Rædselsslagen for at komme til at sige mojn

Rædselsslagen for at komme til at sige mojn

De sidste 10 år af mit liv er fløjet forbi, som dug for solen, måske fordi de 10 år er levet i København, hvor tingene har det med at gå lidt stærkere end vi er vant til der, hvor jeg kommer fra.

I Rødding kender alle nærmest alle

Jeg er født og opvokset i Sønderjylland, har boet med min mor, far og storebror i det samme hus hele min barndom og haft en stabil og skøn opvækst i vores lille landsby, en time fra den tyske grænse. I Rødding kender alle nærmest alle, og du lærer fra barns ben, at du pænt siger “godaw” til mennesker du møder på din vej og “mojn”, når du går ud af en butik.

Her behøver du ikke låse hverken cykel eller barnevogn, for skulle det, mod forventning, ske at den blev stjålet, kan du være sikker på, at den finder tilbage til dig igen. Min barndomsveninde kan således stadig huske, at æ landbetjent engang ringede til hende og sagde, at han havde fundet hendes cykel i et buskads. Ja, i Rødding bruger vi ikke stelnumre, her har vi bare styr på, hvem der ejer hvad.

Jeg følte mig alene i en ukendt storby, som jeg slet ikke kendte

Da jeg, i oktober 2006, flyttede til København var det en kæmpe omvæltning. Jeg græd hver eneste dag, ikke fordi jeg havde hjemve, men fordi jeg følte mig alene i en ukendt storby, som jeg slet ikke kendte. Jeg kendte kun få herovre og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle opbygge et netværk, og så var jeg i øvrigt rædselsslagen for at komme til at sige “mojn” når jeg gik ud af en butik.

Trygheden var væk og pludselig var jeg bare én ud af en million, der i øvrigt alle sammen ikke bare låste deres cykel, men låste deres cykel fast, for ellers blev den jo stjålet. Nøgler er i det hele taget nøgleordet for min første tid i København, for det var også her jeg stiftede bekendtskab med smækkende døre. Nuvel, jeg var da vant til at låse døren, når jeg forlod matriklen, men ikke smække-funktionen som er i de fleste københavner lejligheder. Jeg låste mig ude i ét væk og den eneste grund til, at jeg ikke brugte hele min børneopsparing på låsesmede var, at jeg i de første par år boede sammen med en kæreste, som på den ene eller anden måde kunne sikre mig adgang til lejligheden igen.

Kraks bogen “København og Omegn”

Og så var der det der med at finde vej. I 2006 havde jeg altså ikke en smartphone og dermed ikke en GPS ved hånden. Næh nej, dengang brugte jeg Kraks bogen “København og Omegn”. Jeg tror faktisk jeg fik den i en fødselsdagsgave af min tante, et par måneder inden jeg flyttede til Kjøvenhavn. Hver aften sad jeg så og bladrede febrilsk i bogen for at finde hoved og hale i Valby, Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro og Amager. Og alligevel lykkedes det mig en dag at ende i Hellerup i stedet for Brøndby.

Jeg elsker vores Hovedstad og dens virvar af indtryk, lige fra Vesterbro til Amager. 

Men som dagene, ugerne, månederne og årene gik, lærte jeg byen at kende og fik skridt for skridt opbygget et netværk af fantastiske venner, og den dag i dag bor størstedelen af mine venner i København. Jeg elsker vores Hovedstad og dens virvar af indtryk, lige fra Vesterbro til Amager.

Jeg elsker at gå gennem Nørrebro søndag morgen kl. 9, slå vejen forbi Nørrested på Stefansgade og drikke en kop kaffe med Leonard Cohen i ørene og stilhed omkring mig… For Nørrebro vågner først ved 10-tiden. Dovne københavnere. Jeg elsker Assistensens, Jægersborggade, at kunne gå anonymt rundt blandt et virvar af mennesker uden at skulle sige “godaw” til hver enkel og at have en københavner baby, der uden problemer sover i barnevognen til lyden af forbipasserende biler og højttalende københavner-typer.

Jeg elsker, at vi kan logge på GoMore når vi vil til Jylland og vælge mellem hundredvis af biler i vores nabolag. Jeg elsker fornemme Frederiksberg, den smukke have, Søndermarken og min fantastiske gamle arbejdsplads i svømmehallen. Og jeg savner Amager. Jeg troede ikke det var muligt, altså at savne Amager, men det gør jeg; de åbne vidder ved vandet, den provinsielle julepynt, En Kaffebar og gåture arm i arm med min gamle roomie. København… Hvem skulle tro, at så lille en hovedstad kunne have så mange finurlige facetter og nuancer.

Jeg tænker tit på, om jeg kommer til at savne København når jeg en dag ikke bor der længere

Ja, jeg elsker København, men jeg savner stilheden, roen, pladsen og landsbystemningen lidt mere. Jeg savner at kunne stille cykel og barnevogn fra mig, uden at skulle bolte dem fast til støbt cement, og jeg savner at kunne åbne døren og indånde frisk luft og nyde fuglekvidder. Jeg tænker tit på, om jeg kommer til at savne København når jeg en dag ikke bor der længere, og det er jeg sikker på at jeg gør. For København er ikke længere en storby i mine øjne, det er en lille perle med hundredvis af nuancer, som jeg aldrig bliver træt af at studere. Jeg har bare erkendt, at det ikke kommer til at ske på daglig basis, for når alt kommer til alt, er jeg bare en sønderjyde der savner at sige mojn.

Om Lise Møller

Lise Møller er 30 år gammel og bosat på Nørrebro i København med sin mand og søn, som hun i øjeblikket er på barsel med. Hun har en bachelor i ernæring og sundhed og en kandidat i Integrated Food Studies.

Sideløbende med sit studie har hun startet egen virksomhed, hvor hun vejleder kvinder med dårligt selvværd til at bryde den onde cirkel og leve et liv uden skam og skyldfølelse.

I april 2016 udgav hun bogen Den sidste vaneændring – Lev uden selvhad, skyld og skam. Det er en selvbiografisk bog, målrettet kvinder der kæmper med dårligt selvværd og vaner de har svært ved at bryde. I bogen løfter hun sløret for, hvordan hun selv brød den onde cirkel af selvhad og stribevis af restriktioner, og giver råd til, hvordan andre, skridt for skridt, kan gøre det samme.