Tini Owild: Lad din bagdel være din fordel
Tini Owild: Lad din bagdel være din fordel
Du er unik. Vi er alle en blanding af to menneskers gener, som i en eller anden mere eller mindre tilfældig blanding ender med at give os den krop og det udseende, vi bliver født med.
Hvis vi nu lige ser bort fra, hvad man i dag er i stand til at foretage sig af diverse kirurgiske indgreb, så er vores udseende noget, vi må lære at leve med og få det bedste ud af. Det kan være, at du har et karaktertræk, der ved første øjekast ikke er noget, man ville ønske sig i dåbsgave. Men ved at arbejde med din opfattelse af det, kan sådan et karaktertræk faktisk ligefrem blive dit varemærke og noget, du absolut ikke ville være foruden.
Tag fx Jimmy Jørgensens modermærke. Det er meget sandsynligt, at Jimmy i sine unge år ikke var særlig begejstret for sit modermærke, men i dag er det blevet hans brand, og vi kan ikke forestille os ham uden det. Og hvad med Barbra Streisand og hende store næse? Kan du forestille dig hendes profil med en lille spids kikseprikker? Eller Cindy Crawford uden hendes heldigt placerede modermærker? Nej, vel?
Jeg ville ligne Agnetha Fältskog fra Abba
Da jeg var seksten år, og Abba var på sit højeste, ville jeg med djævlens vold og magt ligne Agnetha Fältskog med hendes lange glatte lyse hår. Selv havde jeg fra naturen hånd fået tildelt et kæmpe krøllet rødt hår. Jeg brugte rigtig mange år af min ungdom på at affarve, glatte og trække krøllerne ud med diverse kemikalier. Hvilket resulterede i en – ja, ’frisure’ er næsten så meget sagt, men i hvert fald et hår, der hverken var krøllet, glat, blond eller rødt, men noget meget uklædeligt midt imellem, og jeg var aldrig rigtig tilfreds. Det er lang tid siden nu, og i dag elsker jeg mit hår, præcis som det er. Det pudsige er, at det nu er blevet mit brand. Nu kan jeg med et stort smil tænke tilbage på alle de anstrengelser jeg måtte igennem for at nå til den erkendelse.
Din unikke fordel
Så har du fregner i hele hovedet, fyldig numse som Jennifer Lopez, mellemrum imellem tænderne som Lauren Hutton, eller er du rødhåret, så vis det frem, understreg det og stå ved det. Dæk ikke fregnerne med foundation, lad krøllerne krølle og vrik med numsen. Lign dig selv, med den unikke fordel, at så ligner du ingen andre.
Tiniøvelse: Find DIN specialitet
Hvad er specielt ved dit udseende, stort som småt?
Hvad vil andre sige er specielt ved dit udseende?
Hvis du ikke allerede fremhæver det, hvordan kan du så gøre det?
Måske har du ikke tænkt over de her ting før, og det kan være lidt svært at stille ind på den kanal. Men bare ved at have lavet øvelsen har du taget hul på tankegangen, og det er det første vigtige skridt.
AT ELSKE SIG SELV ER BEGYNDELSEN PÅ EN LIVSLANG ROMANCE”
– af Oscar Wilde, 1854-1900
Held og lykke med det
Læs om Tini og hendes Stylecoachuddannelse på www.stylewise.dk