The Wedding Planner: Inspiration når I er løbet tør for ideer
The Wedding Planner: Inspiration – når I er løbet tør for ideer
Rigtig mange brude har nogle ret klare billeder inde i hovedet af, hvordan deres bryllup skal se ud. Billedet er måske en hvid kjole, men er den fra Lasse Spangenberg, Jesper Høvring, Lilly eller et udenlandsk mærke? Det er i inspirationsfasen, I skal finde ud af, hvilke elementer billederne består af.
Bryllupsblade
Inspiration kan man finde rigtig mange steder. Personligt synes jeg at bryllupsbladene er det mest hyggelige. De gode blad-kiosker har mange forskellige og fra forskellige lande, så I virkelig kan få mange input. Alternativt kan I låne bryllupsbladene på biblioteket eller af en veninde eller familiemedlem, der lige er blevet gift.
Bryllupsbladene har den ubetingede fordel, hvis I altså har købt dem frem for at låne, at I kan klippe i dem. I kan hive alle de billeder, der siger jer noget, ud og sætte dem i en mappe, scrapbog eller på en opslagstavle. Efterhånden som planlægningen skrider frem, kan I fjerne de billeder, der ikke længere er relevante og dermed stadig huske undervejs hvilke ting, I har haft under overvejelse.
Bryllupsbladene har dog den ulempe, at de er ret dyre. Især hvis man ikke kan finde ud af kun at tage et eller to ned fra hylderne.
Online magasiner
Der er naturligvis også mange muligheder for at søge inspiration på nettet. Mange af bryllupsbladene har en online version, hvor man kan hente inspiration fra andre brudepar, input og reportager. De store bryllupssider har grupper, hvor I kan stille spørgsmål og få inspiration fra andre brudepar, der også er i gang med planlægningen.
Og online er Google også jeres nye bedste ven. Google ALT! Bare gå i gang! Skriv ”Bryllup” og se hvad der dukker op.
Sociale medier
Rigtig mange leverandører på bryllupsmarkedet har sider på Facebook. Og rigtig mange har mere aktivitet på Facebook end på deres hjemmesider. Start med at følge alle disse sider og også Bryllup.dk og de andre fora, når I starter planlægningen. I kan altid afmelde dem igen senere, eller når I har købt den varer som siden reklamerer med.
Pinterest er helt fantastisk til bryllupsinspiration. Det er et paradis af inspiration. I kan søge på alt muligt herinde. I kan lave jeres egne boards, og pinne de billeder, der giver jer inspiration, til jeres boards. Senere kan I så gå ind og hente billederne frem. Når I så står nede ved blomsterhandleren, konditoren eller brudekjoledesigneren, kan I lige hive billederne frem på mobilen og vise hvad det er, I vil have. Har det nogensinde været nemmere? Hvis I ikke vil have at jeres boards skal være synlige for andre, skal I huske at lave dem secret fra starten af. Man kan nemlig ikke lave et eksisterende board secret.
Kendte brudepar
Mange af kendisserne, både danske og udenlandske, har givet inspiration til mange brudepar. Så I går bare i gang. Søg på google, søg på Pinterest! Der er en masse gode ideer, og også en del af den slags I nok ikke har lyst til at efterligne. Der er mange gode navne at søge på. I kan jo starte med de kongelige; Madeleine, Victoria, Mary, Marie, Kate, Charlene osv. Og så kan I fortsætte med filmstjerner, sangere og andre kendisser. Der er masser af inspiration, men det tager selvfølgelig tid at finde den. Derfor er det supersmart at huske at gemme jeres inspiration helt fra starten, når I begynder at søge. Så skal I ikke lede efter det samme to gange.
Bryllupsmesser
Hvis I er mere til hands-on inspiration, så er bryllupsmesserne altid et hit. De ligger oftest i januar og februar. Jeg kan kun anbefale at komme ud og kigge lidt på tingene. Og der er også tit nogle gode tilbud, hvis man er klar til at slå til på dagen.
Et godt råd
Når I har tankerne på brylluppet, så prøv også at holde tankerne på brylluppet på steder, hvor I egentlig ikke tænker, at I kan finde inspiration. Det er ofte på de mest uventede steder, at I kan støde på lige nøjagtig den lille ting, der kan gøre jeres bryllup helt unikt.
God fornøjelse
The Main Event v/ Mie Münster-Swendsen.
www.themainevent.dk www.facebook.com/themaineventdk