Pernille Melsted: Syretrip og egotrip – fællesskabets skyggeside Jeg så dokumentaren “Christianias børn” i forleden aften på DR1.
Selvfølgelig gjorde jeg det, når undertitlen var “skyggesiden af eventyret”. Og beskrivelsen lød:
“For første gang fortæller de første børn, der voksede på Christiania i de glade hippiedage, hvordan virkeligheden så ud i børnehøjde. Og de forsøger at konfrontere deres forældre med de ubehaglige oplevelser og tabuer, som der er blevet lagt låg på gennem hele Christianias historie.”
Hvis du ikke så programmet, vil jeg virkelig anbefale det.
Det var barske sager, men også nuanceret og fint (du kan se dokumentaren her) |
Og ja, det handlede i den grad om skyggesiden af det glade hippieliv. Men også om svigt … og fortrængninger.
|
| The dark side of freedom and self-realization, om du vil.Det, der slog mig, var (det ironiske i) hvor fastlåst man kan være i en fristad. Hvor egoistisk kollektivet kan være og hvor uansvarligt fællesskabet kan blive.Og hvor foruroligende villige vi er til at lukke øjnene for kritik og røde flag, når vi tror på en sag eller er drevet af ideologi.
Der var både egotrip og syretrip. Og total grænseløshed forklædt som frihed.
De voksnes drøm var fællesskabet, hvor deres børn – i stedet for blot at have to forældre – havde 100 forældre. Fin drøm. Men i realiteten oplevede mange af Christianiabørnene ( i hvert fald i dokumentaren), at de slet ingen forældre havde. |
“Christiania var en legeplads for voksne, det var ikke for børn”
|
| Sådan sagde Trylle, et af de fire (nu voksne) børn fra Christina, der medvirkede i dokumentaren.Den sætning blev siddende i mig.Jeg kunne kende noget af den følelse. Også selvom jeg ikke er opvokset på Christiania.
Og måske kender du også til følelsen af svigt, afmagt og vrede. |
| Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år gammel. Min far forsvandt ud af mit liv i en periode og min mor tog på højskole i Jylland for at realisere sig selv, som “man gjorde i 70erne”.Hun (samme kvinde som et par år senere gik all-in på discomoden med pailletbesatte pandebånd og turkise satinbuksedragter) gik i overalls, træskostøvler og islandske sweatre og spillede marxistiske teaterstykker. Hun var 24 år. Sikkert vred, skuffet og desillusioneret over et forlist ægteskab. Og sikkert glad for at få raset ud. 24 år. Det er jo ingen alder. Tænker jeg i dag 40 år senere. Men dengang var jeg bare 3 år – og … ked af det.Højskolelivet var ikke for mig. Jeg husker ikke så meget. Andet end en følelse af savn og knugende kedafdethed. Jeg var mut og indelukket og det var uholdbart. Løsningen blev at jeg blev sendt hjem til min mormor og morfar i København. Her gik jeg i børnehave i tre måneder, mens min mor stadig var på højskole.
Min mor og jeg har talt meget om den periode, da jeg blev voksen.
Hvordan kunne du bare sende mig hjem?
Hvorfor passede du ikke bedre på mig?
Hvorfor boede jeg ikke hos min far?
Hvorfor?!
Jeg elskede min mormor og morfar og de har uden tvivl passet rigtig godt på mig. Men et 3-årigt barn har brug for far og mor. Især når far og mor lige er blevet skilt. |
Mit voksne jeg kan forstå min mor
|
Jeg kan sætte mig ind i hendes magtesløshed. Hendes ungdom.
Hendes følelse af, at hun gjorde en god og kærlig gerning i at sende mig hjem til min mormor og morfar med rutiner, faste sengetider, tunge dyner, varm mad hver dag klokken 17 og alle de Mariekiks med tandsmør, jeg kunne spise.Alt det kan jeg, som voksen, godt forstå.Men der er forskel på forståelse og følelser.
For barnet i mig følte sig stadig svigtet.
Forladt.
Valgt fra. |
Jeg har ledet nok skyggeworkshops de sidste 8 år til at vide, at jeg ikke er alene om at have oplevet svigt.
|
Jeg ved, at der under al den rationelle, voksne forståelse, accept og tilgivelse, som vi sagtens kan mønstre på en god dag, ofte også ligger en barnlig vrede, der er så stor og sort, at man nogle gange kan blive bange for den.En undergrundsdyb følelse af uretfærdighed.Det burde IKKE have været sådan!
Intet barn burde have oplevet det her.
Hvad fanden tænke I på?!
Jeg har også arbejdet nok med tilgivelse (både personligt og professionelt) til at vide – virkelig oprigtigt vide og tro af hele mit hjerte på – at det, der ikke burde have været sket, på mange måde er det, der kan blive vores største gave. Det var Debbie Fords budskab. At guldet ligger i skyggen, i det vi ikke tillægger nogen værdi. I det defekte, det uperfekte, det, vi tror er ubrugeligt.
Jeg har set det igen og igen på The Shadow Process, når det går op for folk, hvordan lige præcis dén (møg)barndom eller oplevelse, har givet dem noget (en evne, et talent, en forståelse) som er helt essentiel, for den de er i dag [det så man forøvrigt også meget fint i slutningen af Christianiadokumentaren]
Mine forældres skilsmisse og alt det, der fulgte i kølvandet på den, har givet mig en robusthed og selvstændighed, som har tjent mig godt. Jeg kan klare mig. Jeg vælter ikke nemt. Jeg er dybt og inderligt optaget af at undersøge hvad der ligger under overfladen og forstå, hvorfor vi er, som vi er – og hvorfor vi gør, som vi gør. En interesse, jeg formentlig ikke havde udviklet i samme grad, hvis jeg var vokset op i en totalt harmonisk familie uden en eneste konflikt eller en eneste skramme på sjælen.
