Mette Glargaard: Medafhængighed
Du kan ikke selv arbejde med det hele – meget af det kan du, men ikke det hele. En del af det findes nemlig i dine ”blinde vinkler” – ting du gør, meninger du har, reaktioner du bruger, som du slet ikke selv er klar over. Derfor er det vigtigt, at du får arbejdet med disse ting, lige så snart du opdager dem.
9 råd til den medafhængige
– Kig på listen i denne artikel og gør dig klart, hvor din medafhængighed ligger. Beslut lige nu, at du vil begynde at handle anderledes for at stoppe de dårlige vaner.
– Beslut lige nu, at du aldrig mere vil dække over, lyve for eller undskylde på misbrugerens vegne. Det hjælper ikke misbrugeren og heller ikke dig, men vedligeholder kun problemet.
– Når du mærker ubehag, er det din krops forsøg på og mulighed for at fortælle dig noget. Lyt til den og gå, sæt grænser, flyt dig, gør noget andet så ubehaget ikke bare forsvinder, men afløses af en følelse af, at du passer på dig selv.
– Du skylder ikke misbrugeren noget som helst. Du har ingen forpligtelse til at hjælpe – gør du det kan det være med til at gøre det muligt for misbrugeren at misbruge i stedet for at stoppe. Det er barsk – men det er sandt. Så længe du er der, er der ingen virkelig konsekvens for misbrugeren. Hvis misbrugeren går i hundene fordi du siger fra og sætter grænser, ville han/hun have gjort det uanset – det havde bare taget længere tid, fordi du havde været der til at støtte.
– Gør dig klart, at dit selvværd sandsynligvis er lavt (Men din selvtillid kan godt være høj) og begynd at undersøge, hvordan det påvirker dig i din hverdag at du dybest set ikke tror på, at du er noget værd og fortjener lykke og kærlighed.
– Skriv! Skriv om dine oplevelser, om dine følelser, frustrationer, din smerte, sorg og vrede. Bare skriv til dig selv – du behøver ikke vise det til nogen, men læs det som minimum højt for dig selv og helst også for en anden.
– Læs Melody Beatties bog: “Gør dig fri af andres misbrug”
– Gå i terapi
– Tal åbent med andre pårørende til din misbruger om hvad der sker – også hvad der sker indeni dig. Det er ikke pinligt, men lettende at dele det svære med andre. Du kan f.eks. benytte dig af et af de mange netværk i ACA, som er for børn af misbrugere og AL-ANON, som er for andre pårørende til misbrugere.
Nu er bogen ”Poul Glargaards datter” udkommet
www.metteglargaard.dk