Ulla Nyemann: Barndomsminde

Ulla Nyemann: Barndomsminde

Jeg står ude i køkkenet og ser mor pakke alle råvarerne fra slagteren ud. Jeg var selv med henne og købe ind. Det vil jeg altid gerne, fordi den tykke, flinke slagter giver mig en flæskesvær. Nogle gange kan jeg også lokke mor til at købe en pose til mig. Åh, der dufter altid så godt derhenne af mad. Og så er det sjovt, fordi han har savsmuld på gulvet, ham slagteren. Hvis min mor står i kø, tegner jeg mønstre eller ansigter i savsmuldet med min skosnude. Og så fortæller jeg historier inde i mit hoved. Og vupti, så er det vores tur.

Mor åbner pakken med vokspapir og frem stikker der nogle ordentlige knogler. Mor kalder dem marvpiber – det er ikke sådan nogle, som dem far ryger på – men jeg bliver helt glad, for så ved jeg, hvad der venter. Dernæst pakker hun kødet ud. En stor okseklump. Det hakkede kalv-flæsk til kødbollerne får derimod lov til at blive i køleskabet lidt endnu. ”Åh, det skal smage”, siger hun glad …

Bagefter ordner hun grøntsager. Jeg elsker at være med til at skrælle og er efterhånden blevet ret god til det. Der er selleri, porrer, gulerødder og løg og noget, hun kalder en suppevisk. Jeg kan godt li’, at mine hænder dufter af selleri bagefter, selvom jeg kun får lov at skære et par enkelte tern med den store, skarpe kniv. Løgene tager mor, for jeg synes, de lugter så rædselsfuldt – og jeg får tårer i øjnene af at skære dem. Peberroden bliver lige lagt til side … Den skal rives senere! Så, nu ryger alt det skrællede og skårede grønt over i trykkogeren sammen med kød, knogler og vand, så det lige dækker. Det er lidt mærkeligt, at det hedder grønt, når noget af det er orange – altså gulerødderne.

Der står klar suppe med kød- og melboller på menuen til aften, og bagefter oksekød med kartofler og sursød peberrodssauce.

Først koger hun det op og skummer overfladen for noget ulækkert, mørkegråt skum. Det er det eneste, jeg får lov til at sige ADR til! Hvis jeg vover at sige det ved middagsbordet, så bliver mor stiktosset. ”Det er mad”, siger hun og fortsætter – ”du må aldrig sige adr om maden! Det er bare, fordi du ikke kan lide det, men du skal lære at spise den gode mad. Bland tingene på gaflen eller på skeen, hvis der er en del af det, du ikke har lyst til – sådan lærer du det. Spis!” Nøj, hvor kan jeg blive sur på hende. Jeg vil ikke. Men det hjælper aldrig. Og pludselig kan jeg li’ både hvidkål og blomkål og alt det andet, jeg ellers afskyr. I aften tager hun alligevel lidt sursød sauce fra til mig, inden hun rører den stærke peberrod i. Det er alligevel lidt for voksne, det peberrod!

Jeg er bange for trykkogeren. Den hvisler så underligt oppe i ventilen, der sidder på toppen af det tykke, tykke grydelåg. Men mor siger, at jeg bare skal tage det stille og roligt. Der sker ikke noget. Jeg forestiller mig alligevel, at den springer i luften lige om lidt. Der er godt nok tryk på derinde. Mor vil gerne spare på gassen, så hun siger, at hun forkorter kogetiden væsentligt ved at bruge den kraftige gryde med låget, der skal skrues på.

Pludselig dufter der godt i hele lejligheden af oksekødssuppe.

Mor sier suppen, for den skal være helt klar. Jeg synes, det er lige meget, men mor er helt hysterisk. Der må ikke være grums i eller noget. Hun er først stolt og tilfreds, når man kan se lige ned til bunden. Hun sorterer også alle de gennemkogte grøntsager fra (dem ved jeg, hun vil spise i morgen – for hun smider aldrig mad ud) og koger nye, fint skårede gulerødder, sellerier og porreringe.

Og så elsker jeg hendes melboller, som hun selv laver helt fra bunden. Hun fylder den fine, bløde og hvide dej op i bollesprøjten og skærer fermt med en meget skarp kniv små melboller af. De dumper ned med et plump i gryden, hvor hun forsigtigt koger dem i en del af suppen. ”Det må ikke bulderkoge”, siger hun, ”for så går de i stykker”. Også kødbollerne bliver kogt i lidt suppe – ikke i vand … ”De skal da smage af noget” siger hun.

Jeg går lidt ind og læser i nogle bøger, indtil mor kalder. Jeg springer derud, for jeg ved, hvad hun vil mig: ”Tag lige rugbrødet på brødristeren”, siger hun, mens hun hiver en kæmpe marvpibe op ad gryden. Vi lirker marven ud og lægger den på det ristede brød, drysser salt på og spiser det med velbehag, mens vi kigger hinanden i øjnene. ”Åh, en delikatesse”, siger mor. Og jeg giver hende helt ret. Det er vores hemmelighed sammen. De andre to må ikke være med … Men jeg skal passe på ikke at få for meget, for så får jeg sure opstød!

Ulla, 7 år.