Pernille Lykke: Jeg kan finde ud af, hvem du er!

Pernille Lykke: Jeg kan finde ud af, hvem du er!

Jeg har filosoferet og tænkt meget over, hvad det er vores virtuelle verden og liv er og kan. Det er nemlig sygt, hvad du kan undersøge på internettet. Vi kender alle til den store hjælp, det er, når man på google i søgefeltet skriver et ord, der lige netop interesserer en! Wow og så kommer der så meget op. Og så er man kørende tak!

Nu med Facebook, Instagram, Twitter, Linkedin osv., er det vildt dét man kan opsnappe. Der er faktisk ingen grænser – jeg har prøvet det, og blev besat!
Faktisk var jeg jaloux – og ville lige checke en person ud. Jeg var så MEGA nysgerrig og skulle bare lige. Det blev en oplevelse – både på godt og ondt. Først var det Facebook – vedkommende var faktisk meget privat – hvad gør man så? – det ville jeg ikke rigtig finde mig i. Og så var det, at med ganske små informationer, blev jeg da bare ført hen på andre sider – venners venner, hvor – ja – vedkommende var – jeg kunne følge med – lige fra barndom til nuværende job. Ups det kom bag på mig – var det meningen? Så jaloux var jeg jo heller ikke. Jeg kunne se coverbilleder, jeg kunne se aktivitet, jeg kunne sammenkoble. Og nu er det så, at jeg kan lave en doktorafhandling på en person, jeg faktisk slet ikke kender.

Det er vildt, det er sygt og jeg synes også, at det er pinligt. Men skide sjovt, nogen gange.. For jeg blev besat. Jeg blev grebet, og faktisk blev jeg så grebet, måske et par gange for meget, da jeg kom til at sende en venneanmodning. Der gik jeg kold. Damn det var mere end pinligt, nettet gik selvfølgelig ned og der gik minutter før jeg kunne trække den tilbage.  Det var den forkerte knap jeg trykkede på. Tror også jeg kom til at ”like” noget, åh åh…tror også jeg kom til at melde mig til noget, altså noget på personens profil, bare lige for at se.
Nu er jeg ligeglad, ved ikke om vedkommende nåede at opdage det, en ting var i hvert fald sikkert, vi skulle ikke være venner, hverken på fb eller andre medier og personen skulle slet ikke vide, hvem jeg var.  Jeg var jo på meget hemmelig mission. Jeg var snageren, detektiven der bare lige skulle – og ih hvor var jeg hemmelig!

Jeg blev ført videre som sagt, jeg kunne ikke styre det – i forvejen er jeg meget aktiv, både på instagram og facebook, elsker denne verden. Så det lå også naturligt, lige at checke. Det blev en vane lige at se, om der var noget mere, jeg kunne underholde mig selv med. Faktisk så meget en vane, at en veninde iskoldt sagde til mig en dag i byen  ”Skal vi ikke ”tagge” denne person?”
Det var sjovt, vi grinte af muligheden, den er sgu for vild, og vi gjorde det selvfølgelig ikke.

På instagram blev det for vildt. Denne person og jeg er åbenbart connectet i denne virtuelle eller visuelle verden. Der dukkede nu billeder op i det der hedder ”udforsk” af det menneske, som jeg egentlig havde gennemundersøgt, jeg havde jo undersøgt det jeg skulle, og sluttet fred. Jeg var færdig med at undre mig over nettets udfordring, og var ikke nysgerrig længere. Men det kunne jeg så ikke lige selv bestemme.

Nu filosoferer jeg over den verden som internettet tilbyder, når man drives af kærlighed eller primitivt urinstinkt. For 20 år siden havde jeg slået op i telefonbogen og gået forbi hendes dør – i dag kan jeg med få klik få et billede af hele livet og mere til.

