Tag jer sammen og lad barnet beholde sit netværk

Tag jer sammen og lad barnet beholde sit netværk

Af Søren Stenderup

Vi står overfor en ny tid. Derfor er det så mega svært at finde ud af, hvad der er bedst for barnet.

Føler barnet sig rodløs ved at far og mor aftaler en 7/7 ordning?
Skal man droppe helt at gå fra hinanden, da DET ville være bedst for barnet?
Er mor den bedste i verden, så derfor skal hun have barnet 13-1?
Eller er mor fucked up (men kæmper selvfølgelig for sit barn i de perioder, hvor hun har overskud) og har brug for en alternativ ordning?

Far er jo nok skredet efter I fik børn ikk? Far gider nok ikke at have indflydelse alligevel eller involveres i barnets problemer. Mor finder ny mand. Mor har fået barnet mere end far. Far synes det er ok. Mor dropper ny mand. Far ringer nogen gange og spørger hvordan det går. Mor prøver igen med ny mand, men uden samme gnist og selvfølgelig med forbehold. Mand har 2 børn og mor involverer sig. Nu er det faktisk ok. Manden drikker. Øv.

Nå, jeg kunne nok blive ved. Men det jeg prøver at sige er, at den moderne tid er mange ting. Hele tiden. Hele tiden nye muligheder, alle skal ud og realisere sig selv, alle leder efter lykken på fuld tryk og ved så ikke, hvornår de har fundet den. Det bliver kun vildere.
Med eller uden børn. Og det er fint! Sådan ER det.

Løsning:
Når jeg kigger på min barndom, er der ALTID én ting, der springer i øjet. Jeg gik i den samme skole i 10 år!
Når jeg kigger på, hvem der ikke blev mobbet, var det dem, der startede i børnehaveklassen og gik i samme skole alle 10 år! Det var de nye, der blev mobbet. Jeg har sgu set mange komme og gå.
Jeg syntes faktisk, det var ok spændende, når mor fandt en ny mand (når nu hun ikke ville have far, som hellere ville løbe med damer). Jeg syntes, det var spændende at flytte et nyt sted hen. Så boede jeg lidt i Karlslunde og så i Litorinaparken og så hos morfar i en periode indtil ny bolig var klar.

Men alt sammen var lige meget – jeg gik i samme skole! Havde de samme venner! Det samme netværk!
Jeg skulle ikke ud og bruge energi og kræfter på at “lave nye venner” og spekulere over om jeg passede ind. Det gjorde, at jeg følte mig hjemme hver dag selvom vi flyttede rundt.
Guld værd.

Så far og mor : tag jer sammen. Stay close. Og sørg nu for at barnet går i samme skole HELE livet. Ellers er det rodløshedens grumme ansigt :)

Kærlig hilsen
Søren Stenderup

P.S læs min e-bog om de første 6 mdr. som alenefar her:  http://promo.businesspage.dk/singledad/

Uddrag fra bogen (Status efter 3 mdr) :
“Savner hende ikke, men er stadig bange for, at jeg har truffet den forkerte beslutning. Det virker bare ikke sådan. Drukner det i andre kvinder, men alligevel.
Til gengæld var jeg oppe i hendes lejlighed i går, og vi fik en middag sammen. Like good old times. Hun begyndte at græde, selvom hun sagde, at det ikke var dét, der var sket imellem os, men andre ting. Hun er så smuk. Vi har virkelig grinet sammen mange gange.
Det må være opskriften på et godt forhold. Modsætninger, men med samme humor.
Lige nu føler jeg ikke, at jeg kan lade nogen andre kvinder komme ind i Mathildes liv. Det ændrer sig nok. Mon ikke!
Er selv skilsmissebarn, og Sandra og mit forhold var netop et oprør mod skilsmisser. Det SKULLE fungere, da vi begge kommer fra pap og reservedele.
Er begyndt ikke at tage telefonen, når hun ringer. Kan ikke klare at høre hvor ked af
det, hun er.
Jeg er et svin“.