Pernille-Lykke: Hvordan fortæller vi vores børn om terror?

Pernille-Lykke: Hvordan fortæller vi vores børn om terror?

Mor- jeg tror jeg så en terrorist!

 

Et par dage efter attentatet på Charlie Hebdo, sad jeg i metroen og overhørte dette fra en lille pige: ”Mor- jeg tror jeg så en terrorist!” Mine ører blev dobbelt størrelse, og jeg lænede mig frem for at høre , hvad denne mor ville svare? Desværre stod de af, men jeg kunne se, at moderen trak vejret dybt, hun tog armen om sin datter og sagde ”Det vil jeg gerne høre nærmere om” med armen om sin datter og med et lille smil på læben sagde hun så ”Og hvis du ud af en verden på mange millioner mennesker har spottet en terrorist, så kan du tjene penge på det. Men skat, vi skal vist have en snak om det her, og alt det der lige er sket i Paris”. Væk var de så ude af metroen.

 

Jeg tænkte wow, her skal mor hjem og snakke alt det her igennem. Denne mor er jo bare en ud af mange, der i disse dage skal tage de her mere alvorlige snakke af slagsen. Os, der er forældre, os, der arbejder med børn og unge, ja alle os der møder børn og unge med deres mange spørgsmål som, hvad er det lige der sker, hvorfor bliver uskyldige mennesker dræbt?

 

Ja, vi skal desværre forholde os til terror, attentater, og til at civile bliver ofre i disse ubeskrivelige forfærdelige handlinger. Og hvordan gør vi så det?

Hvordan snakker vi med vores børn om den angst, som grufuldt bare stormer ind i vores marv, ben og sjæl. Den angst, som vi som voksne har svært ved at forholde os til, men dog med vores fornuft kan vælge at tage til os på en rationel måde. En ting er sikkert, frygten og angsten for verdens grusomheder af forskellig art er kommet for at blive, så vi bliver nødt til at forholde os til den.

 

Al afhængig af, hvilken alder vi har, kan vi alle huske et eller andet fra vores barndom som udefra har påvirket os – noget mere end andet. Jeg selv var bange for atomkraftværk, der kunne springe os i luften, mine egne børn har haft 9/11, Utøya, Ebola, terrorhandlingerne imod Charlie Hebdo i Paris, og nu nattens skudangreb i København som det seneste. Hvordan snakker vi med vores børn og unge, så vi som ansvarlige voksne måske kan hjælpe med at tage noget af angsten og frygten eller måske skabe en forståelse?

 

Selvfølgelig er der en forskel på at snakke med et barn på 5 år og en på 13år. Men alle aldre kræver anerkendelse, rummelighed og en forståelse for det, der er uforståeligt. Større børn kræver dog ofte noget voksenvejledning. Erfaring viser at børn fra alderen 6 år og opefter tager disse nyheder mere aktivt ind i deres system. Dels fordi de måske har set nyheder, men også hørt samtaler mellem voksne og andre børn.

 

Så hvordan tackler vi det? Jeg vil prøve at lave en lille manual, et redskab der måske kan give dig hjælp, når denne snak indtræffer. For det gør den.

 

Start med at spørge ind til, hvad barnet/den unge ved om det faktuelle. Hvad er det, der konkret er sket? Jeg vil tage udgangs punkt i gårsdagens hændelser. Men denne måde at gribe det an på kan bruges i andre tilfælde, som f.eks Utøya, Ebola epidemi, Muhhamedtegningerne, Charlie Hebdo-etc. Også i den mere personelle krise er det vigtigt med facts, for husk, det et barn ikke ved, er det fylder. Vigtigt er det også at forklare forskellen på at blive bange og forskrækket. Vi er alle lige nu måske både bange og lidt i chok. Dette vender jeg tilbage til. Altså –facts på bordet. Hvad skete der? Hvem gjorde hvad? Og hvorfor? Hvad var hensigten med denne terrorhandling, hvad ville de opnå?

 

Jeg personligt har den erfaring, at jeg altid prøver at forholde mig objektivt, men anerkendende.

Korte facts som vi kender til lige nu er:

I går lørdag, blev der affyret skud til et arrangement. 1 uskyldig blev dræbt, nogle betjente blev såret. En storstilet jagt i København trådte i gang, politiet ville finde gerningsmanden, som stak af fra gerningsstedet. Senere på aftenen blev en vagt til en privat fest i indre København gerningsmandens næste offer. Også der blev nogle betjente såret. Søndag morgen havde politiet fundet ud af, hvor de kunne finde gerningsmanden, så da gerningsmanden ville ind i den lejlighed, som politiet holdt øje med, sagde politiet til gerningsmanden, at han skulle give sig til kende. Gerningsmanden trak våben, og politiet skød ham. Han døde. Der er i alt 3, der er døde i forbindelse med episoderne i København her i weekenden.

 

Så kommer spørgsmålene. Vi må prøve at skabe forståelse, selvom det ikke undskylder handlingen. Med forståelse bliver angsten mindre. Og hvis vi forstår mennesket bag handlingen, kan politiet også bedre hjælpe os med at passe på i fremtiden. Det med politiet er en vigtig pointe, politiet undersøger alt omkring disse personer, så de bliver dygtigere og kan beskytte os alle. Så ja, vi er forskrækket, men vi er ikke være bange. Politiet og regeringen gør alt nu, for at forhindre et nyt attentat, for at finde ud af, hvorfor dette skete. Og det gør de, fordi vi skal kunne gå frit omkring.

