Trine Baadsgaard: Om at spise billigt og godt

Trine Baadsgaard: Om at spise billigt og  godt 

En post, der helt sikkert koster penge måned efter måned, er mad. Vi bliver konstant bombarderet med tilbud på mad; vi kan spise ude – italiensk, thai, fransk, indisk – købe take away med hjem og efter- hånden også rigtig mange færdigretter, der kun lige skal varmes, og så videre og så videre. Med så mange lettilgængelige tilbud er det ikke så sært, at vi måske kommer til at bruge for mange penge på mad.

Mad og indkøb

Det er rigtig svært at tale om at spise billig mad, for de fleste ser straks skodmad og uendelige kedelige rester for sig. Men jeg taler ikke om billig mad på den måde, at man skal købe den billigste papkylling eller den firkantede skinke, man nogle gange kan være i tvivl om overhovedet stammer fra en gris.

De fleste af os, der er vokset op med en konstant voksende velstand, har en kæmpemodstand mod at skrue ned for madbudgettet, fordi vi er så bange for, at det bliver for sølle, at man virker fornæret, at det fremstår, som om man spiser gammel mad, og som om man forsøger at tage glæden og livsnyderiet ud af maden, og at det i det hele taget kommer til at lugte alt for meget af at leve som studerende. Og når jeg så ovenikøbet taler om at lave billig mad til gæster, så er de fleste stået helt af.

Men ved I hvad? Jeg er kommet mig over det. For mad er meget vigtigt for mig. Vi spiser næsten kun økologisk, også det dyre kød prioriterer jeg, men det betyder altså så også, at vi ikke får kød hver dag, at vi aldrig smider mad ud, at jeg planlægger en del, og at jeg bruger min fryser meget.

Jeg har holdt fine middagsselskaber med de ypperste råvarer tilberedt en hel lørdag, kogt i egen saft og serveret på et leje af græs fløjet ind fra Sydafrika. Det gør jeg ikke mere.

Jo ældre jeg er blevet, des mere indser og oplever jeg, at dét, der er vigtigt, er, at jeg og mine børn får lødige råvarer, tilberedt enkelt og uden så meget fikumdik. Og når det kommer til gæster, så laver jeg venlig mad med gode råvarer, masser af dejlig vin og vand til, for det er selskabet, stemningen, samtalerne, jeg husker. Igen; jeg laver ikke skodmad, men jeg laver billig mad. Langt hellere en simreret af en billig udskæring end en smaskdyr oksemørbrad. Mine venner ved, at jeg glæder mig til at se dem, at jeg gør mig umage med at lave noget lækkert til dem. At det så ikke er dyr mad, er ikke det afgørende, og hvis det var, ville jeg da få mig nogle nye venner.

Det betaler sig ikke på den lange bane at spare på mad på den måde, at man køber dårlig kvalitet. Konsekvenserne er simpelthen for store – og dyrere, når det kommer til dit helbred, dyrenes velfærd og verdens sundhedstilstand i det hele taget. Det er også dyrt at købe take-away – og ofte rigtig dårligt. Så lidt planlægning er godt, så man har noget færdiglavet eller hurtiglavet i baghånden til de dage, hvor man ikke har tid til at lave mad og derfor kan falde i ’fælden’ og købe take-away på vejen hjem.

Mad er det sted på budgettet, hvor de fleste omgående kan sætte ind og få i tusindvis af kroner mere om året, vel at mærke UDEN at spise skodmad.

Planlæg

Hvor ville jeg gerne være god til det der med madplaner. Købe snorlige ind. Have styr på, hvornår vi skal have fisk, og hvor mælken er billigst. Men det kommer ikke til at ske, jeg er bare ikke lavet sådan inde i mit hoved. Jeg aner ikke, hvad vi har lyst til på torsdag, eller hvor mange vi er til middag på mandag for den sags skyld.