World Orangutan Day

Organisationer verden over er gået sammen for at markere World Orangutan Day den 19. august 2013. Læs her, hvordan du kan være med.

Orangutangen er truet, og ønsker vi en fremtid med plads til vores røde slægtning og tropisk regnskov, skal vi handle nu. Det budskab er der heldigvis flere og flere verden over, der gerne vil være med til at formidle, og den 19. august markerer en lang række naturbevarende organisationer den første World Orangutan Day.

Red Orangutangen arbejder for at redde orangutangen.

Orangutangen har brug for vores hjælp. Den er på IUCNs liste (FN) over truede dyrearter, og FN vurderede i 2007, at der dengang var færre end 50.000 orangutanger tilbage i den fri natur, og at bestanden svandt ind med 6.000 orangutanger om året. Den største trussel mod orangutangens overlevelse er den omfattende ødelæggelse af regnskoven.

Red Orangutangen arbejder for at redde den udrydningstruede orangutang og dens regnskovshjem. Det gør vi ved at redde og beskytte individuelle orangutanger og ved at beskytte orangutangens hjem, regnskoven.

Vi redder vilde orangutanger, hvis regnskovshjem er blevet ødelagt, og vi rehabiliterer forældreløse orangutanger, som uden vores hjælp ville dø eller blive en del af den illegale handel med kæledyr. Det er vores mål at genudsætte så mange orangutanger som muligt i den fri natur, hvor de hører til.

Vi er helt afhængige af støtte fra adoptionsbidrag, medlemsgebyrer, fonde osv. for at kunne arbejde for at redde orangutangen og regnskoven.

Ved at støtte os, hjælper du os med at:

• redde, rehabilitere og genudsætte orangutanger
• beskytte eksisterende regnskov og genplante ødelagte områder
• skabe alternative indtægtsmuligheder for den lokale befolkning, så skovhugsten bliver mindre attraktiv.

Lone Dröscher Nielsen, kvinden med aberne

Lone Dröscher Nielsen er kvinden bag verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger. Hendes arbejde med at redde og rehabilitere Borneos røde aber er skildret både af BBC og Animal Planet. DR har fulgt Lones arbejde siden 2007 og viste senest “Lone og orangutangerne – Tilbage til friheden”.

For 16 år siden tog Lone Dröscher Nielsen en udsædvanlig beslutning. Hun sagde sit job op, tog afsked med familie, venner og basen i Nordjylland for at rejse til et nyt kontinent. Målet var at skabe et rehabiliteringscenter for de orangutanger, der havde mistet deres mødre og regnskovshjem på det centrale Borneo. I dag er centret Nyaru Menteng med over 600 orangutanger verdens største af sin art.

Ville være orangutangernes stemme
Fundamentet for Lone Dröscher Nielsens beslutning blev skabt, da hun i begyndelsen af 1990’erne arbejdede som frivillig for primatologen Birute Galdikas. Lone blev forelsket, først i regnskoven, derefter i orangutangerne. Professor Galdikas drev et mindre rehabiliteringscenter og forskningsprojekt i nationalparken Tanjun Puting, og Lone tog sig af de små nødstedte orangutanger, der var blevet hjem- og moderløse pga. skovhugst. “Første gang jeg så en moderløs orangutang i øjnene, så jeg en total mangel på livslyst. Samtidig var jeg vidne til den massive nedfældning af regnskoven, der gør orangutangerne så sårbare overfor mennesker. Jeg besluttede, at jeg ville være orangutangernes stemme og tale deres sag i en verden, som tilsyneladende havde glemt dem,” fortæller Lone om sin beslutning.

Mor til tusind
Frem til midten af 1990’erne havde Lone brugt alle sine penge og alle sine ferier på at rejse til orangutangerne på Borneo. I 1996 sagde hun sit job som SAS-stewardesse op og flyttede til øen permanent. I 1999 kunne hun opstarte sit eget rehabiliteringscenter, Nyaru Menteng, på den centrale del af det indonesiske Borneo. Siden da har centret taget sig af orangutanger, der er blevet ofre for skovhugst og rydning til fordel for palmeolieplantager. Lone har reddet og været mor for over 1000 orangutanger.