Hvorfor ville gerningsmanden skyde og dræbe? Hvad var målet? Hvad er en terrorist, (vi ved ikke endnu om gerningsmanden fra episoderne i København er terrorist, men jeg vil forklare det alligevel)?

Hvis vi skal konkretisere, da jeg, mens jeg skriver denne artikel, ikke har så mange konkrete beviser på, hvem gerningsmanden er, og hvad hans mål var, må jeg gøre det lidt overordnet.

Og vi bliver nødt til at forklare om ytringsfrihed, religion og kulturforskelle.

Terrorister er fundamentalister, der tror på, at den eneste gud, der eksisterer, er deres egen. I Paris /Charlie Hebdo-blev der råbt Allah Akkbar i forbindelse med attentatet- det betyder, Gud er stor. I følge koranen, som er muslimernes hellige bog, (ligesom vores bibel er hellig) må man ikke sige noget grimt om Allah og profeten Muhammed. Det har avisen gjort, ligesom Jyllandsposten i Danmark gjorde for 10 år siden. Charlie Hebdo har også lavet vittighedstegninger med paven, Jesus og politikere fra hele verden. I Danmark har vi ytringsfrihed, som betyder, at vi har lov til at skrive og tegne og sige, (næsten alt), hvad vi mener. I mange muslimske lande er dette ikke tilladt. Og fundamentalisterne blev sure over, at deres helligste blev gjort til grin. Derfor angreb de Charles Hebdo, de havde lavet vittighedstegninger. Der var en tegner til stede i går, og man mener, at han var målet. Han havde arbejdet på Jyllandsposten, og havde allerede beskyttelse, da han var truet.

Det er langt fra alle muslimer, der synes det var i orden at gå til angreb og dræbe de ansatte på Charlie Hebdo. De fleste muslimer ryster bare på hovedet og bliver kede af det, når der bliver gjort grin med koranen. Mange muslimer over hele verden deltog også i demonstrationer i sympati med Frankrig og deres tab. Ligesom de gør nu med Danmark.

 

Nogle børn er mere sensitive end andre, og får direkte symptomer på deres angst, frygt og bekymringer. Det, man skal være opmærksom på, er:

• Om barnet stiller mange spørgsmål – er mere reflekterende end normalt-
• Barnet er trist
• Barnet har dårligt søvnmønster, skal have lyset tændt, tisser i sengen etc.
• Barnet har behov for mere fysisk kontakt, reagerer pludselig på adskillelse
• Barnet trækker sig fra fællesskabet.

 

Vigtigt er det, at vi er opmærksomme på disse forandringer, så vi kan imødekomme behovet for mere nærhed. Vi må rumme og anerkende det forstyrrende element, der nu er til stede. Det gør vi ved at være lyttende, konkrete i vores svar, og prøve at informere. Information er godt for børn og unge. Heldigvis er det ikke hver dag, vi oplever terror og skudepisoder her i vesten. Men januar har været meget voldsom. Og lige nu kan du i fjernsynet se billeder af gerningsmanden, der ligger blødende på fortovet. Vi kan se politikere, der dukker op på gerningssteder og er berørte, vi kan se folk, der græder. Så ja som et lille barn, der måske for opsnappet dette, er det selvklart meget voldsomt at kapere. Men med frygten og angsten for, at det sker igen, og måske oven i købet igen i Danmark, er det det konkrete, vi må forholde os til. Og ja, vi kan jo ikke garantere dette ikke sker i morgen. Så vi må forklare, at jo mere vi ved om disse mennesker, her politiet, regeringen, efterretningstjenesten etc., jo mere kan vi forebygge, at dette sker. Derfor gå i dybden med facta eller en opsummering omkring hændelsen: Dette skal ikke forstås sådan, at vi skal negligere eller bagatellisere børns tanker, flyv gerne med dem, og se hvor det ender. Spørg ind og giv så konkrete svar som muligt. Lyt til alle de mange bange tanker, og hjælp med at ændre tankemylderet. Men med formål at skabe tryghed.

Og husk, at i hvilken som helst krise, sorg og angst, er det, der fylder mest, det der ikke bliver sagt højt. Det er uanset om vi snakker skilsmisse, dødsfald i familien, terror eller andet, der får os til at føle, at vi mister, og at vi ikke har kontrol. Vi bliver udfordret i vores sind med alle vores tanker.

 

Vi skal prøve at sikre, at vores børn ikke har unødig angst og uro. Samtalen skal tilpasses alderen, og vi må ikke undervurdere, hvad et barn kan forstå, samtidig med, at vi skal være opmærksomme på, at fantasien ikke tager overhånd, og at børnene via samtaler med andre jævnaldrende skaber mere frygt. Vi skal dæmpe angsten, så godt vi kan. Børn skal hjælpes og bevare den tryghed, som de fleste børn har i sig. Og små børn er heldigvis dejligt beskyttet af deres uvidenhed – og det skal de have lov til at blive i.

 

Vi skal være ansvarlige voksne, vi skal observere, hvordan vores børn reagerer. Vi skal stå til rådighed og være lyttende, anerkendende og rolige. Rolige på den måde, at vi viser, at vi har tid til at lytte. Tid til at gennemgå de tanker, der må være. Prøve at svare på spørgsmål, også dem vi ikke kan svare på. Fortælle igen at politiet gør et stort arbejde for at beskytte os. For som sagt tidligere, det er det usagte der vokser sig stort. Det er det, der er det farlige- og det vi kan blive traumatiseret af.