Den er “gaven”, som det så populært hedder. |
| For der er et men.Jeg har set mange forcere den tilgivelse, fordi de så gerne vil hen til den skide gave. Det sted hvor der er ro. Der hvor det hele giver mening og går op i højere spirituel enhed.Men der er et skridt inden tilgivelsen, som vi ikke må eller kan springe over: |
| I dokumentaren fik de, nu voksne, Christianiabørn en mulighed for at konfrontere deres forældre. De gav udtryk for deres vrede og frustration og den afmagt og frygt, de til tider havde følt som børn.De fik sagt: Det der var bare ikke i orden!Og det er så vigtigt.
At vi har en mulighed for at give det lille barn en stemme også. At vi ikke bare slår voksenhjernen til og forstår alting.
For mange er vrede en ufin følelse. Uspirituel. Umoden. Unødvendig – hvis du har styr på dig selv.
Wrong. |
Vrede er en sund følelse.
En naturlig følelse.
En god følelse at mærke, når vores grænser bliver overtrådt, når vores integritet bliver kompromitteret eller når vi bliver uretfærdigt behandlet.
|
| Jeg har tudet og råbt og raset. Mest på The Shadow Process, sammen med Debbie Ford, i terapi og når jeg har været alene.Det er ikke nødvendigt at råbe ind i hovedet på den, vi er vrede på, for at få bearbejdet vreden.Nogle gange er dem, vi er vrede på, her slet ikke længere – og andre gange er de her, men tager ikke imod vores vrede.
Det vigtigste er ikke, at vi får en indrømmelse eller en undskyldning fra dem, der har svigtet. Det vigtigste er, at vi har lov at have vores vrede. Og at vi kan udtrykke den et trygt sted, hvor den bliver mødt, accepteret og rummet – uden diskussion. |
Et par ord om at sige undskyld
|
| Selvom jeg siger at en indrømmelse eller undskyldning fra dem, der har svigtet, ikke er nødvendig for at komme videre, er der ingen tvivl om, hvor healende en undskyldning kan være.En helt simpelt: “Undskyld. Det er jeg oprigtigt ked af, at jeg gjorde!”En af deltagerne i dokumentaren sagde, hvor meget han havde savnet at høre de ord.
Og jeg synes det er en fin opfordring til alle os, der selv er forældre: |
Det er aldrig for sent at sige undskyld
|
| Jeg tror, vi undlader at undskylde, fordi vi tænker, at det jo ikke nytter noget. Vi kan jo ikke lave fortiden om. Skaden er sket. Hvad hjælper det? |
| Jeg kan helt personligt sige, at det hjælper helt enormt.Min mor har sagt undskyld.Og det har været noget af det allervigtigste for mig som voksen. At hun har lyttet til mig, når jeg har stillet spørgsmål og når jeg har været vred. Hun har ikke fornægtet, ikke minimeret eller bagatelliseret mine følelser. Hun har (næsten ;-) ikke forsvaret sig. Og hun har sagt, at hun er virkelig ked af, at hun ikke var mere opmærksom på mine behov. Og undskyldt.
Uanset om du er mor eller far til voksne eller små børn, så husk, at du stadig kan nå at sige undskyld. Det kan være mere forløsende, end du tror. |
Har du noget, du stadig er vred over eller ked af?
|
| Tilgivelse er en helt essentiel del af The Shadow Process Weekend. Det er søndagens store tema. Men inden da, er der plads til vreden. På en sund, tryg, konstruktiv måde.Hvis du ved, at du har vrede boende i dig (uanset om den sitrer lige under overfladen eller er godt fortrængt eller undertrykt som ked-af-det-hed), så er The Shadow Process stedet at være.Jeg lover dig, det føles vidunderligt forløsende og befriende, at få love at kigge på og løsne op for noget af den vrede, der holder os fastlåst i bitterhed, magtesløshed og offerrolle.
Og jeg lover dig, at det er ufarligt.
Der er stadig pladser på årets eneste Shadow Process Weekend i september.
Jeg, Debbies Fords personlige assistent og en hel hær af uddannede shadow coaches vil glæde os til at tage imod dig.
Kærlig hilsen Pernille |
| I alle de år jeg har ledet Shadow Process workshops, har jeg set eksempler på svigt, der har været værre og langt mere traumatiserende end det, jeg har oplevet. Jeg syntes næsten, det var flov at være ked af “så lidt”.Men Debbie Ford sagde noget vigtigt. Hun sagde:“Et svigt er et svigt. Du kan ikke sammenligne dit svigt med andres. Hvis det gør ondt, gør det ondt.”
Husk det. Hvis det stadig gør ondt, er det tid til at gøre noget ved det ♡ |
Sort/hvid billederne har jeg lånt af min mor.
- Det første er fra Kolding højskole i 1975
- Det andet er min mor, der trækker mig i trækvogn, på højskolen (min mor med håret løst)
- Det sidste er af min mor og mig, efter hun kom hjem fra højskole.
|
Fx vil du læse mere af det Pernille skriver? Så skriv dig op til nyhedsbrevet her (du får en gratis 16 siders guide til at finde dine skyggesider) http://pernillemelsted.com/nyhedsbrev/
|
