Troels Andersen Pop-Up Galleri: Spring Street NY? Niks Nørrebrogade 14 CPH
Troels Andersen Pop-Up Galleri: Spring Street NY? Niks Nørrebrogade 14 CPH
I dag præsenterer jeg min gode ven Troels Andersen, der har åbnet noget så hipt som et Pop-Up Galleri på Nørrebrogade. Pop-Up betyder, at galleriet popper op i gadebilledet for at forsvinde igen.
Troels siger selv om sine malerier: ” Jeg vil gerne lave noget, der rammer folk og den tid, vi er i. Popkulturen og modebilledet består af enormt mange facetter, der afspejler en aktualitet, som jeg synes er interessant. Hvis jeg selv skal beskrive min stil bliver det noget a la min fascination af mode, storhed og opkørthed møder stram enkelthed og dybde. Så er jeg vist også dækket ind”.
Men det rammer faktisk meget godt, idet malerierne giver associationer til alt fra New York, kvinderne ved solkongens hof, catwalkmodeller med hår og så til intet mindre end the Big Bang. Der er ingen tvivl om, at Troels værker er meget signifikante – du er ikke i tvivl om, hvorvidt det er en Troels Andersen.
Hvis undertegnede i al beskedenhed må kloge mig udi hvorfor jeg er så vild med min vens billeder, så ser jeg dem som malerier, hvor man selv har mulighed for at vælge, hvor man vil hen med dem. Jeg er dybt fascineret af bøgerne om Harry Potter, fordi de netop kan læses på flere planer – fra en nuttet børnebog til selve meningen med livet. Denne spændvidde synes jeg der er i Troels malerier.
Til det siger Troels tålmodigt: ”Det er vigtigst for mig at folk glædes over mine malerier og nyder at have dem hængende – derudover er der faktisk fri fortolkning”
Troels er udannet AD’er og grafisk designer og har stort set altid malet. Udover galleriet laver han identitesprogrammer for modebranchen. Derfor er det måske ikke overraskende, at billederne også appellerer til fashionista- og designerhjem. Stærke farver, markante konturer og forskellige sentenser og citater hentet fra modens verden. Der er virkelig noget New York over det spontane i billederne, og Carrie og veninderne er helt sikkert fans.
Troels Andersens Pop-Up Galleri er åbent hele juli måned, og der kommer hele tiden nye malerier på væggene. Troels passer selv galleriet i perioden, så skal endelig droppe forbi til en kigger og en snak med ham om, hvad din væg mangler. Sig gerne du læste artiklen på Kvindetid, så giver Troels om ikke en Cosmopolitan så med garanti et glas hvidvin.
Troels Andersen Pop-Up Galleri
Nørrebrogade 14, København N Tlf. 29 44 94 97
www.troelsandersen.com