I min detektivsnagen, min undersøgen, og mit langt-ude adfærd-opdagede jeg også, hvor nemt det er at se, hvad jeg selv deler på Facebook. Det stopper jeg så ikke med, for jeg vil jo gerne networke og dele mine tanker med mine trofaste fb venner. Instagram vil jeg slet ikke være anonym på, der er jeg endnu mere besat, af at tage fede billeder, se på smukke mennesker, tøj, design, yoga og ja det er mit Se og Hør.

Jeg opdagede også, at det er til grin at blokere andre. MAN KAN HVIS MAN VIL -SE ALT, eller i hvert fald næsten alt. Så det har jeg droppet. Jeg opdagede som sagt, også, at man skal være forsigtig med sine fingre, for man kan godt komme til at trykke på noget, hvor man bliver opdaget…….Måske?

Men endnu mere vildt er det, at den Icloud, skyen den husker alt. Da jeg havde sluttet fred med min jalousi – fik jeg ikke lov at slippe. En uønsket mail på min kærestes Iphone kom frem, da jeg søgte på noget musik!  Den var slettet på telefonen – men ikke i skyen. Så det, jeg har erkendt er, at udover vi bare må acceptere, at nettet er vores historie – på godt og ondt – så skal man skal nulstille sin telefon –  hvis dét, der er slettet i sindet også skal være slettet i skyen. Og så alligevel nok ikke – cyberspace husker alt – søger man målrettet i skyen, så kan alt gendannes igen.

Jeg har snaget på profiler – og lært. Lært at være opmærksom på, hvad det er, jeg selv lægger ud. Jeg er heldigvis positiv af sind, og hvis jeg har været ondskabsfuld har det været fordi mit sociale hjerte har grædt og jeg simpelthen ikke har kunne lade være med at skælde ud. Jeg har også lært, at det faktisk ikke er alt, som jeg ønsker at se, vide og skulle forholde mig til.

Hvis jeg går ud af disse medier en dag, har jeg også fundet ud af, at inden din profil er helt væk på Facebook, skal hvert et billede slettes. Jeg har nok 500 billeder – puha.

De ligger så nok stadig på Facebooks server, som jo ejer min aktivitet. Nu tænker jeg så, gad vide om det er gengældt, det der snageri, gad vide om personen opdagede min hemmelige adfærd, og så mine billeder, min aktivitet og kan skrive en lige så stor doktorafhandling om mig?

Jeg er heldigvis færdig med at granske privatlivets fred – men findes privatlivets fred, når jeg lovligt kan få adgang….så kan jeg nok ikke blive dømt for noget – kun af mig selv – hvad der sker i mine tanker og i mit sind. Tilbagelænet kan jeg nu sige højt, ”hvad pokker skal jeg bruge de oplysninger til?” hvorfor var det, jeg skulle se denne persons røv, kat eller familie – jeg skal jo ikke bruge det til noget! Så nu er jeg heldigvis der, at når der på instagram dukker billeder op, grundet den der connection ting, så siger jeg bare hej hej.

Nu tør jeg med et smil og meget røde kinder dele (med chance for skældud, beskyldt for at være småtosset) at via mine snakke med mine veninder – ved jeg nu, at jeg heldigvis ikke er den eneste, der har gjort det. Det der med at undersøge, det der med at blive besat, det der med at være pinlig, min nysgerrighed som jeg bare er født med, det der med min ustandselige søgen og min forundring over, hvad jeg kunne se, får mig til at ønske mig tilbage til den gang, man bare gik forbi hoveddøren hvor den person man ville se boede, eller cyklede op af gaden 17 gange om dagen, og udspurgte veninderne ”in real life”.

Hvad er så pointen med denne klumme? Man kan finde ud af alt – hvis man vil – så hver enkelt af os må gøre op med os selv, hvad vi vil vide – hvad andre må vide om os og så acceptere, at ”privatlivets fred” har fået en ny betydning. Og vi bliver husket på skyen, Facebook, Instagram etc..

Ps jeg er ikke 13 år men 45 år!!