I dag havde jeg nogle ærinder inde i byen og nu er det jo sådan, at jeg er gravid. Og min krops omkreds der mest af alt er at sammenligne med en rigtig italiensk mamma, er ikke til at komme udenom. Men der er en fordel ved at bule på den måde jeg gør, folk er super søde. De smiler til mig og rejser sig for mig. På min vej rundt i København i dag, mødte jeg mange søde mennesker. Og en af dem rørte mig på en helt speciel måde.
Når vi er gode til at tage hensyn til hinanden, falder der hurtigere et smil af, og i nogle tilfælde en hyggelig dialog. Det skete for mig i dag, da jeg faldt i snak med en nydelig gammel dame.
Nørreport station har været igennem en gennemgående ombygning de sidste par år. Det har i perioder været træls, og lidt af en gætteleg, at finde ud af hvor ens bus gik fra. I dag sad jeg på en bænk, og nød det gode vejr og ventede på bussen, da en ældre dame kom hen til stoppestedet. Hun var klædt i en fin brunblomstret kjole og en camelfarvet uldfrakke. Hendes (ULD)frakke fangede min opmærksomhed med det samme, for det er faktisk pænt varmt i dag..
Udover kjole og uldfrakke havde hun en lilla alpehue på hovedet, og hun trak den legendariske gammeldame vogn efter sig. Jeg skal så meget have sådan en vogn, når jeg bliver gammel.
Hun så en smule rådvild ud, og jeg spurgte, om hun have brug for hjælp eller ville sidde ned.
Hun havde svært ved, at finde rundt på stationen, da det var meget længe siden, hun sidst havde kørt i bus. Vi blev enige om, at der var plads til os begge på bænken, trods vi fyldte cirka lige meget. Så kunne vi sammen finde ud af, hvor hun skulle hen.
Damen var meget venlig, men havde svært ved at finde det store smil frem midt i hendes forvirring. Mens jeg sad og tjekkede busplaner for hende, spurgte hun forsigtigt ind til min mave og mit kommende moderskab. Jeg svarede hende selvfølgelig, og ved min snak om hvor meget jeg glæder mig, begyndte hun at lyse op. Hun huskede sine egne graviditeter for henholdsvis 56 og 59 år siden. Og inden jeg havde slået rejseplanen op på min telefon, var hun godt i gang med den helt store mindefortælling. Hun indviede mig i ting som hendes, nu afdøde, mands rolle, til hvilket ventetøj hun gik i. Det var simpelthen så hyggeligt at høre om, og især delen om ventetøj fandt jeg interessant.
Hun havde følt sig som en kæmpe ko, da hun var gravid, så hun var meget glad for de A-formede kjoler og toppe hun havde dengang. Hendes mand havde forstået, at hun ikke altid følte sig godt tilpas. Og når hun nu ikke kunne passe de fine dragter hun plejede, fik han lavet en specialsyet dragt med plads til maven til hende. Bare synet af hendes ansigt, da hun fortalte om den specialsyede dragt, var priceless. Den dragt have fået hende til at føle sig feminin igen, og hun vidste, at hendes mand elskede hende uanset ko statussen.
Da jeg have fundet hendes bus, sagde hun som det sidste til mig. ”Du skal ikke føle dig utilpas, men vælge din påklædning. Dem der skaber liv vil altid være smukke”. Hun klappede min mave, takkede mig for hjælp og trissede hen ad gaden med sin vogn.
Damens fortælling og mig der skulle finde hendes bus tog cirka 5 minutter alt i alt. Alligevel har den måde hendes ansigt lyste op på og hendes entusiasme omkring den ene fine graviditetsdragt printet sig ind i min bevidsthed. Jeg nåede ikke min egen bus, men det er fuldstændig ligemeget. For den dame gjorde min dag til en helt specielt god en af slagsen. Bussen kører hele tiden, men at møde en dame som hende, sker måske kun én gang.
Så smil, hjælp og tal med hinanden derude, man ved aldrig hvad man oplever.
