Birgitte Baadegaard: Om opvasketid og mindreværd

Jeg kan huske det høje klaps, da min hånd ramte hans kind. Og stilheden bagefter. Jeg kan huske, at jeg sank hørligt og tænkte: ”Det her ender med buksevand”, mens Henrik stirrede på mig med ben, der nu hang stille. Og så kan jeg huske ham springe ned fra bordet uden et ord og gå hen til køkkenvasken og tage et viskestykke. Hvorefter han begyndte at tørre af. Jeg fik aldrig buksevand. Og længe havde jeg denne stolthed og styrke siddende inden i mig: Jeg kæmpede – og jeg vandt. Over ham.