Sofia Manning: Lykkelige mennesker

Denne artikel har været bragt i Sofia Mannings nyhedsbrev – Vi takker for at måtte bringe den på Kvindetid – Læs mere om og af Sofia Manning på www.sofiamanning.dk

Det fascinerer mig altid, når mennesker virker lykkelige.

En kvinde jeg mødte på et retreat for mange år siden, Rehanna, virkede mere end lykkelig. Hun fortalte mig, at hendes liv havde taget en brat drejning, da hun var 62 og hendes livs store kærlighed døde. Det havde med katapult-kraft sendt hende væk fra hendes mellemtilfredse liv som børnehavepædagog.

Noget af det sidste hendes mand havde bedt hende om, var nemlig at følge sit hjerte, for han vidste godt, at hun nogle gange havde gået på kompromis, fordi de to havde elsket hinanden så højt. Han bad hende om at værdsætte hvert eneste øjeblik og udleve sine drømme. Det havde Rehanna lovet ham og han døde med fred i hjertet.

Det havde været et svært løfte, men hvordan kunne hun sige andet end ja. Ja, til at værdsætte hvert øjeblik, følge sit hjerte og lade alle sine undskyldninger bag sig?

Det satte tanker i gang hos mig. Ville jeg være i stand til at værdsætte livet, selv når det var svært? Ville jeg være i stand til at give slip på mine forhindrende overbevisninger en gang for alle? Er værdsættelse det samme som enighed? Ville det gøre mig til et lallende fjols med lyserøde briller?

Omvendt, hvordan skulle jeg kunne lade være med at værdsætte hvert eneste øjeblik, når jeg vidste, at jeg kun havde dette liv? Og værdsætte betyder jo ikke at være toplykkelig og glad hele tiden. Værdsætte betyder blot netop det – at værdsætte. Værdsætte selv et raserianfald og følelsen af travlhed. Værdsætte et skænderi. Værdsætte den sure buschauffør. Det er ikke ensbetydende med at være enig i det, der sker. At se det gode i alting og på en lalleglad facon konstant lede efter halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Det handler om simpelthen blot at værdsætte, at jeg har endnu en dag, endnu en time, endnu et minut med hvad end det måtte indeholde.

Meget lidt af det vi går rundt og forestiller os om lykken, stemmer overens med virkeligheden, og meget få af de projekter og ideer, vi gør til garant for vores lykke, bliver realiseret på den måde, vi gerne vil have dem til. Virkeligheden er sin egen, helt uforudsigelig og uransagelig. Og lykken forbliver uopnåelig, hvis vi vælger at forsætte med at leve i to forskellige virkeligheder. Den ene virkelighed er den, der foregår inde i vores hoveder, og som viser et tydeligt billede af, hvad der skal til for, at vi kan være lykkelige. Den anden er den reelle virkelighed, der foregår rundt om os hele tiden, og som – selv om den, hvis vi anerkender den, kan være yderst samarbejdsvillig – ikke lader sig kontrollere, men gør, præcis som den vil.