Portræt af og Kvindetid med Gitte Carlend
Portræt af og Kvindetid med Gitte Carlend.
I dag er der dømt Kvindetid med Gitte Carlend. Jeg har længe ville interviewe Gitte, da jeg synes, hun er en hamrende interessant og inspirerende dame. Her er hvad jeg via facebook vidste om Gitte, før jeg mødte hende. Hun laver de fedeste tasker og startede sin fair trade produktion ved at hjælpe de lokale i bl.a. Senegal med at producere taskerne. Hun har det vildeste erhvervsnetværk for kvinder WiB Danmark og så er hun en del af Kvinder for Indflydelse KFI.
Så jeg er sikker på I tilgiver mig, når jeg starter med et portræt af Gitte. Jeg måtte høre mere om hende, inden jeg fik pippet mine 5 Kvindetidsspørgsmål. Af hjertet tak Gitte
Portræt af Gitte Carlend
Privatfronten
Jeg kan til august fejre 28 års bryllupsdag med the love of my life, som jeg har 3 døtre sammen med. Jenni på 26, Nikka på 17 og Nelli på 14 år. Derudover er jeg mormor til Marco på 1 1/2 år.
Når Erik og jeg stadig er sammen og er vilde med det, skyldes det nok vores fælles holdning til at give plads og have respekt for modpartens ønsker. Vi er rigtig gode til at have det sjovt sammen, både alene og sammen med børnene og/eller vennerne – men er også rigtig glade for at kunne dyrke vores egne hobbies og jobs.
CARLEND COPENHAGEN www.carlend.dk
Jobmæssigt har jeg beskæftiget mig med meget forskelligt. Er kontoruddannet, har været sælger på aviser, radio og TV, har været sekretær og mor for en salgsorganisation og har været med til at opfinde Langelandsfestivalen. Har altid elsket håndarbejde og kreative sysler, været vild med at arrangere al verdens ting og er i det hele taget interesseret i mennesker og nysgerrig af natur.
Jeg blev pludselig iværksætter i både Danmark og Afrika, hvor det hele startede med, at jeg skulle hjælpe nogle afrikanske mænd med at løfte deres mind-set og produktion af tasker til luksus, som jeg kunne afsætte for dem i stedet for de souvenirs, de lavede for 5-6 år siden. Uden forstand på hverken den afrikanske kultur, sproget wolof, fransk, læder eller tasker blev det starten på min egen virksomhed CARLEND COPENHAGEN.
Virksomheden er nu udvidet til at producere silketørklæder i samarbejde med en kinesisk pige og iphone-tasker og mac-sleeves med nogle kvinder i Nicaragua. Jeg er altid åben for udvikling og nye samarbejder, især hvis jeg kan hjælpe en produktion i gang i hårdt ramte områder.
Netværk
Mit sociale gen er blevet stimuleret med masser af skønne venner og veninder og jeg har altid netværket meget. Også før det blev et begreb. Jeg har været med i mange forskellige netværk og elsker at kunne byde ind og komme med forslag til forbedringer. I de netværk jeg har været en del af, har jeg dog savnet alsidighed og fleksibilitet. Synes at det er ærgerligt, når man opbygger et netværk og pludselig opdager, at man ikke længere “hører til”. Fordi man enten socialt eller erhvervsmæssigt ændrer retning og mål. Man er flyttet, har skiftet branche, skiftet idrætsgren, hobby, har mistet sin hund, sin mand eller i det hele taget – har flyttet sig fra sit netværk. Jeg har erfaret, at man selv skal tage initiativ til det “man savner”. Der findes rigtig mange netværk for kvinder, for mænd og for begge køn. Men jeg savnede et sted hvor kvinder kunne netværke – uanset hvor de var i deres liv og uanset hvor de befandt sig fysisk. Et sted hvor alle brancher, alle aldre, alle verdenshjørner kunne hente kontakter, inspiration, hjælp og dele gode som dårlige erfaringer.
Derfor er jeg stifter og leder af et erhvervsnetværk for kvinder WiB Danmark. Her bliver min virksomhed boostet, jeg skyder genvej til kontakter og løsninger og jeg har verdens største erhvervslegeplads med skønne danske kvinder i alle brancher. Her møder jeg alle lige fra pilefletteren på Lolland, frisøren i Valby, journalisten i Schweiz til direktøren for Østjysk Bank, designere, grafikere, advokater osv. Alle der har det til fælles, at de gerne vil dele kontakter og know how i vores online-forum og ved netværksarrangementer rundt omkring i landet.
Mit hjerte brænder for at gøre en forskel og jeg er glad for og stolt over at være en del af KVINDER FOR INDFLYDELSE (KFI), som er et mininetværk af stærke danske kvinder, der samler penge ind til kvinder i Afrika. Her møder jeg toppen af dansk erhvervsliv og kvinder, der ligesom jeg, vil være “gode rollemodeller”.
Som du kan høre er mit liv mere eller mindre et Kvindeunivers – så ja jeg vil elske at svare på dine spørgsmål.
Tak for det Gitte!
Læs Gittes svar https://kvindetid.dk/portraet-af-og-kvindetid-med-gitte-carlend/2/ på næste side.