En succes med bismag
Nyaru Menteng er med sine 200 lokale ansatte og samarbejde med lokale leverandører områdets største arbejdsplads. Over 600 orangutanger skal fodres, passes, stimuleres og tilses af dyrlæger. At centret er vokset med rekordfart er ikke et faktum, der gør Lone Dröscher Nielsen stolt: “Alle de orangutanger, vi har på centret er heldige, for vi fandt dem, før det var for sent, og de har en fremtid foran sig. Men vi må gribe fat om roden på problemet og få stoppet den rydning af regnskoven, der gør orangutangerne så sårbare overfor os mennesker. Allerbedst ville det være, hvis behovet for Nyaru Menteng ikke eksisterede.”

Vilde voksne og forsvarsløse unger
Lones center evakuerer voksne orangutanger fra skovområder, der står for at skulle ryddes og redder små orangutangunger, som er blevet fundet alene i plantagerne. Hvis en orangutang nærmer sig plantagerne, bliver de ofte slået ihjel, fordi de i mangel af deres naturlige føde må ty til oliepalmeskud, og derfor anses for at være et skadedyr. Ofte efterlades de forsvarsløse unger alene tilbage. Alternativt sælges de på det illegale kæledyrsmarked. Redningsholdet konfiskerer orangutangunger, der er spærret inde i små bure og giver dem en fremtid på centret. De voksne, vilde orangutanger skal have så lidt kontakt med mennesker som muligt for at forblive vilde dyr, mens de små omvendt kun kan overleve ved hjælp af reservemødre.

Menneskeaber med menneske-babysittere
Orangutanger og mennesker deler 97% DNA, og ligesom menneskebabyer kan orangutangunger dø af sorg, hvis ikke de får omsorg nok. I naturen bliver de hos deres mor i seks til otte år. Centret har ansat lokale kvinder, kaldet babysittere, der lærer orangutangerne det, deres mor ville have lært dem i naturen: at klatre i træer, finde føde, genkende farer, bygge rede for natten. Ungerne går i skovskole i et klassetrin, der passer til deres alder og formåen. Når de er klar, sendes de ud på én af centrets fem beskyttede øer. Her lever de som næsten vilde orangutanger og lærer at klare sig selv under opsyn.” Da jeg begyndte at arbejde med orangutanger, fortalte min sunde fornuft mig, at orangutanger ligesom børn bliver stærkere og mere selvstændige, jo mere kærlighed de får som små,” fortæller Lone om sin metode.

Slukke vandhanen
Formålet med hele skovskolesystemet er at genudsætte orangutangerne i regnskov, der er sikret imod fældning. Det er ressourcekrævende at genudsætte orangutanger dybt inde i regnskoven, det er svært at finde egnet regnskov, og det er endnu sværere at få regeringen til at give projektet brugsret til den. En stor del af Lones arbejde er derfor gået med lobbyarbejde, et arbejde, som fortsat er nødvendigt. Da Lone indså, at skovhugsten ikke længere var orangutangernes største trussel, men at palmeolieindustrien for alvor havde gjort sit indtog på Borneo, tog hun affære. Hun engagerede sig i Roundtable for Sustainable Palmoil og begyndte forhandlinger med både industrien og regeringen. “Jeg var træt af bare at tørre vandet op, nu ville jeg også gå efter at lukke hanen,” som hun beskriver det.

Ny base, nyt kapitel
Livet på Borneo har ikke været uden omkostninger. Efter 15 år i regnskoven har Lone af helbredsmæssige årsager været nødt til at flytte tilbage til Europa. Ambitionen om at være orangutangernes stemme har hun ikke sluppet. Fra sin base i Wales arbejder hun via Red Orangutangen videre for at sikre orangutangens ret til et liv i regnskoven. Samtidig fungerer hun som konsulent for Nyaru Menteng. I november 2012 kunne Lone Dröscher Nielsen begynde virkeliggørelsen af den drøm, der har drevet hende siden 1999. Hun kunne påbegynde genudsætningen af sine rehabiliterede orangutanger i et fredet regnskovsområde: “Det har været min store eksamen”, fortæller Lone om genudsætningen af sine otte første skovskoleelever, “men indtil videre klarer de sig udover al forventning i den natur, hvor de hører til”.

Lone håber at kunne genudsætte 600 semivilde og rehabiliterede orangutanger indenfor de næste 10 år. Det kræver ressourcer, som Red Orangutangen ikke har lige nu, men som foreningen har sat alle sejl ind på at finde.