at det gør du ikke. Han grinte og sagde ”jo, og vi får det så godt”. Han rejste sig for at lave noget kaffe til os, og tårerne trillede ned af kinderne, mens jeg råbte til drengene ”Giv ham håndjern på”. Og jeg mente det. Tankerne for gennem mit hoved, min krop kunne mærke noget den var imod, den ligesom svedte og frøs samtidig. Jeg stirrede ud af luften, og blev pludselig 5 år og følte mig forladt. Lå bare der og lå (hvis ikke jeg lige skulle på arbejde, ville jeg nok have ligget der endnu). Han kom ind og grinte, da han så tårerne, og den sø af vand jeg lå i.

Tårernes vand, hulk hulk. Nå, men han grinte, jeg slog ham- hårdt og mange gange på hans skulder, jeg grinte også selv lidt af mig selv…og så blev jeg sur! Pigefornærmet og gammeldags sur. Hvis jeg havde haft en førstesal, og ikke skulle have været på arbejde, havde jeg lavet en ”Maude” (hende fra Matador, der for hovedpine og trækker sig i op i sin seng oven på, når livet går hende imod).

Jeg blev sur, fordi jeg vil have mere, NU! Jeg blev sur over, at hans søn og kæreste var blevet færdige med deres egen bolig – for jeg har hygget mig. Og jeg er faktisk blevet rigtig god til at bo sammen med. Jeg rydder mere op, husker at fortælle, hvornår jeg skal på arbejde, informerer om, hvad jeg skal, og måske at give et ca. tidspunkt, hvor jeg er hjemme. Jeg er blevet god til at fylde køleskabet op, jeg er blevet så god til at sove inderst, jeg er blevet god til at fjerne rester i vasken (stort issue i mit liv), jeg er blevet bedre til at rydde mit tøj op – ja, jeg er blevet skide god til det meste af det der med at bo sammen… Jeg er også blevet bedre til at holde kæft! Men mest af alt, jeg kan lide det traditionelle, det der “mand-kvinde bor sammen, og får tingene til at køre”.

Og nu flytter han så, og så skal jeg blive god til at fastholde alt det…..gode. Og nu er det så, at tårerne triller ned af kinderne igen. Både af glæde over at vi er gode til det traditionelle, men også med en” ihh altså, bliv nu her – det er jo så godt” og så også helt ego, da jeg ikke gider forandring lige nu.

Jeg er blevet afhængig af manden i mit liv. Jeg er blevet afhængig af, at være 2 hele tiden. Være 2 om dagligdagen. Jeg er blevet afhængig af alt det, jeg var bange for, og ikke en eneste gang har jeg været en dårlig roommate. Og han har været den bedste. Alt det, jeg var bange for, er blevet fjernet fra mit sind og mine knogler, alt imens idyllen har blomstret i vores fælles hjem. (Husk nu, kære læser, det var nyt for mig, jeg havde ikke boet med en mand i 12 år). Så ting som at tage opvasken sammen var nyt, og ih hvor var det hyggeligt. At lave hans madpakke, og få en sms hver dag hvor der stod ”Mmh, tak for dejlig mad – elsker dig” er blevet en vane af de gode. Eller når jeg kom hjem fra døgnvagt til et ryddeligt køkken, og en gammeldags seddel på køkkenbordet til sønnerne, hvor der stod ”Hej, her er lidt penge til frokost. Hav en dejlig dag, vi ses i eftermiddag,” og til ældstesønnen ”der er brød, bacon, æg og juice. God dag til dig, gider du gå ud med skraldet, inden din mor kommer hjem?”. Små dagligdags ting, som bare har gjort tilværelsen mere rig. Og for ikke at tale om trygheden om natten. Så lå vi bare der, og ummmm hvor jeg nød at lytte til hans vejrtrækning, nød når han vendte sig om og trak mig ind i sin favn.

Og nu flytter han – og jeg lader tårerne rende. Og, ja vi er jo slet ikke færdige, og alt skal jo nok gå. Vi bor 2 min. på cykel fra hinanden, og hans hjem er fantastisk og med tiden bliver det endnu mere mit hjem også. Eller det er mit hjem, jeg har nøgle og der er fordele der, såsom have og ingen børn. Så der er ingen grund til tristhed, og måske er det heller ikke derfor, jeg græder. Jeg skal giftes, vi har bevist, at vi er mere end gode til at få dagligdagen til at fungere. Mine børn har sagt, det er hyggeligt. Min mand har været en del af deres hverdag også. Og da jeg i går sagde til drengene, at han nok flytter en af dagene, sagde den ældste, ”Øv hvem skal så tage opvasken?” det var i kærlighed. Men hvor har vi forandret os. Eller hvor har vi delt, mine drenge og jeg. Delt vores hverdag – og lukket op for nye tiltag. Dem beholder vi. Og nu må tilbage til den moderne tilgang, vi skal være i 2 hjem-og få det at fungere.

Med tårerne ned af kinderne, bliver jeg nødt til nu at møde det, der skal ske, med en positiv reminder om, at jeg ikke er bange længere. Og jeg har besluttet mig for at lave madpakke fortsat, men….. kun de dage, han sover her!

Pernille-Lykke er familiebehandler, stylist og skribent. 45 år og har 3 drenge

Fik du læst “Hjælp der flytter en mand ind i min lejlighed”

https://kvindetid.dk/pernille-lykke-hjaelp-der-flytter-en-mand-ind-min-lejlighed-dag/